Kommuner vil trodse skatteloft

KOMMUNESKAT: I alt 42 kommuner har søgt om at sætte skatten i vejret. En rundspørge lavet af avisen Kommunen viser, at mindst syv kommuner går enegang, hvis de får afslag.
Rasmus Nielsen

Ud af de 42 kommuner, der søger om at hæve skatten, hæver mindst syv kommuner skatten uanset hvad.

Selv om det indebærer, at de som straf afleverer tre fjerdedel af pengene til staten, er der ingen slinger i valsen. 

"Kommunerne er blevet økonomisk udsultet så længe, at vi ikke kan få tingene til at hænge sammen mere," siger Kaj Petersen (S).

Som borgmester i Guldborgsund Kommune står han i spidsen for en af de kommuner, der næste år sætter skatten op. 

Fakta
Avisen Kommunens rundspørge:   

7 kommuner hæver skatten - straf eller ej.  21 kommuner afventer svaret, før de tager endeligt stilling. Flere af disse siger, at også de kan ende med at hæve skatten på trods af et afslag. 10 kommuner er villige til at acceptere et nej. 4 kommuner har ikke svaret. 

Ja til at trodse et afslag: Ringkøbing-Skjern, Varde, Hedensted, Faaborg-Midtfyn, Vordingborg, Haderslev & Guldborgsund. 

Nej til til at trodse et afslag: Odsherred, Stevns, Svendborg, Vejen, Skive, Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Tønder & Holbæk. 

Kilde: Avisen Kommunen (udgives i samarbejde med Altinget.dk og dknyt)

"Vi har et af landets laveste skatteudskrivningsgrundlag og mangler penge på alle fronter. Så nu venter vi på svar, men ja - uanset hvad, så hæver vi skatten," fastslår Kaj Petersen. 

Det samme gør Vordingborg kommune, hvor borgmester Henrik Holmer (S) siger:  

"En række af de specialer, som vi overtog fra amterne, var underbudgetterede fra starten. Desuden er regeringen da nødt til at tage det alvorligt, når næsten halvdelen af landets kommuner søger om at hæve skatten, og 80% af kommunerne forsøgte at komme i betragtning til puljen for særligt vanskeligt stillede kommuner."
 
Undergravelse af aftalesystemet 
I Finansministeriet kan Claus Hjort Frederiksen (V) dog først og fremmest få øje på det problematiske i, hvis syv eller flere kommuner går enegang og undsiger den indgåede aftale med Kommunernes Landsforening (KL):

"Det kan vi blive nødt til at drøfte med KL, fordi det undergraver hele aftalesystemet," siger Claus Hjort Frederiksen (V) til avisen og fastslår, at man før sommerferien indgik en aftale med KL, som tillader kommunale skattestigninger for 500 mio. kr.

I aftalen lægges der op til, at man på den måde kan hjælpe omkring 15 særligt fattige kommuner, men de øvrige kommuner skal ikke regne med opbakning fra finansministeren: 

"Jeg er meget overrasket over, at hele 42 kommuner søger om at hæve skatten, når vi i forvejen har givet midler til de sværest stillede. Jeg må bare sige, at hvis de tror, at de ved hårdnakket at blive ved med at insistere på skattestigninger kan gøre mig blød i knæene, så tager de fejl. Vi har indgået en aftale, og derved bliver det," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen. 
 
Forsigtighed i KL 
I Kommunernes Landsforening ønsker formand Erik Fabrin (V) ikke at forholde sig til, hvad det vil betyde, hvis kommuner trodser et nej - og dermed den aftale, han har været med til at forhandle på plads. Men ønsket er kommunal enighed.    

"Vi arbejder benhårdt på at overholde aftalen. Der er ingen tvivl om, at der ligger et enormt pres på kommunerne, og at det kan være svært at få tingene til at lykkes, men kommunerne har et fælles ansvar for at overholde aftalen," siger Erik Fabrin.
 
Kommunernes ansøgninger behandles nu i Indenrigsministeriet, som kommer med et endeligt svar 23. september. I naboministeriet kan finansministeren heller ikke se nogen fordel i, at staten får en ekstra indtægt, hvis kommuner hæver skatten og betaler strafafgift. Pengene hører til i borgernes egne lommer, fastslår Claus Hjort Frederiksen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024