Borgerligt Centrum slår Liberal Alliance på Facebook
Niels Th. Dahl
JournalistKun to dage efter stiftelsen har Danmarks nyeste parti, Borgerligt Centrum, allerede fået større opbakning end det vingeskudte Liberal Alliance, som stifteren Naser Khader forlod i mandags.
I hvert fald på det sociale netværk Facebook, hvor begge partier har officielle støttegrupper.
Torsdag eftermiddag havde Borgerligt Centrum således 362 erklærede støtter, mens Liberal Alliance måtte nøjes med 303.
Stifteren af Borgerligt Centrum Simon Emil Ammitzbøll er glad for støtten på Facebook, men mener ikke, det giver mening at sammenligne hans nye parti med Liberal Alliance:
"Jeg ser ikke os som speciel konkurrent til Liberal Alliance. Liberal Alliance er efter min mening ikke længere et midterparti, og derfor har der indtil i tirsdags manglet et parti at stemme på for centrum-højre-vælgeren. Derfor er konkurrencen ikke direkte mellem os," siger han.
Der er endnu lang vej, før Borgerligt Centrum bliver opstillingsberettiget til Folketinget. Det kræver nemlig præcis 19.769 underskrifter.