Bagerst i regeringsgrundlaget gemmer sig noget, som har fået al for lidt opmærksomhed

I de efterfølgende sætninger står der noget om muligheden for offentligheden for at afgive høringssvar, og at regeringen vil overholde høringsfristerne på sædvanligvis fire uger. Det er til gengæld noget nyt, men det er også desværre påvist at sådanne høringssvar har meget lille betydning for det endelige udkomme af en lov. Så hvordan mon transparensen og åbenheden ellers skal udleves? Det melder historien ikke noget om.

Så hedder det sig, at man fortsat vil søge efter brede flertal i Folketinget, selv om regeringen har mandater nok til selv at gennemføre sine forslag. Det er man utvivlsomt også nødt til, taget i betragtning at sikkert 50-60 procent eller mere af regeringsinitiativerne vil være forligsstof, der kræver inddragelse af andre partier end regeringens tre egne folketingsgrupper. Derfor udestår der i regeringsgrundlaget et interessant regnestykke for alle reformerne i forhold til, hvad der er gældende forligsstof, og hvor regeringen selv kan gennemføre tingene.

Herefter får vi en lex mink-sag i regeringsgrundlagets hengemte afsnit:

”Regeringen vil i sit virke sikre, at politiske beslutninger ikke fremstår som resultat af en faglig nødvendighed, jævnfør i øvrigt Kodex VII, hvorefter embedsværket ikke må medvirke til, at faglige analyser og vurderinger anvendes til at fremstille en politisk besluttet løsning som den eneste fagligt velbegrundede, hvis der reelt er flere fagligt velbegrundede løsningsmuligheder.”

Det er mageløst knudret sprog, men her står vel sagt lige ud af posen, at regeringen ikke vil misbruge embedsmændenes faglighed og tage dem til indtægt for, hvad der reelt er politiske beslutninger. Noget Mette Frederiksens forrige regeringen blev beskyldt for. Den sætning må de have hængt op på opslagstavlen i flere ministerier. Der bebudes også en opfølgning på det såkaldte Karsten Dybvad-udvalg nedsat af DJØF, som i et års tid har set på samspillet mellem politikere og embedsmænd. Det bliver interessant, om det udvalg kan komme op med nye retningslinjer.

Undervejs i regeringsforhandlingerne på Marienborg opfandt Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, et lidt usædvanligt trinbræt for at komme ud af tidligere krav om en advokatundersøgelse af statsministerens ageren i minksagen.

Lisbeth Knudsen

Nu lukker vi så døren op til det mere nørdede i regeringsgrundlaget.

”Der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, der skal skabe grundlag for, at der kan fremsættes forslag til en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser.” Endelig fristes man til at sige.

Det har været længe undervejs hos flere justitsministre og er hver gang endt i ingenting. Der er grund til at kippe med flaget, hvis man virkelig kan lykkes at blive enig om et fremskridt her, når nu både Socialdemokratiet og Venstre – de traditionelt to store regeringsbærende partier – har afgivet et løfte her i regeringsgrundlaget.

Den tidligere S-regering, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har indgået en aftale om at nedsætte et demokratiudvalg, der skal styrke Folketingets kontrol med regeringen og sætte fokus på tilliden til det politiske system. Der er en udløber af oprydningen efter mink-sagen. Den aftale vil den nye regering tilsyneladende overtage og følge op på. Også et rigtigt godt initiativ, men hvad der kommer til at ligge i konkrete initiativer fra det udvalg ved jo ingen.

Jeg tror, det er vigtigt at få gang i en dialog med befolkningen om tilliden til politikerne. Vi ser herhjemme samme tendenser som i udlandet, at mange borgere har mistet troen på, at politikerne har svarene på tidens store udfordringer. Og vi ser en tiltagende polarisering af holdninger til, hvad velfærdssamfundet forventes at levere, og hvad vi selv som samfundsborgere skal bidrage med.

Undervejs i regeringsforhandlingerne på Marienborg opfandt Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, et lidt usædvanligt trinbræt for at komme ud af tidligere krav om en advokatundersøgelse af statsministerens ageren i minksagen. Det var en opsplitning af Justitsministeriet, må man forstå i en slags lov- og retssikkerhedskontor og et kontor for national sikkerhed, som blandt andet får ansvar for politiet, den overordnede anklagemyndighed og rigets sikkerhed, herunder PET. Utvivlsomt en ide, der har fået blodet til at fryse til is hos det gamle, stærke Justitsministeriums koryfæer, men en model skal nu undersøges nærmere.

Det hedder sig at ”en ekspertgruppe skal belyse, hvordan Justitsministeriets arbejde kan fokuseres på at stå vagt om de regler og opgaver, som har grundlæggende betydning for retsstaten og demokratiets stabilitet, for understøttelsen af de centrale demokratiske organer i samfundet, for borgernes retssikkerhed og individets frihed samt for ordentlig forvaltning, rammerne omkring god regeringsførelse og kommunernes grundlæggende rammer”.

Her står vel sort på hvidt, at mink-sagen afslørede, at der ikke er tilstrækkelig stærkt juridisk kompetence og fokus i ministerierne i dag, og at der skal oprustes på lovkvalitet og retssikkerhed. Prisen er så ifølge regeringens overvejelser måske blevet udskillelsen af de politimæssige opgaver til et nyt Ministerium for National Sikkerhed.

At det skulle give mere fornuft med sådan en ganske omfattende opsplitning af Justitsministeriet for at sikre, at en regering ikke en gang til kører helt i hegnet med en grundlovsstridig hastebeslutning, der var dårlig forberedt, dårligt håndteret juridisk og gennemført uden at nogen åbnede munden og sagde, at den var ulovlig, det kan man godt tillade sig at tvivle på.

En anden vej at gå var vel at sikre en stærk juridisk topchef-funktion og tovholder i alle ministerier og en regeringsførelse, der ikke tager beslutninger med enorme konsekvenser uden i det mindste at have læst embedsmændenes notater. Et godt gæt er nok, at der kan findes rigtigt mange argumenter imod en opsplitning af Justitsministeriet i løbet af det næste års tid, og så var den idé afprøvet.