Kritik: Myndigheder krænker forskeres ytrings- og forskningsfrihed

En særdeles vidtgående tavshedspligt og en omfattende overdragelse af rettigheder til rapporter.

Når universiteter laver aftaler om såkaldt forskningsbaseret myndighedsbetjening skriver de for ofte under på kontrakter med ministerier, der krænker forskeres ytrings- og forskningsfrihed.

Sådan lyder advarslen fra formanden for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), som er et stående udvalg under Akademikerne.

“Vi oplever problemet som stort, og mange af de kontrakter, som vi taler om her, indebærer et uacceptabelt og utåleligt indgreb i forsknings- og ytringsfriheden,” siger Morten Rosenmeier, der desuden er professor i ophavsret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Vi oplever problemet som stort, og mange af de kontrakter, som vi taler om her, indebærer et uacceptabelt og utåleligt indgreb i forsknings- og ytringsfriheden.

Morten Rosenmeier
Formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde

Forekommer hyppigt
Forskningsbaseret myndighedsbetjening omfatter aftaler, hvor universiteter mod betaling betjener styrelser og departementer med faglig rådgivning såsom udregninger, rapporter, notater og laboratorieanalyser.

Kritikken bakkes op af professor emeritus Heine Andersen, der netop er i gang med at udarbejde en hvidbog om forskningsfrihed med støtte fra blandt andre UBVA.

Disse bestemmelser har karakter af standardvilkår for denne type aftaler og indskrænker efter Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse ikke den enkelte forskers ytringsfrihed eller anfægter forskningens uafhængighed.

Miljø- og Fødevareministeriet

“Jeg har fundet mange eksempler på bestemmelser, der væsentligt indskrænker ytringsfriheden eller betydeligt giver afkald på ophavsret. Det forekommer altså hyppigt, og det er mildt sagt meget uheldigt,” siger Heine Andersen fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Ubetinget tavshed
Særligt når det kommer til formuleringer om tavshedspligt for forskerne, går myndighederne for langt, mener Morten Rosenmeier.

“Nogle af kontrakterne pålægger forskere og universiteter en utroligt vidtrækkende tavshedspligt, som er meget problematisk, og som også er i strid med alskens regler som universitetslov, forvaltningslov og menneskerettighedskonvention,” siger han.

Som eksempler på nogle, der bruger vidtrækkende formuleringer, nævner Heine Andersen de to myndigheder Miljø- og Fødevareministeriet og Styrelsen for Forskning og Innovation.

For eksempel kan man i en kontraktskabelon fra Miljø- og Fødevareministeriet finde formuleringen:

“Leverandøren og dennes personale skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til oplysninger vedrørende ordregivers eller andres forhold, som der opnås kendskab til i forbindelse med opfyldelse af denne kontrakt.”

Afviser pure kritikken
I forhold til ophavsret bruger begge myndigheder følgende formulering eller en lignende variation heraf:

“Ordregiver erhverver ejendomsret, ophavsret og enhver anden rettighed til leverandørens samlede materiale vedrørende løsningen af den udbudte opgave (…).”

Indskrænkningen omfatter også data og bilag udarbejdet i forbindelse med kontrakten.

Miljø- og Fødevareministeriets departement svarer i en mail, at der er tale om frivillige rammeaftaler med universiteterne.

“Aftalerne omfatter efter ønske fra begge parter forskellige bestemmelser om ophavsret, offentliggørelse m.v. Disse bestemmelser har karakter af standardvilkår for denne type aftaler og indskrænker efter Miljø- og Fødevareministeriets opfattelse ikke den enkelte forskers ytringsfrihed eller anfægter forskningens uafhængighed,” skriver ministeriet.

Departementet understreger desuden, at man lægger afgørende vægt på, at rådgivningen leveres i fuld respekt for principper om armslængde og metodefrihed.

I et svar til Heine Andersen fra en af departementets styrelser, Naturstyrelsen, afsendt 29. marts i år, medgiver Naturstyrelsen dog i forhold til en konkret formulering om tavshedspligt, at man er gået for langt.

“Derfor vil Naturstyrelsen gennemgå sine standardkontrakter med forskningsinstitutioner, og klausulen om tavshedspligt i Naturstyrelsens kontrakter omformuleres (...),” skriver Naturstyrelsen i svaret til Heine Andersen.

Frivillige kontrakter
Styrelsen for Forskning og Innovation oplyser, at man ikke inden for tidsrammen har mulighed for at udtale sig til denne artikel.

I et svar til Heine Andersen fra september 2015 understreger styrelsen imidlertid, at man naturligvis hverken krænker forsknings- eller ytringsfriheden eller udøver ulovlige eller uhensigtsmæssige indgreb i reglerne om tavshedspligt i forvaltningsloven eller anden lovgivning.

Styrelsen understreger desuden, at der er tale om frivillige kontrakter, og at forskere og universiteter indgår på kontraktsvilkår som konsulenter, ikke som forskere.* Det fremgår også af brevet, at det er Kammeradvokaten, der har udarbejdet en standardkontrakt, som mange myndigheder tager udgangspunkt i.

Til skade for demokratiet
Heine Andersen undrer sig over, at universiteterne ikke er mere opmærksomme på de væsentlige indskrænkninger.

“Jeg forstår ikke, at universiteter skriver under på nogle af de her meget vidtgående bestemmelser. Det skader både forskningens troværdighed og demokratiet, når man i meget vidt omfang lader det være op til myndigheden at bestemme, hvornår og hvordan noget skal publiceres,” siger Heine Andersen.

Han mener generelt, at den forskningsbaserede myndighedsbetjening lider under alt for uklare rammer til at sikre armslængde og tilstrækkelig økonomisk uafhængighed. Det illustreres, ifølge Heine Andersen, også i det nylige forløb omkring landbrugspakken, der skabte undren og polemik omkring samarbejdet mellem forskere fra Aarhus Universitet og Miljø- og Fødevareministeriet. Læs mere om det her.

*Sætningen er blevet omformuleret, efter Styrelsen for Forskning og Innovation har henvendt sig og pointeret, at formuleringen var for upræcis og kunne misforstås. Styrelsen forholder sig i brevet til den konkret anvendte standardkontrakt.