A.P. Møller-fond gav 121 millioner til sociale formål i 2016: Se modtagerne
SOCIALE PENGEGAVER: 17 sociale indsatser har i 2016 modtaget støtte fra A.P. Møllers nye fond, som tilsammen rummer 750 millioner kr. til sociale formål. Fonden har i sit første år især haft fokus på udsatte familier.
Søren Elkrog Friis
Velfærdspolitisk journalist, Mandag MorgenDet vakte stor opsigt, da Den A.P. Møllerske Støttefond sidste forår meddelte, at fonden frem mod 2020 vil donere 750 millioner kroner til det sociale område.
Læs også: A.P. Møller-fond uddeler 750. mio. kr. til udsatte borgere
Ved overgangen til 2017 har fonden doneret 121,5 millioner kroner til i alt 17 forskellige sociale indsatser.
Direktør Henrik Tvarnø er imponeret over kvaliteten af de ansøgninger, som fonden har modtaget i denne runde.
"Et gennemgående træk ved de støttede indsatser er en stærk tro på, at udsatte borgeres egne evner til at mestre livet er helt afgørende. Nogle har brug for en hånd til at komme på sporet, men grundlæggende er hjælp til selvhjælp det mest virkningsfulde – og det er også et bærende princip i Støttefondens fundats," siger han.
KFUM er topscorer
Donationerne spænder fra 225.000 kr. til 39,5 millioner kroner. Blandt topscorerne finder man KFUM's Sociale Arbejde, som næsten har modtaget 40 millioner kroner, og Røde Kors, der har fået et økonomisk skulderklap på 24 millioner kroner.
"Fonden har lagt vægt på at støtte indsatser, som er dybt rodfæstet hos ansøgerne, og som derfor har de bedste muligheder for at blive videreført på langt sigt. Vi ser det som en stor styrke, når bevillingsmodtagerne tænker indsatserne ind i deres overordnede strategi og virkelig brænder for at opnå resultater med varig effekt. Det er også vigtigt, at de selv er parate til at investere betydelige midler i indsatserne. Det gør ikke fondens donationer risikofri – og det skal de heller ikke være – men vi forsøger at undgå, at indsatsen stopper, så snart fondspengene slipper op," siger Henrik Tvarnø.
Der er både ngo’er, kommuner, uddannelsesinstitutioner og forskere blandt modtagerne af Møller-fondens sociale donationer.
Flest penge går til at hjælpe udsatte familier
Fondens midler er overordnet øremærket indsatser, som hjælper udsatte borgere i uddannelse eller job, modvirker negativ social arv og løfter de fysiske rammer for de svagest stillede grupper.
Læs også: Fakta: Hvad er den A.P. Møllerske Støttefond?
En stor andel af de donerede midler er indtil videre koncentreret om projekter om udsatte familier, som sigter på at styrke familiernes egne ressourcer og derigennem bryde negativ social arv.
"Både kommuner og frivillige organisationer har udviklet nogle meget interessante greb, som fonden synes, fortjener en ambitiøs afprøvning. Vi er enige med ansøgerne om, at en høj ambition kræver lang tid og mange ressourcer, fordi det er svære problemer, der skal løses – men det er omvendt værd at investere i, fordi gevinsterne er så store og kommer såvel det enkelte menneske som hele samfundet til gavn," siger Henrik Tvarnø.
Hos KFUM's Sociale Arbejde skal kæmpebevillingen gå til at etablere 175 familieklubber, som tilsammen skal omfatte mere end 1500 familier.
"Projekt ’Familier hjælper familier’ tager udgangspunkt i etablerede forenings- og civilsamfundsstrukturer, hvor viden og erfaringer om udsatte børn, unge og familier er til stede sammen med et stort frivilligt engagement. Projektet bliver dermed et supplement til de offentlige tilbud, da det er vores erfaring, at det frivillige fællesskab med andre familier vil styrke de udsatte familier. Vi skaber et rum til leg og læring for børn og voksne," forklarer generalsekretær Morten Skov Mogensen.
Her er modtagerne i efteråret 2016:
Modtager | Beløb (kr.) | Fokus | Projekt / formål |
Assens Kommune | 9.286.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | ”Alle borgere er en del af vores fællesskab” |
Gladsaxe Kommune | 5.716.800 | Udsatte familiers bæredygtighed | ”Tidlig indsats” |
Herning Kommune | 228.000 | Flere udsatte borgere i uddannelse eller arbejde | Afprøve nye metoder i overgangen fra udskolingen til ungdomsuddannelse med det formål at få flere udsatte i uddannelse. |
Herlev Kommune | 7.180.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | "Nye veje til samarbejde − i og med åben dialog" |
Randers Kommune, Familieafdelingen | 300.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | Fortsættelse af forebyggende netværksmøder for udsatte børn, unge og familier i Randers Kommune. |
Slagelse Kommune på vegne af IPS Vestsjælland | 1.678.000 | Flere udsatte borgere i uddannelse eller arbejde | ”IPS – individuel planlagt job og uddannelse med støtte”. |
Vordingborg Kommune | 10.501.000 | Flere udsatte borgere i uddannelse eller arbejde | ”Ansvar for eget liv”. |
Foreningen til Støtte for Mødre og Børn | 600.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | Foreningens fortsatte arbejde |
Foreningen Fisken | 3.466.000 | Udsatte unges fritidsjob og iværksætteri | Fritidsjobformidling for unge mellem 13-24 år omkring Kulbanekvarteret. |
Landsforeningen Talentspejderne | 1.684.000 | Erhvervsuddannelse eller job til udsatte unge | Udvikling af mentorprogram for 17-29-årige, der har fuldført folkeskolen med begrænsede fagligheder. |
KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark | 39.470.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | ”Familier hjælper familier”. |
Røde Kors | 24.057.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | ”Familien i fokus” |
Den almene boligforening, Samvirkende Boligselskaber, SAB, Bellahøj | 225.000 | Udsatte unges fritidsjob og iværksætteri | Styrke udsatte unges forudsætninger for bl.a. gennemførelse af uddannelse og fastholdelse i job gennem understøttelse af de unges kompetencer som positive forandringsagenter i lokalmiljøet. |
Komiteen for Sundhedsoplysning | 8.316.000 | Erhvervsuddannelse eller job for udsatte unge | Styrkelse af mental sundhed hos unge for fastholdelse i uddannelse. |
Randers Krisecenter | 1.750.000 | Socialt byggeri med effekt | Renovering af Randers Krisecenters gårdhave og udvikling af udvendigt aktivitetsrum. |
Skive-Viborg HF og VUC | 732.000 | Erhvervsuddannelse eller job for udsatte unge | Mindre frafald på almen voksenuddannelse og flere i gang med en erhvervsuddannelse. |
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd | 6.342.000 | Udsatte familiers bæredygtighed | Undersøgelse af læringsmiljøer i danske familier. |
I foråret 2016 uddelte A.P. Møller-fonden de første donationer fra den sociale kæmpebevilling.
Det kan du læse mere om her: Her er de første sociale pengegaver fra A.P. Møller-fonden
I april 2016 meddelte den Den A.P. Møllerske Støttefond, at fonden ville donere 750 millioner kr. til det sociale område.
Pengene skal støtte indsatser inden for tre fokusområder:
1) Hjælp til at få unge og voksne ind på arbejdsmarkedet.
2) Nedbrydning af den negative sociale arv.
3) Projekter, som formår at kæde arkitekternes og de socialprofessionelles faglighed sammen i eksempelvis institutioner og socialt boligbyggeri.
Efter danske forhold er der tale om en ekstraordinært stor fondsdonation på socialområdet. Indtil nu har gaverne på trecifrede millionbeløb typisk været forbeholdt forskning, uddannelse og kultur.
Det er samtidig første gang, at lillebroderen i A.P. Møllers fondsduo sætter dagsordenen med så markant en donation. Finansieringen af operaen og folkeskolemilliarden blev således givet af den mere kendte storebror A.P. Møller Fonden.
De 750 millioner kr. er en foreløbig ramme, som uddeles i perioden 2016-2020 til velegnede indsatser.
Midlerne kan søges af såvel kommuner, regioner, uddannelsessteder og forskningsinstitutioner som frivillige foreninger og andre dele af civilsamfundet, ligesom erhvervslivet naturligt kan indgå som partner i støttede indsatser. Der er løbende ansøgningsfrist og afholdes bestyrelsesmøde i maj og november.
Ansøgningsvejledning og nøjere beskrivelse af program- og fokusområder findes på www.apmollerfonde.dk