Danske Gymnasier savner svar fra myndighederne: Bør vi aflyse studieture?
CORONA: Danske Gymnasier er meget bekymrede for at sende tusindvis af elever på studieture i de kommende uger. Foreningen efterlyser klarere svar fra myndighederne på, om rektorer bør aflyse rejser.
Tyson W. Lyall
Redaktør”Skal vi overhovedet sende unge mennesker ud lige nu?”
Spørgsmålet kommer fra Danske Gymnasiers formand, Birgitte Vedersø, og er rettet mod myndighederne.
Kombinationen af den globale coronavirus og en dansk højsæson for studieture gør, at Birgitte Vedersø efterlyser klarere meldinger.
Udenrigsministeriets rejsevejledning er ikke nok.
”Vi har brug for, at myndighederne tager stilling til, om det er klogt at sende flere tusinde unge mennesker ud i verden i en situation, hvor smittefaren udvikler sig dramatisk fra dag til dag.”
”Jeg vil gerne have, at myndighederne tager stilling til, om studieturene skal sættes på pause,” siger hun.
Mangler svar på henvendelse
Allerede torsdag i sidste uge tog Danske Gymnasier derfor kontakt til både Udenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet.
I en skriftlig henvendelse foreslog Danske Gymnasier blandt andet, at alle regioner i Italien blev omfattet af Udenrigsministeriets anbefaling om ikke at foretage unødvendige rejser.
Danske Gymnasier havde mandag aften endnu ikke fået svar på henvendelsen.
Udenrigsministeriet oplyser dog sent mandag på Twitter, at rejsevejledningen nu er ændret, så alle unødvendige rejser frarådes til hele Italien og San Marino.
Altinget Uddannelse har spurgt Børne- og Undervisningsministeriet til de almene gymnasiers generelle ønske om klarere retningslinjer, men her henviser man til Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriet var ved deadline mandag midnat ikke vendt tilbage på spørgsmål om, hvorvidt gymnasierne kan forvente specifikke anbefalinger eller udmeldinger angående studieture.
1.700 elever på vej til Italien
Danske Gymnasier lavede mandag en ”lyn-undersøgelse” blandt sine medlemsskoler.
Den viser ifølge Birgitte Vedersø, at cirka 1.700 elever har planlagt studieture til Italien inden for de kommende uger.
De elever kommer næppe afsted, efter at Udenrigsministeriet har opdateret rejsevejledningen.
Men selvom der sættes en stopper for alle italiensture, er der stadig behov for at lette presset på rektorerne, mener Birgitte Vedersø.
”Rektorerne står i en virkelig svær situation. Vi står ret alene med beslutningen, når der skal aflyses en rejse. Forsikringen er ikke forpligtet til at dække elevernes økonomiske tab, hvis vi aflyser. Samtidig får vi meget forskellige ønsker ind fra elever, forældre og lærere. Det skaber et voldsomt pres,” siger hun.
Hvis et gymnasium aflyser en tur, uden at Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningen, kan rejserne ifølge Danske Gymnasier ikke refunderes.
”Brug for hjælp”
Danske Gymnasiers bekymringer er således ikke isoleret til Italien, der lige nu hyppigst forbindes med coronavirussen i Europa.
Udviklingen med virussen sker så hurtigt, at Birgitte Vedersø har brug for en generel vurdering af, om alle studieture skal sættes på pause.
”Jeg er usikker på, om det er sikkert, med den udvikling i smittespredningen, vi oplever. Vi er generelt i tvivl. Skal vi overhovedet sende unge mennesker ud lige nu?”
”Vi beder om at få en anbefaling, så nogen fortæller os, om det er klogt at tage af sted eller ej,” siger hun og afslutter:
”Vi er fuldstændig klar over, at gymnasiernes studieture er en meget lille brik i en alvorlig situation. Men omvendt er det et reelt problem på skolerne lige nu, som vi har brug for hjælp til at få løst.”