Dagens overblik: Russiske fupmagere får Folketinget til at skærpe sikkerheden
NYHEDSOVERBLIK: Regeringen vil regne klimabelastning ind i alle lovforslag, Morten Østergaard sygemelder sig, og borgmesters bolighandel skal undersøges af Erhvervsstyrelsen. Få overblik over dagens politiske nyheder.
Rasmus Straka Skjødt
DebatredaktørVelkommen til det daglige, politiske nyhedsoverblik.
To russiske satirikere, som er kendt fra Youtube og russisk stats-tv som Vovan og Lexus, har narret sig til et videomøde med medlemmer af Folketingets udenrigspolitiske nævn. Det får Folketinget til at skærpe sikkerheden, skriver Berlingske.
Medlemmer af nævnet har sagt, at personer, der havde udgivet sig for at være den hviderussiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja, havde snydt dem. Fupnummeret begyndte med en kontakt til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), der henviste til Det Udenrigspolitiske Nævn. Den russiske gruppe havde fremstillet en komplet kopi af den virkelige oppositionsleders hjemmeside og havde forfalsket hendes ansattes officielle mailadresser.
Metoderne har almindelige youtubere næppe til rådighed, mener Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, som frygter, at den russiske efterretningstjeneste hjælper gruppen.
Folketingets it-netværk er ifølge Michael Aastrup Jensen blevet finkæmmet for at undersøge, om den russiske gruppe har fået adgang til andre systemer. Selvom det ifølge ordføreren ikke er tilfældet, vil Det Udenrigspolitiske Nævn skærpe procedurerne og indkøbe et mere sikkert system til videomøder.
Styrelse vil undersøge borgmesters bolighandel
Var prisen for lav, da fonden Dansk Bibelskole i 2016 solgte en 460 kvadratmeter stor herskabslejlighed på Frederiksberg Allé til den nuværende Frederiksberg-borgmester Simon Aggesen (K) for 9,5 millioner kroner? Det skal Erhvervsstyrelsen nu undersøge, skriver Altinget.
Medlemmerne af fondens bestyrelse risikerer at blive holdt personligt erstatningsansvarlige for bolighandlen, mens borgmesteren i yderste konsekvens selv risikerer at skulle betale penge tilbage.
"Vurderer Erhvervsstyrelsen, at et salg er sket til under markedsværdi, og der derved er foretaget en formålsstridig uddeling, så kan der rejses et tilbagebetalingskrav mod modtageren hvis denne var i ond tro, eller der kan på vegne af fonden rejses et erstatningskrav mod fondens bestyrelse," siger professor i fondsret ved Københavns Universitet Rasmus Kristian Feldthusen, som fortæller generelt om reglerne.
Østergaard melder sig syg
Radikale Venstres tidligere politiske leder, Morten Østergaard, har efter fire sager om krænkende adfærd sygemeldt sig fra Folketinget. Det skriver Altinget.
"Jeg vil tage stilling til hans situation, når han er tilbage fra sygeorlov," siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) i en pressemeddelelse.
Morten Østergaard valgte sidste onsdag at gå af som politisk leder efter et dramatisk gruppemøde, hvor han erkendte, at han for ti år siden havde krænket folketingsmedlem Lotte Rod (R). Han erkendte to dage efter, at han ud over Lotte Rod havde krænket yderligere tre kvinder i "festligt lag" i partiet.
Sofie Carsten Nielsen har som følge af sagerne bedt sekretariatschef Lars Beer Nielsen om en redegørelse for håndteringen af sagerne, hvilket hun modtog mandag eftermiddag. Redegørelsen viser blandt andet, at ikke alle klagere har fået den tilbagemelding, som de burde have fået.
Regeringen vil regne CO2 ind i samtlige lovforslag
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) kommer med en vejledning om, hvordan klimapåvirkning nu skal indgå i vurderingen af samtlige relevante lovforslag og større politiske initiativer fra nu af. Det skriver Information.
"Når vi laver politik i Danmark, skal vi helt grundlæggende tage miljø, klima og naturhensyn ind på en måde, som det ikke har været gjort før," siger Dan Jørgensen.
Tanken er, at ligesom man beregner samfundsøkonomiske omkostninger af lovforslag og udspil, vil regeringen regne på klimabelastning og strømline den grønne tænkning i ministerierne. Regeringen offentliggør tirsdag sin nye vejledning.
Eksperter: Regeringen kører efterretningstilsyn ud på sidespor
Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) har afsløret mulige ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Men tilsynet får med regeringens lovforslag om at nedsætte en undersøgelseskommission ingen garanti for at se resultatet af kommissions arbejde, skriver Jyllands-Posten.
Lovforslaget skal give justitsminister Nick Hækkerup (S) og fem medlemmer af Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne lov til at se kommissionens klassificerede beretning om sagen, når beretningen foreligger. Flere eksperter kritiserer derfor, at regeringen stækker tilsynet og forsøger at mørklægge kritikken af efterretningstjenesten.
"Der er ikke med lovforslaget taget stilling til, om TET skal have adgang til beretningen. Hvis TET, når kommissionsundersøgelsen er afsluttet, ønsker at få adgang til beretningen, vil der som udgangspunkt blive set positivt på det," skriver Justitsministeriet i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.
FN indkalder dansk muldvarp om aktiviteter med Nordkorea
FN's ekspertpanel, som overvåger, om FN's sanktioner mod Nordkorea bliver overholdt, har indkaldt den danske muldvarp Ulrich Larsen til et møde om hans aktiviteter med Nordkorea. Det skriver DR.
Ulrich Larsen har i ti år været muldvarp i først den danske koreanske venskabsforening og siden den internationale koreanske venskabsforening (KFA), og han har forsøgt at afdække, hvordan den internationale venskabsforening og det nordkoreanske regime agter at bryde handelssanktioner mod Nordkorea.
Ulrich Larsen har undervejs lavet åbne og skjulte optagelser, som nu indgår i Mads Brüggers dokumentarserie 'Muldvarpen – undercover i Nordkorea'. Lederen af FN's ekspertpanel, Alastair Morgan, skriver til DR, at "panelet ønsker at bede om information fra alle relevante parter efter visningen af dokumentaren".
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har som følge af sagen sagt til DR, at han sammen med den svenske udenrigsminister vil bringe det op i FN's sanktionskomite og i EU, at sanktioner mod Nordkorea skal håndhæves bedre.
Det sker i dag:
- EU's europa- og udenrigsministre mødes i Rådet for Almindelige Anliggender for at drøfte forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om de fremtidige forbindelser inden for samhandel og det indre marked.
- Regeringen offentliggør sin nye vejledning om at regne klimabelastning ind i samtlige samtlige relevante lovforslag og større politiske initiativer.
- Den Internationale Valutafond (IMF) holder årsmøde med Verdensbanken og fremlægger sin prognose for verdensøkonomien.