Bog om Britta Nielsen øger ikke tilliden til dem, der forvalter skatteborgernes penge

Anmeldelsen er første gang bragt 26. maj 2022.

-----

Systemkritisk, i offentlighedens interesse samt medrivende, ja, til tider ligefrem underholdende, læsning. Dét er kort sagt, hvad der kan og skal siges om Emil Herskinds og Arne Jensens nye udgivelse, 'Et år med Britta Nielsen – øjenvidneberetning fra en møgsag'.

Førstnævnte var afdelingschef i Socialministeriet, da historiens største svindelsag i den offentlige sektor blev opdaget. Sidstnævnte blev hyret ind af førstnævnte som konsulent for at kortlægge svindlens omfang.

På skift giver de to forfattere læseren et unikt indblik i, hvordan man en helt almindelig dag i 2018 gik fra at mangle 69.000 kroner som led i en regnskabsfejl til på ingen tid at have opdaget svindel for hele 111 millioner kroner.

I al hast og hemmelighed

I et kælderrum i Socialministeriet, fyldt med pizzabakker og post-its på væggene, hvor ingen må få adgang, sidder Emil, Arne og to dataeksperter i al fortrolighed og finder frem til, at der mangler 111 millioner kroner fra satspuljen til de mest udsatte i samfundet.

Bogen er uundværlig og i offentlighedens interesse, fordi den giver et nøgternt og nødvendigt indblik i, at der ikke er den store grund til at være fyldt med tillid til dem, der forvalter skatteborgernes penge

Nima Zamani
Jurist, debattør og radiovært

Ja, man skulle nærmest tro, der var tale om en højspændings krimiroman med en efterforsker i personlig krise, når man læser 'Et år med Britta Nielsen'. Men der er altså tale om en virkelig fortælling om navnlig de 14 intense dage, hvor sagen skulle kortlægges og opklares i al hast og hemmelighed, fordi det ville være en skandale i skandalen, hvis medierne, og ikke daværende minister Mai Mercado (K) tog ejerskab over bekendtgørelsen af denne møgsag.

Emil Herskind deler ærligt ud af den selvransagelse, han konstant foretager gennem hele forløbet. Hvilket ansvar havde han for at have overset svindlen? Kunne han have gjort noget anderledes?

Svaret til begge spørgsmål må være det samme som årsagen til, at ingen politikere, hvad angik lige netop denne sag, gik i flæsket på hinanden, fordi svindlen foregik over så mange år, at enten alle eller ingen kunne påduttes et ansvar.

Et tilstøvet og råddent system

Vi har efterhånden hørt så meget om Britta Nielsen-sagen, at man næsten ikke kan forestille sig, at endnu en bog vil bringe noget nyt til bordet. Men det gør den i allerhøjeste grad.

For ingen andre end  afdelingschef Emil Herskind, der skulle overlevere sagens nøjagtige omstændigheder til socialministeren, kan påpege mere præcist, hvor galt dét egentligt står til med kulturen og bureaukratiet i det offentlige.

Faktisk står det så slemt til, at Emil Herskind, der ellers stod til at blive topchef indenfor en overskuelig fremtid, ikke længere kunne se hverken sig selv eller sine værdier blive opfyldt ved at arbejde og avancere i det offentlige.

De to forfattere giver mange både direkte og indirekte bud på, hvordan Britta Nielsen i 25 år bare kunne udbetale millioner efter millioner af kroner til sin egen konto i Danske Bank. Og de skal roses for at gøre dette på en faglig frem for holdningsbåret måde. Det er i modsætning til deres personlige holdninger deres erfaringer som offentligt ansatte, der er genstand for kritikken af et tilstøvet og råddent system.