2 A'er: Anti-vækst bog er et skrækeksempel på socialistisk klimapolitik

En af bogens hovedbudskaber er eksempelvis, at det ikke er muligt at afkoble økonomisk vækst fra overskridelsen af de planetære grænser, og at vejen til et bæredygtigt samfund derfor forudsætter et fundamentalt opgør med idealet om vækst.

Anti-vækst dagsorden

De to forfattere skriver, at ”vores vækstorienterede og forbrugsdrevne økonomi skaber et rastløst, sitrende underskud af tilfredshed. Fænomenet betegnes ofte som den hedonistiske trædemølle. Vi løber rundt og rundt i jagten på den næste tilfredsstillelse – mere sukker, gigabytes, kød, mobiltelefoner – men mærker i stedet en mangel på mening."

Konsekvenserne af at følge bogens anvisninger til en grøn omstilling vil være katastrofale

Steffen Frølund (LA)
Klima- og skatteordfører

Dette citat er sigende for de to forfatteres mangelfulde opfattelse af, hvad økonomisk vækst er.

For selvom økonomisk vækst ganske vist også er det, der muliggør, at vi kan købe den nyeste iPhone, få større fladskærme eller flere ferierejser under varmere himmelstrøg, så er dét langt fra det vigtigste ved vækst.

Økonomisk vækst er afgørende, fordi det gør det muligt for os at udrydde hungersnød, opfinde ny medicin, løfte folk ud af fattigdom eller, ja, udvikle den grønne omstillings løsninger.

Det er økonomisk vækst, der er årsagen til, at man i dag kan opdyrke mere landbrug på et tiltagende mindre landareal, eller at de vestlige økonomier i dag er mindre skadelige for miljøet end Sovjetunionen var, selvom vores velstandsniveau er mange gange højere.

Forfatterne skriver, at bogen er dedikeret til deres børn.

Men forestil dig, hvis forfatternes egne forældre eller bedsteforældre havde skrevet en sådan bog og lykkedes med at realisere deres anti-vækst dagsorden? Så havde vi levet på niveau med fortidens generationer, hvad angår sundhed, levealder, velstand, børnedødelighed og global fattigdom.

Verden ville være et markant dårligere sted.

Privilegieblind tilgang

For tanken om at vi bare kan sætte en prop i vækstudviklingen, og at klimaforandringernes konsekvenser således vil forsvinde som dug for solen, kan måske virke besnærende, når man er en veluddannet, højtlønnet akademiker i Vesten.

Men at fattige mennesker i resten af verden aldrig skal have mulighed for at få mere, end de har i dag, er udtryk for en elitær og privilegieblind tilgang til klimaspørgsmålet.

Selvfølgelig er det ikke kolonihave-kommunisme, der får os i mål med en grøn omstilling på global plan

Steffen Frølund (LA)
Klima- og skatteordfører

For det er lige så sikkert som amen i kirken, at der ikke er nogle mødre i Malawi, der er villige til at se sine børn dø af fattigdom, for at vi til gengæld får reduceret CO2-udledningerne.

Og det leder mig til et andet stort problem ved bogens argumentation; nemlig at de to forfattere ikke rigtig formår at løfte blikket fra den danske andedam.

Klimaforandringernes konsekvenser er som bekendt af global karakter.

Men når Danmark kun står for 0,1 procent af den globale CO2-udledning (hvilket forfatterne dog trods alt også påpeger), giver det ikke mening at tale om problemet som noget, der kan løses med en kulturforandring ude i de danske hjem eller med et pennestrøg fra et flertal på Christiansborg.

Pessimismens sirenesang

Det er useriøst, når de to forfattere for eksempel ikke kommer med nogle bud på, hvordan vi skal overbevise et land som Kina – der står for cirka en tredjedel af CO2-udledningen – til at lave mere bæredygtigt, når dette rent faktisk ville gøre en monumental forskel.

Og helt fjollet og folkeskole-fristils-agtigt bliver det for alvor, når de to forfattere blandt sine otte løsningsforslag eksempelvis har et punkt, der hedder ”gør kolonihaver til allemandseje”.

For selvfølgelig er det ikke kolonihave-kommunisme i Danmark, der kommer til at få os i mål med en grøn omstilling på global plan.

Dét forslag et sigende eksempel på, hvordan bogens argumentatoriske ligning slet og ret ikke går op. Klimaforandringerne er en gordisk knude, som der ikke findes nogle letkøbte løsninger på.

Men alligevel er forfatterne blændet af pessimismens sirenesang i så høj grad, at de forfalder til den fuldstændig urealistisk idé om, at løsningen findes gennem mindre vækst.

Hvis vi skal stå en jordisk chance for at afbøde klimaforandringernes konsekvenser og nå i mål med en grøn omstilling, bliver det med økonomisk vækst, teknologiske nyskabelser og menneskelige fremskridt som drivkraft.

Så læs endelig bogen, hvis du gerne vil have et skrækeksempel til advarsel på, hvordan man i hvert fald ikke skal føre klimapolitik. Men hvis du derimod vil have realistiske og seriøse bud på, hvordan vi får vind i den grønne omstillings sejl, er denne bog ikke noget for dig.