Danskerne: Unfair krav med fire ansøgninger

JOBANSØGNING: Et klart flertal af danskerne er imod kravet om, at ledige skal søge fire job om ugen, viser ny meningsmåling. Dansk Folkeparti vil nu presse ministeren til at afskaffe reglen.
Fire ansøgninger om ugen er ikke et rimeligt krav til de ledige, mener 74 procent af danskerne i ny undersøgelse.
Fire ansøgninger om ugen er ikke et rimeligt krav til de ledige, mener 74 procent af danskerne i ny undersøgelse.Foto: colourbox.com
Anders Heissel

Kravet om at skulle søge fire job om ugen for at kunne modtage dagpenge møder stor modstand blandt danskerne.

Det viser en meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk.

I alt 74 procent mener ikke, at reglen er fair over for de ledige, mens 21 procent ser reglen som et rimeligt krav. De resterende fem procent svarer ved ikke i undersøgelsen.

Har aldrig forstået reglen
Og det stemmer godt overens med holdningen hos Bent Bøgsted, Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, for han har aldrig brudt sig om reglen.

"Jeg har aldrig forstået, hvorfor ministeren indførte den regel. Jobcentrene og a-kasserne skal matche job med ledige, men de skal jo ikke få de ledige til at søge de samme job flere gange. Derfor mener jeg, at kravet skal være, at de ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge de job, der er. Men de skal ikke partout sende fire ansøgninger om ugen, som så ligger og samler støv i virksomhederne. Det er spild af tid for alle parter," siger Bent Bøgsted.

Han vil nu presse beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at fjerne kravet.

"Man har altid lov at håbe, og jeg har en vis forventning om at kunne ændre reglen," siger Bent Bøgsted.

Ulogisk regel 
Det vil bekomme Thomas Adelskov, Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, ganske fint, for han er også klart imod reglen.

"For befolkningen virker det ulogisk at sætte ledige til at søge ikke-eksisterende job. Selvfølgelig skal der være krav, men jobcentrene skulle måske i højre grad være med til at formidle job i stedet for at kontrollere de ledige," siger Thomas Adelskov.

Også Eigil Andersen, SF's arbejdsmarkedsordfører, mener, at det er en alt for firkantet regel og ser den også gerne fjernet.

Claus Hjort er en autoritet
Men er det ikke jer kritikere, der tolker reglen alt for firkantet, for det er jo en vejledning og ikke et ufravigeligt krav?

"Nej, for man skal huske på, at Claus Hjort Frederiksen er landets beskæftigelsesminister, og når han som den autoritet melder ud til de ledige, at de skal søge fire ansøgninger om ugen for at være sikre, så retter de ledige sig efter det og tør ikke andet. Og det forstår jeg godt. Desuden er a-kasserne meget forsigtige med at gøre andet end at rette sig efter kravet, fordi Claus Hjort kan straffe dem gennem kontrolsystemet," siger Eigil Andersen.

Hos Arbejdsløshedskassernes Samvirke ser sekretariatschef Torben D. Jensen reglen som en unødvendig byrde, der skaber meningsløse ansøgninger.

Fornuften skal tilbage 
"At søge arbejde er en seriøs ting og kan ikke kvantificeres. Kvaliteten skal være i top, og selvfølgelig skal der være et vist antal, men det er kvaliteten, der er det vigtigste. Derfor fører reglen til meningsløs jobsøgning, og det er både frustrerende for ledige og for arbejdsgivere. Vi skal have fornuften tilbage i systemet," siger Torben D. Jensen.

Fakta

Om undersøgelsen:

Spørgsmålet lød: Er det rimeligt, at ledige skal søge fire job om ugen for at kunne modtage dagpenge?

74 procent svarer nej
21 procent svarer ja
5 procent svarer ved ikke

1125 har svaret på undersøgelsen, som er lavet af A&B Analyse for Altinget.dk.


Kilde: A&B Analyse

At søge arbejde er en seriøs ting og kan ikke kvantificeres. Kvaliteten skal være i top, og selvfølgelig skal der være et vist antal, men det er kvaliteten, der er det vigtigste. Derfor fører reglen til meningsløs jobsøgning.

Torben D. Jensen
Sekretariatschef hos Arbejdsløshedskassernes Samvirke

Lizette Risgaard, næstformand i LO, kalder reglen for tosset.

"Det er spild af gode kræfter for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Man skal være aktivt arbejdssøgende, men det kan ske på mange andre måder end at skulle skrive fire ansøgninger om ugen. Man skal søge de job, der er," siger hun.

Fakta

Fakta om fire ansøgninger:
Ifølge Arbejdsdirektoratet er fire jobansøgninger om ugen et acceptabelt niveau for, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet. Direktoratet skriver:

"Forsikrede ledige, der har søgt mindst 4 stillinger hver uge, kan anses for at have dokumenteret en tilstrækkelig aktiv jobsøgning og opfylder dermed denne del af kravet om at stå til rådighed. Det er en forudsætning, at jobsøgningen har været realistisk og seriøs."

Ifølge Arbejdsdirektoratet kan færre end fire ansøgninger også accepteres, hvis det kan begrundes i den lediges alder, uddannelse, helbred og erhvervserfaring og udbuddet af arbejde.


Kilde: Arbejdsdirektoratet

Kravet er mildt
Men selv om virksomhederne får proforma-ansøgninger som følge af kravet, mener Erik Simonsen, chefkonsulent i DA, ikke, at reglen er så skidt endda.

"Når virksomheder oplever at få proforma-ansøgninger, er det selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Men reglen er et signal om, at man skal gøre noget selv for at komme i arbejde, og det skal ses i sammenhæng med de muligheder, der er. A-kasserne har med vilje tolket reglen mere kantet, end den er. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor a-kasserne har lagt reglen så meget for had. For det er trods alt et mildt krav at skulle skrive fire ansøgninger om ugen," siger Erik Simonsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Adelskov

Byrådsmedlem (S), Odsherred Kommune, formand, Arbejdsmarkedets Feriefond, bestyrelsesmedlem, Odsherred Forsyning, næstformand, Pensam, Regeringens Ghettorepræsentant

Bent Bøgsted

Fhv. MF (DD)
maskinarbejder, Aalborg Tekniske Skole 1976, oversergent (Avedøre Rekrut- og Sergentskole 1977), våbenmekaniker (Nørrejyske Artilleriregiment 1977)

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024