Dansk klimapolitik er gået ind i en ny fase: Tre nedslag fortæller hvordan

Med den grønne trepartsaftale på plads, er Christiansborg for alvor begyndt at tænke på en sommerferie, som formentlig føles temmelig tiltrængt. Dansk klimapolitik har – med en unavngiven regeringskildes ord – været igennem ”en crazy periode”.

Men perioden har også været lærerig. Her er tre ting, jeg tager med fra det første halve år af 2024.

Siden 2019 har klimamålene været centrum for dansk klimapolitik. Indadtil, når regeringen skulle præsentere ny politik. Når oppositionen skulle kritisere den selvsamme. Men også udadtil, når regeringen skulle fortælle historien om Danmark som et foregangsland.

2030-målet har været hovedargumentet for, at Danmark er et ambitiøst land. Det har været styrende for, at også landbruget skulle underlægges en CO2-afgift, hvilket regeringen først fik en ekspertgruppe ledet af professor Michael Svarer, og senere en række interesseorganisationer til at hjælpe med at realisere.

Men da der kom nye tal for først lavbundsjorde og senere CO2-optaget i de danske skove, gik målet fra at være en truende politisk afgrund til en ubelejlig forhindring i dørtrinshøjde, som man ikke engang behøvede tage den mildeste af Svarer-gruppens tre modeller i brug for at forcere.

I regeringen ser man uden tvivl det skift som en succes. Klimamålene (i hvert fald de danske) presser ikke regeringen længere. Men både i og uden for regeringen er der begyndt at danne sig en forståelse af, at klimamålene ikke kan fortælle den fulde historie om, hvorvidt man rent faktisk er på rette spor.

For det første, fordi opnåelsen af målene er enormt usikker. Hvis to beregningsmæssige korrektioner på kort tid kan medføre reduktioner på fire millioner ton CO2, uden at nogen har gjort noget, så kan det modsatte i princippet ske i de kommende år. Som Information for nylig beskrev, har forskere fra Aarhus Universitet fundet ud af, at udledningerne fra lavbundsjorde kan være undervurderet med op til 40 procent. Det vil skubbe regnestykket markant den anden vej, hvis de beregninger finder vej til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

For det andet, fordi klimaminister Lars Aagaards (M) erklærede mål om at blive en effektiv ”implementeringsminister” har vist sig temmelig svært at leve op til i praksis.