Anders Bondo om skoleudspil: Det er regeringens ansvar, at lærerne kan løfte opgaven

Det er derfor også et rigtigt godt signal, når ministeren understreger, at denne gang vil politikerne i langt højere grad lytte til den viden, vi har fra forskningen og lærernes praksiserfaringer.

Politikerne har dårlige erfaringer med det modsatte, som Tesfaye lidt lakonisk gav udtryk for på pressemødet. Men hvad skal der til for at styrke kvaliteten af undervisningen? 

Ja, det ved vi faktisk en hel del om.

Først og fremmest er lærernes kvalifikationer helt afgørende. Skal regeringen lykkes med sine ambitioner, er det derfor pinedød nødvendigt, at gøre noget ved den udfordring, at en femtedel af dem, der underviser i folkeskolen, ikke har en læreruddannelse.

Vi ved endvidere, at der ikke er en bestemt undervisningsform, der er den mest effektive. Elever er forskellige, og lærere er forskellige.

Standardiserede undervisningsforløb er med andre ord ikke svaret. Derfor er det helt rigtigt set, at lærerne skal have større frihed og dermed større ansvar. Best practice findes ganske enkelt ikke, når vi taler undervisning. Alligevel kan vi sige en del om, hvordan man kan understøtte læreren i at kunne gennemføre god undervisning.

OECD konkluderede for nogle år siden, at lande, der har fokus på at styrke lærernes "self-efficacy" er kendetegnet ved undervisning af høj kvalitet. Begrebet betyder i denne forbindelse, at lærerne har evner og muligheder for at lykkes med deres undervisning, og at lærerne har indflydelse på skolens og undervisningens udvikling.

Skolereformen fra 2013 havde på mange måder den stik modsatte effekt: Lærernes undervisningstimetal blev markant forøget med den konsekvens, at muligheden for at tage hånd om den enkelte elev og forberede den gode undervisning blev kraftigt forringet.

Og lærernes professionelle dømmekraft blev indskrænket gennem centrale bestemmelser om test, læringsplatforme, læringsmålstyret undervisning og lignende tiltag.

Når regeringen nu signalerer, at 90 procent af målene i skolen skal skrottes, at de centrale bestemmelser om elevplaner forsvinder, og at læringsplatformene ikke skal være styrende for undervisningen, giver det rigtigt god mening, når målet er at styrke kvaliteten af undervisningen.

Men politikerne bliver nødt til at grave et spadestik dybere.

Bag de flere tusind læringsmål lå en tankegang om, at de kunne bidrage til at effektivisere undervisningen. Når der var præcise mål for fagene, kunne dygtige lærere udarbejde præfabrikerede undervisningsforløb, som andre lærere blot kunne gennemføre og dermed sikre, at eleverne havde lært det, de skulle.

Jeg støtter fuldt ud det politiske ønske om en mere praksisnær undervisning. Men skal det kunne realiseres, må politikerne også tage et ansvar

Anders Bondo

Lærernes forberedelse kunne dermed minimeres, og lærerne kunne derfor undervise langt mere – hokuspokus!

Den logik gav mening i Finansministeriet, men det er nu bredt anerkendt, at sådan hverken kan eller vil vi drive skole i Danmark.

Jeg støtter fuldt ud det politiske ønske om en mere praksisnær undervisning, der inddrager lokalsamfundet og udfordrer den enkelte elev, og hvor læreren med større frihed får et større ansvar for kvaliteten i undervisningen.

Men skal det kunne realiseres, må politikerne også tage et ansvar for, at lærerne har mulighed for at løfte opgaven.

Når politikerne nu helt officielt lægger den læringsmålstyrede undervisning i graven, må de samtidig sikre, at lærernes undervisningsforpligtigelse justeres i forhold til de krav, de nu stiller.

Løber politikerne fra det ansvar, vil mange lærere stå frustreret tilbage med en oplevelse af, at de ikke har mulighed for at indfri de i øvrigt fine ambitioner. Det er bestemt ikke det, folkeskolen har brug for.

Risikoen for at ende der er desværre overhængende. Samtidig med at regeringen præsenterer sine ambitioner og fortæller om millionbeløb til turboforløb, bedre faglokaler og juniormesterlære, er kendsgerningen på rigtig mange skoler, at der endnu en gang skal gennemføres besparelser.

Med det højtbesungne kommunale selvstyre som krumtap ender det økonomiske ansvar for folkeskolen igen mellem to stole. Regeringen formulerer krav og forventninger til skolen, mens økonomisk pressede kommuner, skal realisere dem.

Det skal der ganske enkelt findes en løsning på, hvis de gode takter, der er i regeringens forslag til skolereform – undskyld, skoleudspil – skal gøre en positiv forskel for elevernes undervisning.