Poul Madsen: 2023 blev året, hvor folkestyrets lukkethed blev en kronisk og livstruende sygdom
Det startede som en svag forkølelse, men i dag har folkestyrets lukkethed udviklet sig til en kronisk og livstruende sygdom. Det er hverken godt for demokratiet eller tilliden, der kun kan genoprettes, hvis der skabes reel og troværdig mulighed for indsigt i, hvordan magten udøves, skriver Poul Madsen.
Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatterDa vi i 2013 fik en ny offentlighedslov, begrænsede den i væsentlig grad offentlighedens mulighed for at se politikerne over skulderne. Politikerne ville have et fortroligt arbejdsrum, hvor ingen kunne se med. Det lød jo umiddelbart meget rimeligt, men nu, ti år efter, kan vi se, at det bare blev startskuddet til endnu mere lukkethed omkring magten.
Faktisk er det gået helt amok. 2023 blev et ualmindeligt dårligt år for det åbne demokrati.
Det, der i 2013 startede som en svag forkølelse af folkestyret, har i dag udviklet sig til en kronisk og livstruende sygdom, hvilket kan være svært at se midt i al den hurlumhej og konstante politiske breaking, vi har været vidne til i år.
Det, der står tilbage, er, at vi åbenlyst har et politisk flertal, som lukker sig om magten og ikke ser det som vigtigt at dokumentere deres uskyld
Poul Madsen
Men det er netop i de historiske begivenheder, inde bag overskrifterne, at forklaringen på nedturen ligger.
Centrum for det hele er, at vi for et år siden for første gang i årtier fik en flertalsregering. Det lød besnærende og blev modtaget positivt, at politikerne ville samarbejde hen over midten.
Men forudsætningen for, at det kunne blive til noget, var, at Venstre var nødt til at løbe fra det vigtigste, partiet havde lovet vælgerne i valgkampen: Minkskandalen skulle undersøges til bunds, og de mange mangelfulde forklaringer og fortielser i den sag fra Mette Frederiksen (S) gjorde, at Venstre aldrig ville kunne komme til at støtte hende som statsminister.
Men da Mette Frederiksen lokkede med ministerbiler, var alle løfter glemt: ”Man kan ikke indlede et regeringssamarbejde med sådan en undersøgelse” forsvarede Jakob Ellemann-Jensen (V) sig.
Det har han ret i, men han kunne jo have holdt sit valgløfte i stedet.
Dermed blev der sat punktum i en af de største skandalesager i Danmark, hvor det er uomtvisteligt, at alle danske mink blev dræbt ulovligt, uden at det politiske ansvar reelt blev undersøgt. Det skaber mistillid til demokratiet.
Men i virkeligheden er mistanken om noget ulovligt endnu værre for folkestyret. Tænk nu hvis Mette Frederiksen rent faktisk er så uskyldsren, som hun har påstået?
Det får vi aldrig svar på nu. Det, der står tilbage, er, at vi åbenlyst har et politisk flertal, som lukker sig om magten og ikke ser det som vigtigt at dokumentere deres uskyld. Det overlever Mette Frederiksen på som regeringsleder, men hun og Venstre skader demokratiet på lang sigt. Jeg forstår godt dem, der tænker: Mette Frederiksen ved godt, hun er ansvarlig, derfor vil hun ikke have sit eget ansvar vurderet.
Offentlighedsloven umuliggør, at medierne kan skaffe de arbejdspapirer og den korrespondance, som i alle større sager er mellem ministeriet og styrelserne, før en lov bliver til ulovlig virkelighed
Poul Madsen
I de gode ’gamle dage’ ville man så tænke, at når politikerne ikke vil undersøge sig selv, så må medierne gøre det.
Men allerede i 2013 blev medierne sat skakmat. Offentlighedsloven umuliggør, at medierne kan skaffe de arbejdspapirer og den korrespondance, som i alle større sager er mellem ministeriet og styrelserne, før en lov bliver til ulovlig virkelighed, som med minkloven.
Under Minkkommissionens arbejde så vi også, at regeringen havde lavet en automatisk slette-mekanisme, der gjorde, at vital SMS-kommunikation fra de afgørende timer omkring den ulovlige minklov ikke mere fandtes.
Dette kunne jo være en fejl. Men denne praksis er mig bekendt ikke ændret. Derfor er der kun én mulig forklaring: Magthaverne vil ikke ses efter i kortene.
Vi så det også i FE-sagen. Hvis regeringen havde ønsket at aflive alle myter om politisk indblanding i hjemsendelsen af spionchef Lars Finsen og anklagen mod ham og Claus Hjort Frederiksen (V) for at have lækket fortrolige oplysninger, så var de gået med til en åben retssag eller som minimum sagt ok til, at sagen blev undersøgt med forankring i Folketinget, sådan som den samlede opposition ønskede det.
I stedet fik regeringen bag lukkede døre behændigt SF over på deres side med et par småindrømmelser om at undersøge en anden betændt og myte-opspunden sag: Samsam sagen. Dermed var alliancen mellem alle oppositionspartier brudt, og FE-undersøgelsen blev ikke forankret under Folketinget, men hos regeringen selv i form af Justitsministeriet.
I praksis gør det ikke nødvendigvis den store forskel, men det vil bære til myten om en regering, der ikke lader nogen udefra få reel indsigt.
I flere omgange har skiftende regeringer lovet at revidere offentlighedsloven fra 2013, men det er altid endt i ingenting. I regeringsgrundlaget for SVM-regeringen er en revision også med, og først i det nye år bliver der nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger.
Hidtil har det været Venstre og S, der i fælles uskøn alliance har blokeret for mere åbenhed ud fra det enkle ræsonnement, at enten den ene eller anden ville lede Danmark
Poul Madsen
Så vi har da lov at håbe. Men jeg er ikke særlig optimistisk. For den generation af magtpersoner, der styrer Danmark, har haft muligheden gennem snart mange år. De helt centrale er Lars Løkke Rasmussen (M) og Mette Frederiksen, der har styret Danmark siden 2015, og nu også Venstres nyvalgte formand Troels Lund Poulsen med årelang ministererfaring.
Hidtil har det været Venstre og Socialdemokratiet, der i fælles uskøn alliance har blokeret for mere åbenhed ud fra det enkle ræsonnement, at enten den ene eller anden ville lede Danmark. Og åbenhed er naturligvis besværligt, så hvorfor ændre?
Problemet med det ræsonnement er bare, at lukketheden hverken er godt for tilliden eller demokratiet.
For mig er det ufatteligt, at politikerne ikke har indset, at de seneste års konstante fald i tillid fra befolkningen naturligvis hænger sammen med, at vi ikke stoler på, at det, de fortæller os, er sandheden. Og når vi ikke kan tjekke, om de taler sandt, så falder tilliden yderligere.
Tilliden genoprettes kun, hvis der skabes reel og troværdig mulighed for indsigt i, hvordan magten udøves.