Berlau: Brug fattigdomsgrænsen seriøst

Det er nok et af de forhold i politik, der har undret mig mest i år. At politikerne indfører en fattigdomsgrænse, samtidig med de indfører en ydelse, der ligger markant under grænsen.

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Af Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

Hvad skal vi bruge en fattigdomsgrænse til, og er den ikke bare sat belejligt lavt? Det spørgsmål har været stillet af flere – og senest af de Konservatives socialordfører, Benedikte Kiær, her i debatten. Det er et relevant spørgsmål.

Og man kan med rette spørge sig selv: Hvad så med alle de andre, der kun lever lige over fattigdomsgrænsen? Hvad skete der med dem, hvor forsvandt de hen? Og hvad med dem, der kun har levet i to år med en indkomst på under 103.200 kroner – skal vi ikke også have fokus på dem?

Trods disse spørgsmål vil jeg til hver en tid forsvare og argumentere for, at det var klogt – og også modigt – af den forrige socialminister, Karen Hækkerup (S), at indføre fattigdomsgrænsen. Næste skridt må være at udvikle den således, at grænsen suppleres med en behovsundersøgelse. Men allerede nu kan grænsen bruges.
 
Fattigdomsgrænsen har flere formål
En fattigdomsgrænse skal nemlig bruges på flere måder. Først og fremmest til at måle udviklingen over tid for de borgere, som lever under en acceptabel indkomstgrænse.
Hvorfor er det vigtigt? Fordi vi ved, at fattigdom også betyder dårligere helbredstilstand, dårligere uddannelsesniveau for børnene, mindre deltagelse i det demokratiske liv. Og risikoen for sociale problemer som vold og druk øges markant i familier, der lever under eller tæt på en fattigdomsgrænse.
 
Det andet, en fattigdomsgrænse bør bruges til, er at vurdere, om de ydelser og lønninger, vi har i Danmark, ligger på et rimeligt niveau. De fleste har vel svært ved at forestille sig, at vores lønninger kommer under fattigdomsgrænsen. Men vi skal kun lige syd for grænsen til Tyskland, hvor det kan være nødvendigt at tage to fuldtidsjob for at skrabe nok sammen til at leve for.

Vi kender dem som "working poor". En situation, som de fleste ikke ønsker i Danmark. Så i en dansk kontekst er det indtil videre de sociale ydelser, det er oplagt at kigge på. Ligger de under den nye fattigdomsgrænse?

Sociale ydelser under grænsen
Til min store forundring, så indførte regeringen fattigdomsgrænsen, samtidig med man vedtog de nye lave satser i kontanthjælpsaftalen. Og virkeligheden er, at de lave satser til unge ligger under fattigdomsgrænsen. Så er grænsen jo indrettet således, at man skal have levet for under 103.200 kroner i tre år, før man kategoriseres som fattig.

Men det er desværre ikke urealistisk, at nogle unge kommer til at være på de nye, lave ydelser i tre år. Det kan være en ung, som ikke får fodfæste i uddannelsessystemet – som ryger ind og ud og derfor konstant må klare sig for den lave sats på 5753 kroner brutto om måneden. Det bliver til knapt 70.000 kroner om året.

Det kan også være, at en ung, der har gennemført en uddannelse og ikke kan få job, står uden for a-kasse og lever på den nye ydelse på 6.400 kroner brutto om måneden. Det bliver knapt 80.000 kroner brutto om året – altså 23.000 kroner under fattigdomsgrænsen, selvom de har gjort alt, hvad de kan, for at leve op til samfundets krav om uddannelse. Men grundet den generelle arbejdsløshed og derudover en høj dimittendledighed kan de ikke få arbejde.
 
Det er nok et af de forhold i politik, der har undret mig mest i år. At politikerne indfører en fattigdomsgrænse, samtidig med de indfører en ydelse, der ligger markant under grænsen.
 
Så jo, vi kan bruge en fattigdomsgrænse til noget. Fattigdomsgrænsen kan være med til at forhindre fattigdom. Men det kræver selvfølgelig, at det politiske system tager den seriøst og beslutter sig for, at heller ikke folk på sociale ydelser må leve under en sådan grænse.