DBU i opsang til FIFA: Kræver forbedringer for migrantarbejdere i Qatar
DBU vil presse FIFA til at forbedre forholdene for migrantarbejdere i Qatar. Nybrud, fastslår ekspert.
Rasmus Dahl Løppenthin
JournalistDBU skruer markant op for retorikken i den betændte sag om VM i Qatar.
I et åbent brev sendt direkte til FIFA-toppen, præsident Gianni Infantino og generalsekretær Fatma Samoura, presser DBU det internationale fodboldforbund til at sikre bedre vilkår for migrantarbejderne i Qatar.
"Vi kræver en fuld implementering af den allerede vedtagne lovgivning, og at FIFA stiller sig i spidsen for at sikre yderligere forbedringer af Qatars lovgivning," lyder det i brevet.
Derudover vil DBU have FIFA til at sikre menneskerettighederne bliver overholdt i Qatar, ytringsfrihed under slutrunden og en efterforskning af antallet af dødsfald blandt migrantarbejdere i Qatar.
Ekspert er overrasket
Den nye udvikling i sagen sker efter ugers heftig diskussion om et muligt boykot af slutrunden. Her har DBU blandt andet fået kritik for at være for fodslæbende, men mandagens brev er alt andet end vagt. Det fastslår senioranalytiker ved Play The Game, Stanis Elsborg.
"Jeg er positivt overrasket over, at DBU er så kontante i retorikken og konkrete i deres krav," siger Stanis Elsborg, som kalder brevet for et nybrud.
"Jeg kan ikke mindes, at Danmark nogensinde er kommet med så markante krav i en idrætspolitisk sammenhæng. I så fald er det i hvert fald ikke sket i nyere tid."
Tvivler på effekten
Han er imidlertid i tvivl om, hvilken effekt brevet vil få.
"På den korte bane er der ingen tvivl om, at DBU-formand Jesper Møller bliver meget lidt populær i FIFA og UEFA. Men man kan jo håbe, at det vil sprede sig som ringe i vandet og få andre forbund til at bakke op om kritikken," siger Stanis Elsborg.
Det overrasker imidlertid senioranalytikeren, at DBU går enegang i sagen.
"Man havde stået stærkere, hvis man havde haft andre nationale forbund til at bakke op om kritikken. Lige nu står DBU meget alene," siger Stanis Elsborg.
"Og det rejser jo spørgsmålet om, hvad DBU gør, hvis FIFA ikke efterkommer de meget kontante krav. Det mangler vi stadig svar på," fortsætter han.
Altinget har mandag forsøgt at få en kommentar fra DBU, men det har ikke været muligt.