Danskerne tvivler på Schengens overlevelse

MÅLING: Kun 29 procent af danskerne tror på, at EU's grænseløse fællesskab eksisterer om et år.

Belgien er det seneste land i rækken til at indføre kontroller ved de interne grænser inden for Schengen-samarbejdet. Her patruljerer betjente grænsen til Frankrig.
Belgien er det seneste land i rækken til at indføre kontroller ved de interne grænser inden for Schengen-samarbejdet. Her patruljerer betjente grænsen til Frankrig.Foto: Scanpix / Kurt Desplenter
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Den store uro omkring grænsesamarbejdet i EU har sat sig sine spor i befolkningen.

Ikke engang en tredjedel af danskere tror helhjertet på Schengens overlevelse. Det fremgår af en meningsmåling, som analyseinstituttet Norstat har foretaget for Altinget.

Her siger kun 29 procent af de adspurgte, at de har tiltro til, at det grænseløse Schengen-område eksisterer om et år. 41 procent er overbevist om, at det til den tid er forsvundet, mens 30 procent erklærer sig i tvivl.

Fakta
Disse Schengen-lande har indført grænsekontrol
Tyskland
Østrig
Sverige
Norge
Frankrig
Danmark
Belgien

Målingen falder på et tidspunkt, hvor der hersker stor vildrede om, hvordan EU-landene sammen skal håndtere det store antal flygtninge og migranter, der stadig bevæger sig over både de indre og ydre grænser. Allerede i år er der kommet over 100.000 til Grækenland og Italien, viser nye tal fra FN’s organisation for migration, IOM. 

Det leder til, at flere lande tager sagen i egen hånd.

Belgien blev tirsdag det syvende land i Europa til at sætte midlertidig overvågning ved en indre grænse. Det skyldes frygt for, at lukningen af dele af den improviserede flygtningelejr ved den franske havneby Calais med tilnavnet ”Junglen” vil få flere tusinde migranter til at bevæge sig mod Belgien i stedet, i deres forsøg på at krydse Den Engelske Kanal på vej mod Storbritannien.

Samme dag forlængede den danske integrationsminister, Inger Støjberg (V), den skærpede danske kontrol med grænserne i yderligere ti dage, mens Østrig er i strid modvind for at lade et stort antal flygtninge og migranter rejse gennem landet, efter selv at have indført et loft over, hvor mange asylansøgere landet vil tage imod på daglig basis.

Leder af EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd, Donald Tusk kaldte onsdag udviklingen for "den farligste tid i Europa".

"Vi bør alle investere i at redde Schengen, ikke i dets kollaps," sagde Tusk ved en debat i Europa-Parlamentet.

Læs hele artiklen på Altinget : EU (kræver abonnement). Få et gratis prøve abonnement her.

Dokumentation

Sådan har vi spurgt:

Tror du, EU’s grænseløse Schengen-område eksisterer om et år?

- Ja: 29 procent
- Nej: 41 procent
- Ved ikke: 30 procent

Få alle tallene her

Kilde: Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1000 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 11. januar til 17. januar 2016.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024