Debat

Borgeropråb til Københavns Rådhus: Lad jer ikke narre af nyt Palads-spin fra Nordisk Film

Nordisk Film offentliggjorde tre forslag til fremtidens Palads på et manipulerende dialogmøde, der skulle narre politikerne til at tro på, at borgerne nu bliver inddraget, skriver Amalie Strømberg Loft på vegne af borgerne bag Facebook-gruppen 'Bevar Palads'.

Palads fortjener en ejer, der påskønner den. Det er en pragtfuld bygning, som ville kunne tjene mange gode formål som eksempelvis et stort børnebibliotek eller et københavnsk MOMA, skriver Amalie Strømberg Loft.
Palads fortjener en ejer, der påskønner den. Det er en pragtfuld bygning, som ville kunne tjene mange gode formål som eksempelvis et stort børnebibliotek eller et københavnsk MOMA, skriver Amalie Strømberg Loft.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Torsdag 10. november offentliggjorde Nordisk Film tre forslag til fremtidens Palads. Alle tre ændrer markant på Palads' nuværende udtryk, og det ene bevarer ikke så meget som en mursten.

Det er tydeligt, at Nordisk Film denne gang går mere strategisk og vildledende til værks, end da de i 2020 præsenterede et forslag tegnet af BIG, som udløste ramaskrig.

Dengang var de tilsyneladende ikke helt bevidste om, at Palads-bygningen er elsket af danskerne. Det er de nu, hvorfor de prøver med en ny taktik.

Ved at præsentere tre forslag til et nyt Palads, giver man folk en fejlagtig opfattelse af, at de kan være med til at vælge. Samtidig fjerner man fokus fra udgangspunktet: nemlig ønsket om at bevare det nuværende Palads.

Dialogmøde uden dialog

Med hjælp fra kommunikationsbureauet Primetime er Nordisk Film kommet frem til, at det virker overbevisende over for Borgerrepræsentationen, hvis man kan sige, at man har haft borgerinddragelse og lyttet til ønsker.

Der var dog ikke meget dialog i, at man ikke kunne stille spørgsmål til direktøren eller arkitekten

Amalie Strømberg Loft
Talsperson, borgergruppen Bevar Palads

Torsdag aften inviterede Nordisk Film derfor til et såkaldt "dialogmøde" med borgerne, hvor Nordisk Films direktør og chefen for tegnestuen Cobe præsenterede de tre nye forslag. Der var dog ikke meget dialog i, at man ikke kunne stille spørgsmål til direktøren eller arkitekten.

Primetime havde i stedet på forhånd formuleret tre spørgsmål til hvert af projekterne, som man i mindre grupper kunne svare på ved at sætte en post-it på en tavle.

En flink iagttager ville nok kalde Primetimes prefabrikerede spørgsmål for irrelevante. En ærlig iagttager ville betegne spørgsmålene som stærkt manipulerende.

En ting er sikkert, og det er, at spørgsmålene havde til formål at styre de input, borgerne ville give, i en kunstig positiv retning uden at berøre den egentlige problematik.

Manipulerende og prefabrikerede spørgsmål

For eksempel blev der til det projekt, der intet viderefører fra det nuværende Palads, spurgt: "Hvad synes I om et Palads med fokus på det grønne?".

Mere oplagte spørgsmål havde været: "Hvad synes I om, at vi foreslår at jævne en historisk bygning med jorden, som er udsmykket af en anerkendt billedkunstner og højt elsket af det danske folk?".

Eller: "Hvad synes I om, at vi kalder det for 'Grønt Palads', selvom der intet bæredygtigt er i at rive gamle marmorgulve, søjler og indvendige vægmalerier ned?".

Læs også

Til det projekt, de kalder "Klassisk Palads", fordi dele af facadens udseende er bevaret og dele af foyeren efter nedrivning vil blive genopført lidt i samme stil, blev der spurgt: "Hvad synes I om en café i adskillelsen mellem det gamle og nye?".

Et mere oplagt spørgsmål havde været: "Hvad synes I om, at det ikke har været muligt for vores arkitekter at tegne et forslag, der respekterer det nuværende Palads samtidig med, at vi får flere kvadratmeter, så vi kan tjene penge på kontorudlejning?".

Politikere, lad jer ikke narre!

Så kære politikere i København, I må ikke lade jer narre af Nordisk Films spin. I er valgt til at repræsentere den almindelige borger og for at værne om København. Og hvis man stikker en finger i jorden, står det klart, at de færreste borgere har samme ønsker som Nordisk Film.

Tværtimod viser debatten på sociale medier, høringssvar, afstemninger om byens sjæl og underskriftindsamlinger, at folk ønsker Palads bevaret i sit nuværende udtryk.

Ingen skal tvinge Nordisk Film til at drive en urentabel forretning i Palads-bygningen. Men man burde kunne tvinge Nordisk Film til ikke at ødelægge et klenodie. Nordisk Film bør derfor afhænde Palads. 

Palads fortjener en ejer, der påskønner den. Det er en pragtfuld bygning, som med sin fantastiske foyer ville kunne tjene mange gode formål som eksempelvis et stort børnebibliotek med forskellige aktiviteter i de små sale, et københavnsk MOMA eller andre udadvendte kulturelle aktiviteter. 

Vi får aldrig et pragthus som Palads igen. Et nyt kontorhus med store skærme og bløde stole i kælderen, skal vi til gengæld nok få at se et andet sted – bare rolig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024