Antropolog: Forslag om arbejdspligt vil fattiggøre tusindvis af borgere

I Danmark plejer vi at bryste os af, at vi har et reguleret arbejdsmarked, hvor alle tjener en løn, de kan leve af. Det vil regeringen nu give køb på ved at skabe en stor gruppe af underbetalt arbejdskraft, som ovenikøbet ikke har samme rettigheder som deres kollegaer (eksempelvis optjening af dagpengeret).  

Det er uretfærdigt over for dem, det rammer direkte. Og så er det uretfærdigt for alle dem, der indirekte rammes af denne form for løndumping. 

Statsministeren har påpeget, at det ikke nytter noget, at "der er nogen, der godt kan arbejde, men som ikke gør det", når "vi har brug for flere medarbejdere blandt andet på ældreområdet."  

14.000 mennesker, der i forvejen kæmper for at få livet til at hænge sammen på en lav ydelse, bliver fattiggjort yderligere

Kjartan Andsbjerg
Antropolog

Det kan man sagtens mene. Men dels har mange af de omtalte mennesker udfordringer, der gør, at de ikke ”bare kan arbejde” – som blandt andet digter Haider Ansari har påpeget. Og desuden bør det gælde for alle i Danmark, at man skal betales en rigtig løn, hvis man udfører et rigtigt stykke arbejde. 

Fattigdomsskabende forslag 

Ovenstående udgør vægtige argumenter imod forslaget om en arbejdspligt. Alligevel er det noget andet – og i medierne nærmest overset – der i mine øjne udgør det allermest problematiske aspekt af forslaget: at det vil fattiggøre tusindvis af borgere.  

Med forslaget vil regeringen ikke alene pålægge SHO-modtagere arbejdspligt. Man vil også sætte indvandrere, der i dag er på kontanthjælp, ned på SHO-ydelse.  

Det betyder, at 14.000 mennesker, der i forvejen kæmper for at få livet til at hænge sammen på en lav ydelse, nu bliver fattiggjort yderligere. Det er helt utilstedeligt.  

Vi har længe haft et fattigdomsproblem i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 230.000 relativt fattige herhjemme. Ligeledes har Levevilkårsundersøgelsen og VIVE vist, at tusindvis af danskere lider basale afsavn, når det kommer til for eksempel mad, medicin, tøj og bolig. Og dette var vel at mærke før inflationskrisen.  

Siden da er problemet kun blevet forværret, og civilsamfundsorganisationerne melder nu om desperate forældre og små børn, der bliver sendt tidligere afsted i institution, så forældrene er sikre på, at børnene får morgenmad.  

Jeg har før argumenteret for, at denne fattigdom burde stå øverst på regeringens dagsorden. Den holdning deler regeringen tydeligvis ikke. I stedet for at bekæmpe fattigdommen vil den nu med åbne øjne øge den. 

Det er simpelthen uacceptabelt. Uanset hvor nobelt et mål man har med sin politik, bliver det aldrig et fair middel at sende folk ud i fattigdom.