Bliver vi overhovedet klogere på klodens kurs i disse uger?
Europa holder stand i støtten til Ukraine. Men desværre betyder støtten og den økonomiske smalkost hjemme i Europa, at vi mangler politisk overskud til at yde nok til klimaforandringer og fattigdom i andre verdensdele, skriver Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketoft
Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamlingMan kommer let til at glemme den dystre globale udvikling, når man nyder sol og varme i luften og havet langs Øresunds kyst midt i november.
Men vi lever i en farlig tid.
Det varme novembervejr ved Øresund er desværre ubestrideligt del af en snart uoprettelig global klimakatastrofe. Det er vanskeligt at gennemskue, om der omsider sker reelle fremskridt i snakken på FN's årlige klimakonference – COP27 i Sharm el Sheikh i Egypten.
Putin klamrer sig til håbet om, at det er Ukraine og os i Vesten, der blinker først
Mogens Lykketoft
De fattige dele af verden kræver, at Vesten omsider leverer den støtte til klimaomstillingen, som blev stillet i udsigt i København for 13 år siden. De rammes hårdest af klimaforandringen, som er de rige landes historiske ansvar – og de kæmper desuden stadig med covid og eksplosionen i fødevare- og energipriserne, der skaber endnu større armod og sult.
Derfor fortoner gennemførelsen af alle FN’s Verdensmål sig i fjerne fremtidståger: Vi er de seneste tre år kommet længere væk fra at udrydde den ekstreme fattigdom og skabe en verden, der er bæredygtig i forhold til både klima miljø og social balance. Der er ikke sket fremskridt med at mindske den monumentale ulighed.
Kapitalismens oligarker – multi-dollar-milliardærer – søger energisk at påvirke de politiske beslutninger ved rundhåndet lobbyisme, regulær korruption og herredømme over toneangivende medier. Tænk på Murdoch og at Elon Musk har købt Twitter.
Den uspecificerede snak om 'reformer', der også lød i den seneste danske valgkamp, rummer en undertone fra de superriges primitive og sympatiske påstand om, at de foretagsomme kun yder deres bedste, når de får skattelettelser, og at man kun driver de fattige til at arbejde ved at sætte dem ned i ydelser. Det ender altid med forslag til en politik, der øger uligheden i stedet for at mindske den.
For at nå klimamålene er der brug for det modsatte: De mest velhavende skaber ved deres forbrug et mange gange større CO2-udslip end folk med jævne indtægter.
Verdensmålene fortoner sig også på grund af alt for mange væbnede konflikter, der sender mange flere millioner på flugt og skaber flere ekstremt fattige. Vort fokus er naturligvis især på den forfærdende krig i Ukraine. Det ser ud som om Putin klamrer sig til håbet om, at det er Ukraine og os i Vesten, der blinker først.
Vesten savner opbakning til konfrontationen med Rusland fra mange og store lande i det globale syd, der til gengæld savner opbakningen fra Vesten til at håndtere deres egne formidable udfordringer.
EU er stadig en afgørende brik i spillet om globale løsninger, og vi er nødt til at samles om en mere aktiv og fælles udenrigspolitik
Mogens Lykketoft
Europa holder stand i støtten til Ukraine, trods smerten fra inflation og energikrise. Men desværre betyder støtten til Ukraine og den økonomiske smalkost hjemme i Europa, at vi mangler politisk overskud til at yde nok mod klimaforandring og fattigdom i andre verdensdele.
I USA kan det stadig ikke udelukkes, at Trump kommer tilbage til magten om to år og rækker ud til Putin, overlader Ukraines forsvar til europæerne og forsømmer alt om verdensmål og klimaindsats.
Måske er det dog mindre sandsynligt efter det netop overståede midtvejsvalg. Der er håb om, at gassen er ved at gå af trumpismen. Men at besejre den i 2024 kræver nok, at der findes en kraftfuld og mere karismatisk demokratisk præsidentkandidat til at afløse den 80-årige præsident Biden.
Europa – EU – er stadig en afgørende brik i spillet om globale løsninger, og vi er nødt til trods alle vanskeligheder at samles om en mere aktiv og fælles udenrigspolitik.
Det er Europa, som skal gå i spidsen med bistand til de fattige lande og udvikle klimaløsninger, der kan standse vores eget CO2-udslip og hjælpe resten af verden med løsningerne til at gøre det samme.
Det er nu, EU skal udvise dén solidaritet mellem medlemslande, der gør det muligt politisk at fastholde enighed om opbakningen til Ukraine – og samtidig løfte vores egen forsvarsinvesteringer markant.
Det er også nu, at Europa skal investere flere kræfter i at overbevise USA om, at vi sammen må søge bedre dialog med Kina. Uanset den fælles modvilje mod udviklingen internt i Kina, må der gøres meget mere for at trække Kina væk fra den passive støtte til Putin og dæmpe risikoen for, at den næste store krig kommer i Asien.
Vi har brug for at enes om en bedre verdensorden. Det er for optimistisk at tro, at alle lande bliver demokratiske. Men det burde være muligt i nye balancer mellem stormagterne at få genoprettet FN-pagtens krav om ikke ændre grænser med våbenmagt og i det hele taget i gensidig forpligtelse løse interessekonflikter ved forhandlinger.