Danskerne gider ikke dystre nyheder. Måske medierne bør dække de gode?

I Danmarks Radios rapport om medieudviklingen i 2022 står en overskrift billedligt talt med flammeskrift: "Fri os fra nyhederne". Analysen konkluderer entydigt, at antallet af danskere, der aktivt fravælger nyheder, stiger. Faktisk fra 15 procent i 2019 til 20 procent tre år senere. De slukker eller tænder slet ikke for floden af negative nyheder. 

Flere end hver fjerde har ifølge en redegørelse fra Kulturministeriet skåret ned på deres forbrug af redaktionelle medier, som de skal betale for. Trykte medier er ramt noget hårdere end radio og tv – men det lægger jeg egentligt ikke andet i, end at tv også er streaming af film og andet fornøjeligt, og at tv-nyheder er lettere at fordøje henslængt i sofaen.

Er de for sure og negative – og ukonstruktive – kan vi blunde lidt eller gå ud og brygge kaffe, indtil vejrudsigten kommer. Desværre sikkert med regn og koldfronter og klimaforandringer på menuen. 

For medierne skyller over med jammerlige nyheder. Klimakrise. Corona-pandemi. Renten falder ikke i år. Inflationen falder – men slet ikke hurtigt nok. Krigen i Ukraine fortsætter i det uendelige. Trump genopstiller som præsident i USA. Det gør præsident Biden også. Der er ikke sygeplejersker nok. Folk forlader deres jobs i ministerierne i ekspresfart. Det går alt for langsomt med klimaindsatsen herhjemme. Der nedlægges busruter i provinsen. Godt nok reddede politiet en 13-årig, bortført og voldtaget pige hjem i live, men hold da op, hvor de kludrede i det for syv år siden i Emilie Meng-sagen. 

Måske det havde været at foretrække med lidt plads til at glædes over, at en 13-årig kom hjem i live?  Og så senere i dækningen trække spor til den ulykkelige Emilie Meng-sag, og at politiet selv erkendte sin alt for sløve efterforskning i begyndelsen.

Medieforbrugernes verdensbillede er skævt. Det er ikke kun mediernes skyld. Men måske mediehusene skal sætte sig for at rette lidt op på det og bidrage til mere rimelige proportioner.

I Hans Roslings fremragende bog 'Factfulness' fra 2018 dokumenteres det overbevisende, at de fleste tror, at det står meget værre til på afgørende områder i det meste af verden, end det reelt gør.

Hvis ikke mediehusene gør noget ved sig selv, tror jeg, at der er en reel fare for, at udviklingen fortsætter og tager fart: Folk dropper de redaktionelle nyhedsmedier og finder deres opdateringer andetsteds.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, DF

Flertallet forestiller sig, at børnedødeligheden er meget værre, end den er, at piger ikke må uddanne sig i langt flere lande, end tilfældet reelt er, og at antallet af folk, der lever i ekstrem fattigdom i verden, er fordoblet, mens det modsatte reelt er tilfældet.

De dårlige nyheder skal fortælles. Verden bliver ikke bedre af, at vi lukker øjnene. Man kan bare godt berette om dårligdomme og samtidig lade sagkyndige pege på løsninger. Og de gode nyheder skal også fortælles.

Haagerup har ret i, at den "gode historie" jo også er den overraskende positive historie med det gode resultat. Og at dårlige nyheder kan perspektiveres. Og at der kan levnes plads – både i tv, radio og på tryk – til sagkyndige, der anviser veje frem, løsninger og muligheder, og ikke kun til jammerkommoderne, der peger på, at alt er for sent, for sløvt og burde være gjort helt anderledes. 

Hvis ikke mediehusene gør noget ved sig selv, tror jeg, at der er en reel fare for, at udviklingen fortsætter og tager fart: Folk dropper de redaktionelle nyhedsmedier og finder deres opdateringer andetsteds. Måske i noget ufordøjet, enøjet og forudindtaget propaganda, der bekræfter modtageren i præcis dét, pågældende mente i forvejen.

Folkestyret næres af den frie, uafhængige og kritiske presse. Journalister, der stiller spørgsmål – især de irriterende af slagsen – ved alt og alle. Og for en sikkerheds skyld en gang om året står tidligt op for lige at tjekke, om det mon stadig er et faktum, at solen rent faktisk står op i øst. Det kan man jo ikke vide i en tid med store forandringer…

Hvis de redaktionelle medier bliver for få og ens, lider vores folkestyre skade. Medierne skal ikke hele tiden male en paddehattesky op for medieforbrugerne, når noget går galt. Men i den grad give perspektiv og gennem kilder og vinkler være, ja, konstruktive.

Følelser slår facts. Det ved de fleste, og jeg ved det af erfaring, for jeg arbejdede i halvandet årti med politisk kommunikation, hvor fakta var basen men følelserne det, der skulle flytte vælgere. Blafrende Dannebrog og velvalgte ord vækker bare flere følelser end et regneark.

Håb er også en følelse. Vi har brug for håb. Og det er smukt, hvis faktuel, velfunderet og godt vinklet journalistik både formår at formidle fakta og håb. Så har både folkestyret og medierne en lys fremtid.