Krænkede børn kan vente månedsvis på videoafhøring
VENTETID: Det kan tage politiet uger og måneder at få gennemført videoafhøringer af børn, der har været udsat for vold eller seksuelle overgreb. Uacceptabelt, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Kim Rosenkilde
RedaktørFlere steder i landet må børn vente langt længere end forudsat på at afgive vidneforklaringer i sager om vold og seksuelle overgreb.
Udgangspunktet er, at politiet i sådanne sager skal gennemføre videoafhøring af børn under 15 år hurtigst muligt og helst inden for en uge efter anmeldelse.
Det er imidlertid kun tre af landets 12 politikredse, der som hovedregel lever op til dette krav. I flere kredse risikerer børnene at vente en måned eller derover. Det fremgår af en opgørelse Rigspolitiet har lavet for Justitsministeriet.
Her kan man blandt andet læse, at Nordjyllands Politikreds regner med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid i 2016 på 70 dage i voldssager og 30 dage i sædelighedssager.
”Det er meget trist. Børnene er dem, som dårligst kan klare den lange ventetid. De risikerer at lide en ganske alvorlig skade, som de kan hænge på resten af livet,” siger Per Larsen, formand for Børnerådet.
SF slår alarm
Rigspolitiets opgørelse over ventetiden på videoafhøring er udarbejdet som et led i en besvarelse til folketingsmedlem Trine Torp (SF).
Hun er rystet over, at politiet ikke er hurtigere til at få gennemført videoafhøringerne.
”Jeg synes, det er alarmerende. Men jeg er glad for, at der ligger en anerkendelse af problemerne. Og jeg har helt sikkert tænkt mig at følge op på det,” siger Trine Torp.
Ifølge Rigspolitiet er der flere forskellige forklaringer på politiets problemer med at få gennemført videoafhøringerne inden for en uge efter anmeldelsen.
Det handler blandt andet om, at det er et større koordinationsarbejde at få samlet alle de personer, som skal deltage ved en videoafhøring. Ud over barnet selv, sagsbehandleren ved politiet samt videoafhøreren skal også en kommunal socialrådgiver, en forsvarsadvokat, en bistandsadvokat og anklager kunne finde tid.
Pape: Det skal gøres hurtigere
For Nordjyllands vedkommende er den lange gennemsnitslige sagsbehandling også påvirket af et mindre antal sager, som har strakt sig over endog meget lang tid. Her har man haft mellem ti og 12 sager i 2016 med mellem to og seks genafhøringer, som hver især strækker sig fra 170 dage til over 400 dage.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kalder de lange sagsbehandlingstider uacceptable.
”Videoafhøring af et barn skal gennemføres hurtigt både af hensyn til at sikre beviser, men også for at skåne barnet. Det er selvsagt ikke tilfredsstillende, at der i nogle kredse går for længe, inden børnene afhøres,” siger Søren Pape Poulsen.
Læs hele artiklen på Altinget: justits (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.
Retningslinger for videoafhøring
Videoafhøring af barnet/den unge skal gennemføres hurtigst muligt, og hvis det er praktisk muligt som udgangspunkt inden en uge fra anmeldelsen. Videoafhøring foregår både under rammer, der tager hensyn til barnet og med særligt uddannet personle.
Formålet med at afhøre barnet på et tidligt tidspunkt er at sikre barnets hukommelse om forholdet og at skåne barnet for at blive afhørt på et tidspunkt, hvor en behandling af barnet er i gang. Samtidig kan videoptagelsen bruges i en eventuelt efterfølgende retssag, så barnet ikke skal vidne her.
Herudover kan en afhøring inden for kort tid efter anmeldelsen være med til at mindske risikoen for påvirkning af barnet fra familien eller andre.
Der gælder forskellige betingelser for videoafhøring afhængig af barnets/den unges alder:
- Børn under 13 år skal som udgangspunkt videoafhøres
-
Kerneområdet for videoafhøring af børn under 13 år er børn, der må formodes at have været udsat for vold eller seksuelle overgreb (forbrydelser mod kønssædeligheden).
-
- Børn i alderen 13-14 år kan altid videoafhøres, når sagen vedrører seksualforbrydelser, incest eller familievold.
- Øvrige børn og unge under 18 år kan, hvis der er særligt tungtvejende hensyn til at beskytte barnet/den unge, videoafhøres.
- Herudover kan personer med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse videoafhøres, hvis særlige omstændigheder taler for det.
Som udgangspunkt skal følgende personer være til stede ved videoafhøringen:
- Forsvareren
- Bistandsadvokaten for barnet/den unge
- De sociale myndigheder
- Den sagsbehandlende polititjenestemand
- En anklager fra den politikreds, der behandler sagen
- En tolk (hvis nødvendigt)
- En ”tryghedsskabende person” og/eller en børnesagkyndig (hvis nødvendigt)
Kilde: Rigsadvokaten