Boligselskaber til SF-ordfører: Kender du overhovedet din egen lovgivning?

Af Camilla Hegnsborg, Kaare Vestermann, Pia Skov, Steen Søndergaard Thomsen, Steffen Morrild, Jan Hyttel og Laurits Roikum
Fra hhv. Hovedstadens almennyttige Boligselskab, Boligforeningen Vibo, Boligforeningen AAB, Fsb, Boligforeningen 3B og Frederiksberg Forenede Boligselskab

SF’s boligordfører, Kirsten Normann Andersen, var efter eget udsagn lige ved at kløjes i morgenkaffen, da hun læste om, at AAB og andre boligorganisationer i København forsøger at undgå, at nye boligområder i hovedstaden bliver klassificerede som ”ghettoer” eller ligefrem ”hårde ghettoer”.

Det gør de blandt andet ved at bruge en masser ressourcer på at screene de mennesker, som tilflytter via det almindelige venteliste-system.

Ordfører stemte selv for omstridt parallelsamfundspakke
Et af de forhold, som boligorganisationerne kigger på, er folks indtægtsgrundlag, idet det som bekendt er et af de kriterier, som staten bruger, når det skal vurderes, om et område har officiel ghettostatus eller ej.

Dermed lagde Normann sig bekvemt i slipstrømmen af røster, som har kritiseret, at almene boligforeninger eksempelvis har afvist beboere med for lav indtægt.

Det har boligorganisationerne gjort, fordi konsekvensen for udsatte boligområder let kan blive, at de ender som ”hård ghetto” med tilhørende trusler om afvikling af almene familieboliger.

Et af de forhold, som boligorganisationerne kigger på, er folks indtægtsgrundlag, idet det som bekendt er et af de kriterier, som staten bruger, når det skal vurderes om et område har officiel ghetto-status eller ej.

Camilla Hegnsborg, Kaare Vestermann, Pia Skov, Steen Søndergaard Thomsen, Steffen Morrild, Jan Hyttel og Laurits Roikum
Fra hhv. Hovedstadens almennyttige Boligselskab, Boligforeningen VIBO, Boligforeningen AAB, Fsb, Boligforeningen 3B og Frederiksberg Forenede Boligselskab

Sådan er den lovgivning, som et bredt flertal i Folketinget stemte for – herunder SF med Kirsten Normann Andersen som ordfører på udspillet.

I bestyrelsen i 1. Kreds i BL – Danmarks Almene Boliger nøjes vi ikke med at være lige ved at kløjes i kaffen. Vi fik den galt i halsen og har stadig røde øjne efter at have hostet af forbavselse over Kirsten Normann Andersens debatindlæg 30. august i Altinget.

Ingen boligområder skal være udenfor arbejdsmarkedet
Vi er simpelthen oprigtigt i tvivl om, hvorvidt SF’s ordfører taler imod bedre vidende, eller hun simpelthen ikke forstår, hvad det er for en indgribende lovgivning, som der med parallelsamfundsudspillet nu er lagt ned over den almene boligsektor i Danmark.

Derfor ser vi os nødsaget til at gendrive de værste misforståelser og urigtige oplysninger i Kirsten Normann Andersens indlæg:

Boligorganisationer har siden 2006 haft en aftale med Københavns Kommune om såkaldt fleksibel udlejning, og i 2015 indgik man en lignende aftale med Frederiksberg Kommune. Aftalerne er altså fra lang tid før, parallelsamfundspakken blev til.

Målet med aftalerne var at undgå, at for mange i et boligområde stod uden for arbejdsmarkedet. Og aftalerne har virket efter hensigten.

I 2006 var der 63 almene boligområder i København, hvor flere end 40 procent af beboerne stod uden for arbejdsmarkedet. Men udgangen af 2017 var der kun tre boligafdelinger, hvor dét var tilfældet.

Lovgivningen vil ghettoer til livs
Kirsten Normann Andersen argumenterer nu med, at eksempelvis AAB har udvidet brugen af fleksible udlejning til ”stor set alle” boligområder. Det er ikke korrekt.

Det, man gør i AAB og i andre boligorganisationer, er at forsøge at efterleve den lovgivning, som Folketinget har vedtaget med blandt andre Kirsten Normann Andersens stemme, så godt som muligt. Og både lovgivningens bogstav og ånd er, at vi skal ghettoer til livs – både de eksisterende og de kommende ghettoer (ordet ghetto her brugt med stor ulyst, men det er nu en gang den betegnelse, som lovgivningen benytter).

Derfor må boligorganisationerne til at interessere sig for deres nye beboere, som tilbydes bolig via den almindelige venteliste. Slår de ud på de kriterier, som er omfattet af ghettolovgivningen, så kan det altså få katastrofale følger for et boligområde, som ligger på vippen til at bliver erklæret for officiel ”ghetto”.

Derfor må boligorganisationerne undersøge, om nye beboere kun har en grundskole på cv’et, om de tjener for lidt i forhold til lovgivningens grænse, om de har en dom, og om de er på eller uden for arbejdsmarkedet.

Og derfor er det præcis lovgivningen om parallelsamfund, som har ændret spillereglerne for de almene boligorganisationer i København, på Frederiksberg – og i øvrigt også andre steder i landet.