Alternativet vil indføre pant på takeaway-emballage: "Det skal rengøres, så det kan bruges igen og igen"

Når Nicolai Wammen inviterer til finanslovsforhandlinger, står en pantordning for takeaway-emballage øverst på Alternativets ønskeseddel. Men de røde kollegaer har ikke planer om at kæmpe slaget sammen med dem.

Danmark er et af de lande i verden, der producerer mest affald. Det skal en pant på engangsemballage gøre op med, fortæller Alternativets finansordfører, Christina Olumeko. 
Danmark er et af de lande i verden, der producerer mest affald. Det skal en pant på engangsemballage gøre op med, fortæller Alternativets finansordfører, Christina Olumeko. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Oskar Hammer Sylvestersen

Du skal måske have et par ekstra kroner op af lommen, næste gang du bestiller en omgang takeaway. 

I hvert fald hvis det står til Alternativet, der ønsker at indføre et forslag om et nationalt pantsystem for takeaway-emballage.

Når du så har nydt dit måltid, skal du have mulighed for at få pengene retur, hvis du går ned og panter din pizzabakke eller sushiboks.

Præcis som det i dag fungerer, når du panter dine sodavandsdåser, vinflasker og ølkasser.

"Vi overforbruger i Danmark, og derfor er vi nødt til at gentænke vores affaldssystem, så det bliver langt mere cirkulært. Det er det, vi forsøger at gøre med dette forslag," siger finansordfører Christina Olumeko.

Det er fint for os, at det kun bliver i en mindre skala. Det behøver slet ikke være den helt store model til at starte med

Christina Olumeko (ALT)
Finansordfører

Hun fortæller, at forslaget er partiets førsteprioritet i finanslovsforhandlingerne med finansminister Nicolai Wammen, som partiet er inviteret til møde med onsdag.

Den gennemsnitlige dansker smider hvert år 787 kilo skrald ud, viser tal fra 2022 fra Eurostat. Ifølge Christina Olumeko er det særligt engangsemballage fra takeaway, der er en af de helt store syndere.

"For eksempel forbruger vi danskere omkring 130 millioner engangskopper om året. Det er spild, og derfor foreslår vi, at emballagen skal afleveres i en pantautomat i stedet for bare at blive smidt ud. Det skal rengøres, så det kan bruges igen og igen," siger hun.

Automater i gåafstand

Finansordføreren forklarer, at Alternativet ønsker at fordele de nye pantautomater "tæt på borgerne, så det bliver så let som muligt" for alle, herunder virksomhederne, at pante den bruge emballage.

"I de store byer forestiller vi os, at der skal sættes automater op, så de er i gåafstand, mens der i de mindre byer måske skal laves et samarbejde med den lokale købmand," siger Christina Olumeko.

Læs også

Hun fortæller, at partiet har været i dialog med flere organisationer om forslaget. Heriblandt Dansk Industri og Danmarks Naturfredningsforening, der sammen har udarbejdet et notat til partiet med deres bud på en mulig model for det nye pantsystem. 

Det er særligt det notat, det nye forslag tager udgangspunkt i, og ifølge Christina Olumeko vil det kræve 100 millioner på finansloven at indføre det nationale system. Pengene vil partiet tage fra forhandlingsreserven, der i år er på 500 millioner.

"Men vi kan også starte med mindre. Det vigtigste for os er, at vi kan gå ud fra forhandlingslokalet med en eller anden form for model, hvor vi begynder at genanvende takeaway-emballage i Danmark," siger hun.

"Så det er fint for os, at det kun bliver i en mindre skala. Det behøver slet ikke være den helt store model til at starte med. Vi ved jo også, at vi har en lidt tung regering at danse med," tilføjer hun.

Vag støtte fra røde partier

Debatten om et pantsystem for takeaway-emballage er ikke ny.

Sidste år sendte en række branche- og fagforeninger, ngo'er, virksomheder og forskere et fælles opråb til regeringen om emnet. I forlængelse af deres brev tilkendegav flere partier i Folketinget, at der skulle arbejdes på at minimere engangsforbrug af emballage.

Læs også

Men hvis Alternativet havde håb om, at de øvrige partier i den røde opposition ville hjælpe med at lægge pres på regeringen, ser det ikke lovende ud. 

SF's finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen kalder det "en sympatisk idé" og understreger, at partiet ikke vil "spænde ben" for forslaget.

"Men i SF har vi vores egne forslag med, og med den begrænsede forhandlingsreserve kommer vi ikke til at ændre strategi," siger hun.

Samme toner lyder fra Radikales finansordfører, Samira Nawa, der bemærker, at et pantsystem for genbrugsplast "er en gammel radikal ide".

"Idéen er god, og det er godt, at der nogen, der bringer det ind i forhandlingerne. Men der er en begrænset forhandlingsreserve, så vi fokuserer på vores egne forslag," siger hun.

Christina Olumeko er glad for, at de to partier kan se de positive perspektiver i forslaget, "selvom de ikke vil hjælpe med at få det igennem".

Markedet skal modnes, og der skal testes flere private løsninger

Jeppe Møller-Herskind
Viceadministrerende direktør, Horesta

Direktør: Udgift må ikke ramme restauranter 

Hos Horesta, der er brancheorganisation for restauranter, støtter viceadministrerende direktør Jeppe Møller-Herskind idéen om en ny pantordning. 

Men selvom Horesta var medunderskriver på brevet til regeringen sidste år, mener han, at kan det blive svært at håndtere de lav praktiske udfordringer lige nu.

"Markedet skal modnes, og der skal testes flere private løsninger. Det støtter Horesta op om. Vores branche er i konstant udvikling – også på bæredygtighedsagendaen. Og der kan pant absolut godt være en del af løsningen. Men det kræver politisk vilje og gode gennemtænkte løsninger," skriver han i et skrifteligt svar til Altinget.

"Vi ønsker dog ikke, at udgiften til et sådan pantsystem skal ramme restauranterne, som i forvejen mærker inflationen på tættest hold i form af stigende priser på råvarer og stigende energipriser," skriver han.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Olumeko

MF (ALT)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

Jeppe Møller-Herskind

Viceadm. direktør, Horesta
cand.jur. (Københavns Uni. 2013)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024