Antropolog: Fattigdommen fandtes før inflationen og kan ikke løses med hjælpepakker

For et par uger siden kunne et flertal i Folketinget præsentere en inflationspakke til økonomisk udsatte børnefamilier. 7.500 kroner får en børnefamilie med ét barn udbetalt til sommer for at kompensere for stigende priser. Og mens det selvfølgelig er bedre end ingenting, er det langt fra nok.

Først og fremmest er der ikke tale om nye penge, men blot en omfordeling af de penge, den forrige regering – hårdt presset af sine støttepartier – havde afsat til området.

Derudover spredes pengene tyndere ud, så en gruppe af de allerfattigste får mindre, end de fik med en forrige ordning. Og endelig er pengene for få og kommer for sent.

Mange tusinde danskere lider helt basale afsavn

Kjartan Andsbjerg
Antropolog

Alt dette er selvfølgelig malurt i bægeret for samfundets fattige. Alligevel peger aftalen for mig på et endnu større problem: at vi tilsyneladende forstår fattigdom som et midlertidigt problem, der er opstået med inflationen, og som kan løses med små hjælpepakker.

Lad mig slå fast med det samme: Det er på ingen måde tilfældet.

Fattigdom er ikke et inflationsproblem

Fattigdom er ikke et inflationsproblem. Siden 2015 har antallet af fattige danskere ifølge Danmarks Statistik ligget og svinget mellem 200.000 og 250.000, herunder omkring 50.000 børn.

Jeg ved godt, der er forskellige holdninger til, hvornår man for alvor kan siges at være fattig. Og det er klart, at ikke alle i denne gruppe har det lige svært. Men blandt dem findes altså en stor gruppe mennesker, som lider den slags afsavn, vi normalt forbinder med fattigdom.

Ifølge Danmarks Statistiks Levevilkårsundersøgelse fra 2021 lider mange tusinde danskere helt basale afsavn. 80.000 husstande har ikke råd til at spise kød, kylling, fisk eller en tilsvarende vegetarret hver anden dag. Næsten 100.000 har ikke råd til at holde hjemmet tilstrækkeligt opvarmet. Og 60.000 er bagud med husleje eller renter og afdrag på gæld i boligen.

Kan vi ikke i det mindste give hinanden håndslag på, at vi vil gøre alt, der står i vores magt for, at ingen i Danmark lider store afsavn?

Kjartan Andsbjerg
Antropolog

Tilsvarende har undersøgelser fra Vive i både 2015 og 2021 vist, at en gruppe danskere har så lidt mellem hænderne, at de har undladt at give deres børn nødvendige måltider, have familie eller venner til middag, købe lægeordineret medicin eller gå til tandlæge.

Og endelig har hjælpeorganisationerne længe meldt om, at de fattigste danskere lider store afsavn, når det kommer til at være en del af fællesskabet og få stillet de nederste behov i behovspyramiden.

Kræver strukturelle forandringer

Fattigdom var altså et problem i Danmark før inflationen. Derfor løser inflationspakker heller ikke noget grundlæggende. I stedet kræver en seriøs bekæmpelse af fattigdomsproblemerne herhjemme, at vi tager fat i de dybtliggende strukturelle årsager til fattigdom: ydelsesniveauet, sociale problemer og så videre.

Jeg anerkender, at der politisk er delte meninger om, hvordan man bedst bekæmper fattigdom. Det er fair nok. Sådan skal det være i et levende demokrati.