Dansk Blindesamfund: Beskæftigelsen blandt blinde og svagsynede har stort set ikke rykket sig i 40 år

Til sammenligning er 60 procent af alle borgere med handicap i beskæftigelse. Men antallet af blinde og svagsynede i beskæftigelse har stort set ikke rykket på sig i 40 år, og fordi det er steget så eksplosivt for den generelle befolkning i den periode, har forskellen aldrig været større.

Det er en skam, for vi ønsker naturligvis også at have et arbejde med hverdag, kollegaer og selvbestemmelse ligesom alle andre. Derfor er det på høje tid, der bliver taget et markant opgør.

Manglende forestillingsevner

Alt for få af vores medlemmer får en kompetencegivende uddannelse, og derved er mange allerede meldt ud af arbejdsfællesskabet. Og selvom det lykkes at komme igennem uddannelsessystemet og stå med et eksamensbevis i hånden, så er vejen til et job dog ikke sikker.

Det er ikke urimelige krav, men helt grundlæggende hjælp til at kunne leve sit liv, vi efterspørger.

Diana Stentoft
Næstformand, Dansk Blindesamfund

Incitas Arbejdsgiveranalyse 2023 viste, at over halvdelen af arbejdsgiverne har forbehold overfor at ansætte en synshandicappet allerede inden, de har mødt kandidaten. Det skyldes blandt andet manglende forestillingsevner om hvad, man kan med et synshandicap.  

Derudover er det jobcentrets opgave at vurdere, om der skal bevilges synskompenserende hjælpemidler, for eksempel en skærmlæser eller et forstørrelsesprogram, og den afgørelse træffes først efter, at den synshandicappede er blevet ansat. 

Den proces trækker ofte ud, måske skal man igennem en længere udredning, og i mellemtiden er det ikke muligt at passe sit job. 

Det kræver en mere end almindeligt tålmodig arbejdsgiver at have is i maven til at vente på det. Skulle man finde på at skifte fra et job til et andet – ja, så skal man igennem det hele igen.

Hvis man skal videreuddannes i forbindelse med sit job, er det ikke en selvfølge, at man kan få støtte til det. 

Systemet er snørklet

Det er ikke urimelige krav, men helt grundlæggende hjælp til at kunne leve sit liv, vi efterspørger. Men det kan for mange føles som en kamp at få den. Ikke mindst fordi systemet er snørklet og uigennemsigtigt. 

Det er for eksempel jobcentret, der skal bevilge de hjælpemidler, der har med ens arbejde at gøre, mens det er socialforvaltningen, der står for al hjælp til livet rundt om arbejdet.

Meget af lovgivningen stammer fra 90’erne, og det mærkes, at den er fra en tid uden computere og smartphones.

Hvis ikke der handles, kommer der ikke flere synshandicappede i beskæftigelse.

Diana Stentoft
Næstformand, Dansk Blindesamfund

Hvis et givent hjælpemiddel kan bruges både på jobbet og privat – det kunne være en skærmlæser – er der skrækeksempler på, at sagen havner lige midt imellem de to offentlige instanser, og det kræver næsten en juridisk eksamen at få truffet en afgørelse.

Endelig er det et problem, at der ikke er tilstrækkeligt fokus – ej heller lovgivningsmæssigt – på tilgængelighed til it-programmer.

Arbejdsrelaterede it-programmer kan være utilgængelige selv med det mest optimerede synskompenserende udstyr.

Det kan også være, at en opdatering af programmet ikke længere understøtter skærmlæseren eller forstørrelsesprogrammet. I så fald risikerer man som synshandicappet at blive presset ud af sit job.    

I det hele taget oplever mange af vores medlemmer, at det at være en del af jobmarkedet er enormt ressourcekrævende. Men ikke på grund af selve jobbet. Nej, det er alt det rundt om.

Hvis ikke der handles, kommer der ikke flere synshandicappede i beskæftigelse, end der har været de seneste 40 år. Og det kan ingen være tjent med.