I 11. time aflyste minister vigtig forhandling om grøn trepart: Her er de uafgjorte kampe
Trepartsminister Jeppe Bruus har aflyst et forhandlingsmøde "uden bagkant", der var den forventede slutspurt i armlægningen om en politisk aftale om den grønne trepart. Nu har regeringen lagt en ny forhandlingsstrategi.
Dorte Ipsen Boddum
Journalist og redaktørMarie Møller Munksgaard
JournalistTirsdag skulle regeringen og oppositionen for første gang have lagt arm "uden bagkant" ved et fælles forhandlingsmøde.
Her var der lagt op til en slutspurt, hvor kvælstof og kompensation til landmænd tegner sig som de helst store knaster.
Men det møde har trepartsminister Jeppe Bruus (S) nu aflyst.
Ifølge Altingets oplysninger vil regeringen i stedet forhandle bilateralt med flere partier i løbet af dagen.
Hvad aflysningen af det fælles møde betyder for udsigten til en snarlig politisk aftale og den endelige deltagerkreds er lige nu uvist.
For mens regeringen har småtravlt og gerne vil lukke en aftale, er der hos flere af oppositionspartierne en fornemmelse af, at tiden arbejder til deres fordel, og at de vil kunne få større indrømmelser, som tiden går.
Der er da også en række løse ender foruden de store knaster.
En løsning på kvælstof skiller
Det helt store slag er endt med at blive spørgsmålet om, hvor meget landbrugets udledning af kvælstof skal reduceres i de kommende år.
En såkaldt second opinion-rapport fra Finansministeriet opstiller på baggrund af input fra danske og internationale forskere tre modeller for reduktionsbehovet.
Model 1, som er danske forskeres bedste bud, opstiller et årligt reduktiosbehov på 14.100 ton.
Mens model 2 og 3 når frem til et reduktionsbehov på henholdsvis 13.600 ton og 12.900 ton om året.
Fælles for alle tre modeller er, at de leverer såkaldt "god økologisk tilstand" for vandmiljøet og dermed lever op til kravene fra EU.
En afgørende forskel mellem model 3, altså den mindst ambitiøse angående reduktionsbehov, og model 1 er, at det fremtidige indsatsbehov flere steder i landet ender på 0 ton med model 3. Også selv om der er tale om områder, der har været fokus på i medierne for iltsvind og fiskedød. Det gælder blandt andet flere steder på Djursland og ved Vejle Fjord.
Regeringen har spillet ud med et indsatsbehov på 12.950 ton, svarende til behovet i model 3, i de aftaleudkast, som indtil videre er blevet lagt på bordet, hvor kvælstof er nævnt. Altinget er i besiddelse af udkastene. Samtidig har oppositionspartierne indtil videre stået fast på, at model 1 er det eneste forsvarlige, uden at nogen partier dog har gjort model 1 ultimativt.
I en tid med nye dystre tal fra forskerne for iltsvind og en stærkt kritisk rapport fra Statsrevisorerne om Fødevareministeriets kontrol med landbrugets kvælstofudledning, kan det være svært for oppositionen at forklare, hvis de går med på model 3 og et indsatsbehov på 0 ton flere steder i landet.
En helt fjerde mulighed er selvfølgelig, at kvælstof skrives ud af den politiske opfølgning på den grønne trepartsaftale
Ifølge flere kilder har regeringen indtil videre forsøgt sig med mellemvarianter af at fastholde model 3, men så sætte ind med andre kvælstofreducerende initiativer nogle af de steder i landet, som ville gå i 0 med model 3.
Dybest set er der tre udfald, vurderer flere kilder: Regeringen får sin model 3, oppositionen får sin model 1, eller regeringen præsenterer en tilpas spiselig mellemvariant. I det seneste aftaleudkast fra regeringen var afsnittet om kvælstof pillet ud, fordi regeringen ville forsøge at forfatte noget nyt. Det er den tekst, som partierne venter spændt på at få formentlig senere i dag.
En helt fjerde mulighed er selvfølgelig, at kvælstof skrives ud af den politiske opfølgning på den grønne trepartsaftale. Spørgsmålet er dog, om det ikke vil skubbe så meget til de ultrafine balancer mellem Landbrug og Fødevarer på den ene side og Danmarks Naturfredningsforening (DN) på den anden, som både de to organisationer og alle andre bag den oprindelige trepartsaftale advarede meget kraftigt om at rykke på, da aftalen kom i hus kort før sommerferien.
Kompensation, skove og faldende jordpriser
Et andet svært spørgsmål er landmændenes økonomi.
Trepartsaftalen lægger op til, at der skal udtages 390.000 hektar landbrugsjord, som enten skal beplantes med skov, henlægges til fri natur eller oversvømmes som led udtagning af såkaldte lavbundsjorde.
Når det gælder skovene, som der i alt skal plantes 250.000 hektar af, er der lagt op til, at landmændene kan få 70.000 kroner i tilskud til at plante skov. Der er dog fra flere sider rejst kritik af, at de 70.000 kroner på ingen måde står mål med jordprisen. Så hvorfor skulle landmændene vælge at plante skov, med mindre de har den ringeste jord og måske så kan få regnestykket til at gå op?
På samme måde har kritikken lydt af de jorde, som landmændene fremover skal henlægge til såkaldt permanent ekstensivering.
Mens der for lavbundsjordene gælder, at de vil blive omfattet af en afgift, som vil blive så høj, at den forventes at få de fleste til at gå med i lavbundsprojekter.
Svaret fra såvel Ida Auken (S) som DN-præsident Maria Reumert Gjerding har lydt, at den grønne trepartsaftale indeholder initiativer, som vil få jordprisen til at falde så meget, at det alligevel vil vise sig attraktivt at tage imod tilskud til at plante træer eller lade sine marker gro eller oversvømme.
Omvendt har fremtrædende Venstre-folk, som EU-parlamentariker Asger Christensen, og en række landmænd talt om indgreb i den private ejendomsret og krav om erstatning for et voldsomt fald i jordprisen.
Flere partier er utilfredse med, at regeringen kun har lagt en økonomiplan frem til 2030 på bordet i forhandlingerne, når aftalen løber helt til 2045
I regeringens hidtidige aftaleudkast står der, at der skal være ro om fremtidens jordpriser, og med den grønne trepartsaftale er der afsat 40 milliarder kroner plus yderligere 10 milliarder kroner i tilsagn fra Novo Nordisk Fonden til den omfattende arealomlægning, som venter forude.
Liberal Alliance rejste før weekenden et krav om en forsikring i den politiske aftale mod, at landmand må gå fra hus og hjem som følge af trepartsaftalen.
Også her er regeringen ifølge Altingets kilder på jagt efter løsninger. Flere peger på, at det kunne være tiltag som at lade tilskuddet til at plante skov afhænge af, om der er tale om god eller dårlig landbrugsjord.
Det skal de også tale om
Udover de store knaster om kvælstof og kompensation er regeringen heller ikke i mål med CO2-afgiften på landbrug og finansieringen af aftalen.
Flere partier er utilfredse med, at regeringen kun har lagt en økonomiplan frem til 2030 på bordet i forhandlingerne, når aftalen løber helt til 2045. De vil se, hvordan regeringen vil finansiere aftalen helt frem til 2045 og spørge ind til, om regeringen er villig til at se på andre finansieringsmuligheder.
Blandt andet Enhedslisten er nemlig utilfredse med, at regeringen vil bruge størstedelen af pengene fra Grøn Fond til at finansiere aftalen.
Når det kommer til CO2-afgiften, vil partierne også drøfte genbesøget af henholdsvis afgiften og det bundfradrag, der er blevet sat i trepartsaftalen med parterne.
Som det ser ud nu, skal afgiften genforhandles i 2032, men det vil flere partier have skubbet frem til 2027. Samtidig lægger regeringen op til, at CO2-afgiften og bundfradraget skal forligsbindes frem til 2035. Her kæmper flere i oppositionen til at skubbe det frem til 2030.
Dertil kommer, at regeringen vil finde finansiering ved at sælge kvoter for CO2-udledning og ved at hente penge fra aftalen om at pålægge industrien en CO2-afgift. Det sidste har såvel Dansk Industri som flere andre organisationer skarpt kritiseret.
Selv hvis dagens planlagte forhandlingsmøde havde fundet sted, ville det altså langt fra være sikkert, at det havde været det sidste af sin slags, inden regeringen havde sikret sig politisk opbakning til den grønne trepartsaftale.
Opdateret tirsdag klokken 12.30: Artiklen er opdateret i rubrik, underrubrik og få steder i teksten, efter at regeringen tirsdag har aflyst det planlagte forhandlingsmøde.