Dagens overblik: Intet tyder på, at Field's-skyderi var terror
Få mandagens politiske nyhedsoverblik, hvor vi ud over skyderiet i Field's vender et nyt udspil om en fossilfri finansiel sektor og en tavs reaktion fra statsministeren om et valgkrav.
Marie Møller Munksgaard
JournalistRasmus Straka Skjødt
DebatredaktørGod formiddag, og velkommen til mandagens politiske overblik, som står i skyggen af søndagens skyderi ved indkøbscenteret Field's.
Før vi vender blikket mod et nyt udspil om en fossilfri finansiel sektor fra SF og en tavs reaktion fra statsminister Mette Frederiksens (S) om et valgkrav, kigger vi nærmere på motivet bag skyderiet i Field's. Politiet har nemlig meldt ud, at ikke noget tyder på, at skyderiet var en terrorhandling. Det beretter flere medier, heriblandt Kristeligt Dagblad.
"Der er ikke noget i det, vi har fundet, der kan underbygge, at der er tale om en terrorhandling," sagde chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi på et pressemøde mandag morgen.
Tre personer blev dræbt under skyderiet, og fire personer er i alvorlig tilstand. Politiet har anholdt en 22-årig mistænkt, som fremstilles mandag i grundlovsforhør sigtet for manddrab.
Statsministeren afviser at kommentere valgkrav
De radikales krav om, at statsministeren er nødt til at udskrive valg inden 4. oktober, bliver mødt af tavshed fra Mette Frederiksen. Det skriver TV 2.
"Jeg lytter selvsagt til, hvad partierne siger i Folketinget, og selvfølgelig ikke mindst vores parlamentariske grundlag. Men når det kommer til, hvornår der udskrives valg, så har jeg ingen kommentarer til det," siger Mette Frederiksen til TV 2.
Efter minksagen har Radikale Venstre meldt kravet ud. Hvis Mette Frederiksen ikke udskriver valg, inden Folketinget atter træder sammen efter sommerferien, vil partiet stille et mistillidsvotum for derved at vælte regeringen.
Myndigheder har fået stigende adgang til private ejendomme
Vi bevæger os videre til en ny analyse fra tænketanken Justitia, der viser, at antallet af love, der giver myndigheder adgang til privat ejendom uden en dommerkendelse, er steget markant. Det skriver Berlingske.
Samlet set er antallet af særlige love og bekendtgørelser, der giver myndigheder ret til uden en dommerkendelse at udføre kontroller i private ejendomme, steget med 26 procent siden 2009.
Justitia advarer mod udviklingen, mens Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, opfordrer til en gennemgang af de i alt 283 love og bestemmelser, der giver myndigheder ret til at kontrollere private ejendomme uden en dommerkendelse.
"Der er behov for en kritisk gennemgang af de her mange beføjelser, og der bør også stilles større krav til, hvorfor en eller anden myndighed skal have endnu en beføjelse," siger Michael Gøtze til Berlingske.
SF vil forbyde lån til sort energi
Herfra vender vi blikket mod SF, der vil give bankerne et direkte forbud mod at låne penge til fossil energi. Det fremgår af støttepartiets nye udspil, 'En fossilfri finansiel sektor'.
SF foreslår at indføre et loft for, hvor mange penge banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber kan investere i projekter med fossil energi. Loftet skal ifølge udspillet nedtrappes, sådan at det efter fire år bliver ulovligt at låne penge til selskaber fossil energi.
Partiets finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, anderkender over for Politiken, at forslaget er markant og "nok den mest kontroversielle del af udspillet". Partiet vil have diskuteret udspillet med resten af Folketinget efter sommerferien.
Ekspert: Kritikken af rigspolitichefen kunne være hårdere
En af landets førende eksperter i forvaltningsret, professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, undrer sig over, at Minkkommissionens kritik af rigspolitichef Thorkild Fogde ikke er hårdere. Det skriver Berlingske.
Sten Bønsing siger til avisen, at selvom politichefen var klar over den manglende lovhjemmel til at aflive mink, stod han på et åressemøde og talte om at skrue tempoet for aflivning af mink op.
"For flere af de andre embedsmænd, som får historisk hård kritik, må vi lægge til grund, at de ikke nødvendigvis har været vidende om den manglende hjemmel. Med Thorkild Fogde ved vi, at han vidste det, før han på et pressemøde vildledte," siger professoren til Berlingske.
Minkkommissionen afleverede i sidste uge dens 1.649 siders beretning om minksagen til Folketingets Granskningsudvalg, som i denne uge afholder et møde, hvor medlemmerne skal tage stilling til den videre proces efter Minkkommissionens beretning.
Støttepartier vil have Mærsk til at sænke priserne
Støttepartierne Enhedslisten og SF opfordrer nu rederigiganten A.P. Møller-Mærsk til at sænke priserne for at hjælpe danske virksomheder, som har betalt i dyre domme for at få varer hjem under pandemiens logistiske kaos. Det skriver Jyllands-Posten.
Det sker, efter at en af Mærsks største konkurrenter, CMA CGM fra Frankrig, vil sænke prisen med 500 euro per container for større detailvirksomheder, som importerer varer til Frankrig ad søvejen. Det franske rederi vil sænke prisen fra 1. august og et år frem og give en rabat, som svarer til omkring ti procent.
"Jeg synes, at Mærsk, der tager høje fragtpriser, får historiske overskud og betaler bagateller i skat, skal gøre sin franske konkurrent efter. Jeg tror, at rigtig mange danskere vil påskønne samfundshensyn fra virksomhederne, når priserne presser," siger Enhedslistens erhvervsordfører, Rune Lund.
Det sker i dag:
- 12.00: Cirka 1.000 af SAS' piloter går i strejke, såfremt flyselskabet og dets piloter ikke finder en løsning i forhandlingerne om en ny overenskomst med flere af selskabets piloter. De 1.000 piloter har varslet, at de vil strejke, fordi de utilfredse med deres tilbudte løn- og arbejdsbetingelser i SAS.
- 12.20: Dronning Margrethe fejrer USA's nationaldag i Rebild Bakker, hvor hun deltager som æresgæst, da hun er protektor for Rebild National Park Society.