Anne Sofie Allarp: Derfor bør milliarder til minkavlere fylde dig med lykkefølelse

Hver eneste dansker kommer til at levere rundt regnet 3000 kroner til de danske minkavlere i erstatning for den ekspropriation, som regeringen foretog af deres erhverv i oktober måned.

Og det er ikke alle, der er tilfredse med den aftale. Faktisk er forargelsen på den danske venstrefløj så rungende, at vibrationerne på de sociale medier truer med at sende en i gulvet.

Nogle forbander selve minkerhvervet ind i helvede, andre har adgang til krystalkuglen for luksus-varer og spår, at ingen nogensinde igen vil iføre sig pels, og at de facto-slagtningen af erhvervet var en slags velgørenheds-dødshjælp overfor nogle erhvervsdrivende, der alligevel moralsk var kommet grundigt på afveje.  

Helt andre raser over hvor mange broer, pædagoger, masseovervågning, chikane af indvandrere og andre frisættende velfærdsgoder, man kunne få for de penge.

Men en statslig udskrivning på 18 milliarder burde gøre os alle lykkelige. Ekstatiske, faktisk.

Det burde det af flere grunde.

Med beløbet slår partierne bag aftalen fast, at borgere i Danmark har krav på fuld erstatning, når staten tager deres investeringer, ejendom og formueinteresser fra dem.

Anne Sofie Allarp

For det første fordi regering og Folketing dermed anerkender deres forpligtelse overfor minkerhvervet i henhold til grundloven (§73). Det betyder at grundloven alligevel ikke var forældet og ligegyldig, eller en slags overordnet anbefaling.

Men at den sandelig er den øverste lov i landet, som alle skal rette sig efter og respektere. Også ministre og lægmænd i folkedybet. Det har reddet os fra at være sådan et land, som vi normalt ikke sammenligner os med. Hvor borgeren er underlagt regeringens luner, eller en folkestemning, og ikke er sikker imod, at en enkelt minister med en befaling kan sende militæret ud og destruere privat ejendom.

Vi bør være lykkelige, fordi beløbets størrelse antyder, at man ikke kan fifle med forståelsen af grundlovens bestemmelser om ejendomsretten. Med beløbet slår partierne bag aftalen fast, at borgere i Danmark har krav på fuld erstatning, når staten tager deres investeringer, ejendom og formueinteresser fra dem.

Og det tilbageviser enhver snak om ”hjælp” og ”kompensation”, som har været fremme fra rød blok. Denne anerkendelse af almindelige menneskers rettigheder bør give os en boblende tilfredshedsfølelse.  

Og vi bør juble over, at dette beløb cementerer, at grundloven også består i krisetider. Altså at den ikke bare var en lov med rettigheder til befolkningen, der gjaldt indtil en regering mente, at nu skulle noget andet gælde på grund af et tungtvejende hensyn. Det er ikke indlysende, hvis man ser bestemmelserne i epidemiloven fra marts sidste år.

Vi bør fejre med fyrværkeri og hornorkester, at erstatningen betyder en sikring af private investeringer i danske arbejdspladser og produktion. Var erstatningen ikke givet, så var det et potent signal til alle med investeringslysten kapital om at lægge deres investering syd for grænsen eller i Sverige.

Og vi bør løbe brølende rundt i de tomme gader af lykke over at dette anfægter den mistanke, man ellers kunne få, nemlig at dansk politik er en drømmekage- og romkuglespisende fætter- og kusinefest, hvor kollektivet, folkestemningen og antallet af likes og roser på Facebook bestemmer, hvem der er på dansegulvet og hvem der er i køkkenet. Vi tør nu tro på, at vi er en retsstat.

Vi bør klukke af lykke over at kunne sende en halv Storebæltsbro til minkavlerne. Det eneste, der er grund til at jamre og vride hænder over, er faktisk, at den almindelig forståelse af grundlæggende retsstatsprincipper synes at være på hastigt tilbagetog i brede udsnit af befolkningen.

-----

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent.