Politiformand: Besparelser i psykiatrien sender tikkende bomber ud i gaderne

Af Claus Oxfeldt
Forbundsformand i Politiforbundet

Forebyggelse og tidlig indsats har haft elendige kår gennem de seneste år. Det gælder især, når det handler om de mennesker, som lever på kanten – socialt som psykisk.

De er måske om nogen ofre for det måle-, effektiviserings- og dokumentationsapparat, som er rullet ud over den offentlige sektor. De kræver nemlig tid og fleksible indsatser, og det er stort set umuligt at måle eller dokumentere, hvorvidt fagprofessionelle har brugt tiden og pengene korrekt.

Derfor er det også blevet kutyme at lade menneskelige problemer vokse sig så akutte, at de bliver til 112- og 114-opringninger.

Dette indlæg tager udgangspunkt i psykiatrien, men det kunne lige så godt gælde utilpassede unge eller utrygge borgere. Det gælder mange steder, at de er nødt til at reagere ekstremt, før samfundet sætter ind.

Ofte bliver det i så fald politiet, som skal rykke ud. Ofte resulterer det i et behov for magtanvendelse, frihedsberøvelse og sanktioner.

Hver gang noget spares væk, fordi det er svært at måle resultaterne af og dermed også svært at prale af politisk, så kan vi næsten med sikkerhed identificere dem i politiets døgnrapporter. En løbende stigning i antallet af tvangsindlæggelser er et klart resultat af svigt.

Claus Oxfeldt
Formand for Politiforbundet

Tikkende bomber går rundt på gaden
Når det gælder psykisk syge og ustabile mennesker, har vi, som jeg også skrev i et tidligere indlæg, mange ”tikkende bomber” gående rundt på gaderne eller gemt bag gardiner i lejlighedskomplekser.

Det er ikke noget, jeg påstår. Det har jeg lægers og andre eksperters ord for. Det har jeg også politiets vagtplaner og politifolks udsagn til at dokumentere.

Vi rykker i stigende grad ud, enten fordi en psykisk syg er gået amok, eller fordi bange borgere ringer efter os, når en psykisk ustabil person skaber utryghed i opgangen, ved legepladsen, i nabolejligheden eller på vejen. Det er blevet en politiopgave, dels fordi politiet er den eneste hjælp, man kan ringe efter som borger, dels fordi det er en yderst farlig og uforudsigelig opgave.

Min påstand er, at rigtigt mange af tilfældene kunne være undgået og forebygget, hvis de rette fagpersoner havde fået tiden og tilliden til at sætte ind i tide. Hvis effektiviseringer, sammenlægninger og økonomisering af al faglighed ikke havde skåret alt umåleligt og forebyggende ind til marven.

Besparelser kan ses i døgnrapporterne
Hver gang noget spares væk, fordi det er svært at måle resultaterne af og dermed også svært at prale af politisk, så kan vi næsten med sikkerhed identificere dem i politiets døgnrapporter. En løbende stigning i antallet af tvangsindlæggelser er et klart resultat af svigt. Eksplosiv vækst i tilkald fra utrygge borgere omkring psykisk syge er resultatet af svigt.

Det er problemer, som får lov til at løbe løbsk og helt derud, hvor de for alvor først bliver farlige, dyre og skadelige. Med mange ofre, den syge, de politifolk, som skal tumle med ham, de borgere, som bliver vidner eller er bange, den akutte indlæggelse en sen nattetime, familiemedlemmer, mange, mange afledte omkostninger, menneskeligt som økonomisk.

Derfor kræver det også handling. Der skal sættes ind i tide. Der skal spredes et sikkerhedsnet og en professionel omsorg og behandling ud under de syge – også efter almindelig fyraften klokken 16.00 og i weekenderne.

Men det kræver nye tankesæt og styringsmønstre specifikt i sundhedsvæsenet og i den offentlige sektor generelt. Det kræver, at de faglige og varme hænder sætter retningen og får lov at forebygge i tide og med nærvær.