Debatten om ytringsfrihed og islam er som at træde på en landmine

Voldsmændenes handlinger er selvfølgelig helt uacceptable, men er dem, der stryger tændstikken til afbrænding af koranen proppet med et par stykker bacon uden skyld og ansvar? Kan man tillade sig at være så dum og uansvarlig? Ja, man har i hvert fald indtil videre retten til at være både dum og uansvarlig i Danmark.

Ifølge straffelovens paragraf 110e kan man blive straffet med bøde eller fængsel op til to år, hvis man ”offentligt forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke”.

Men man må gerne, efter afskaffelsen af blasfemi-paragraffen i dansk lovgivning i 2017, brænde millioner af muslimers hellige bog af uden at det bliver betragtet som offentlig forhånelse.

Stort set alle andre vestlige lande har fundet en vej til både at værne om ytringsfriheden og værne om andres flag eller religiøse symboler med undtagelse af Sverige og Danmark.

Det er ærgerligt, at vi skal tage stilling til det her spørgsmål foranlediget af de 57 muslimske landes protest over koranafbrændingerne, fordi vi var ligeglade med Rasmus Paludan og hans mærkværdige måde at få politisk opmærksomhed på.

Men ligesom de muslimske lande ikke skal bestemme Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, så skal Paludan vel heller ikke med sine handlinger kunne gennemtvinge, at Danmark må opjustere fra niveau fire til niveau fem, hvad angår vores nationale sikkerhed.

Lad os så tage den om Danmarks sikkerhed nu er truet. Vi kan jo godt stille os op og lade som ingenting, men så har vi ingenting lært af den nære fortid. Ligesom der kun skal en tosset aktør i Danmark til at få ledere af 57 muslimske lande til at holde krisemøde og fordømme Danmark, så skal der kun en religiøs ekstremist til at udløse en terrorhandling i Danmark.

For et par uger siden berettede den svenske styrelse for Psykologisk Forsvar på et pressemøde, som ingen danske medier dækkede, om over en million opslag på de sociale medier om Sverige og koranafbrændingerne.

Vi har altså sat nogle grænser for ytringsfriheden, selv om det i den offentlige debat kunne opfattes anderledes

Lisbeth Knudsen

De fortalte også, at opslagene ofte bærer overskrifter, der fejlagtigt hævder, at den svenske stat støtter koranafbrændingerne, og at Sverige giver tilladelser til koranafbrændinger. "Disse handlinger rapporteres ofte på en fuldstændig unøjagtig måde med det formål at skade Sverige og svenske interesser og nogle gange med den direkte opfordring til at gøre det," bemærkede den svenske civilforsvarsminister Carl-Oskar Bohlin på en pressebriefing 26. juli.

Han sagde også, at de massive desinformationskampagner ikke kun kommer fra private og spontane mennesker. "Aktører, der støttes af Rusland, forstærker aktivt ukorrekte udsagn, der hævder, at den svenske stat står bag vanhelligelsen af hellige bøger," forklarede Bohlin og tilføjede, at beskyldningerne "er fremsat med det formål at skabe splittelse og svække Sveriges internationale position."

"At hjælpe til med at give næring til kampagnen er faktisk en billig og effektiv måde for Rusland at svække Nato og dets partnere på,” sagde han.

Helt så konkret om trusselsbilledet har den danske regering ikke været, men det vil være usædvanligt, hvis ikke netop det svenske billede af truslerne er det, som Udenrigsministeriets krisestab kigger ind i.

I den politiske debat er der en tendens til at skære væk, at den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark faktisk ikke er ubegrænset eller ubøjelig, men allerede er indskrænket af lovgivning. Det er den af straffelovens paragraf 266b – den såkaldte ”racismeparagraf”. Her står:

”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Dertil kommer den før nævnte paragraf 110e, som fastslår, at det er forbudt offentligt at forhåne en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke.

Vi har altså sat nogle grænser for ytringsfriheden, selv om det i den offentlige debat kunne opfattes anderledes.

Vi er altså der, hvor vi ikke har en ubøjelig og ubegrænset ytringsfrihed. VI må ikke true, forhåne eller nedværdige andre mennesker på grund af deres tro eller en fremmed nations nationale symboler, men vi må gerne brænde andre menneskers eller andre nationers hellige skrifter af.

Afbrændingerne handler ikke om ytringsfrihed men om provokation og om at vise ringeagt. Vil vi gerne leve i en verden, hvor det bliver ok at brænde hinandens religiøse symboler af for at manifestere uenighed, kritik og demonstrere for alverden, at det er kvaliteten ved et frit og sekulært samfund af have retten til netop at gøre det?

Er vi blevet så ligeglade overfor vores kristne tilhørsforhold gennem generationer, at det ikke ville kunne ophidse os en tøddel, hvis muslimske provokatører stillede sig op foran domkirken i København og brændte et par bibler af?

Mediedebatten har, siden regeringen proklamerede at ville gribe ind overfor koranafbrændingerne, været fyldt med debatindlæg og meninger for og imod, og de store nationale medier har på lederplads kaldt til modstand mod regeringens forslag lige som oppositionen både til højre og venstre i Folketinget.

Det er jo sådan, at det skal være i et demokrati og med en uafhængig presse. Der er i denne sammenhæng grund til at rose vores juridiske ekspertise i landet for i denne sag at stille sig frem og bidrage med deres vurderinger og nuancering af myterne om den hellige (undskyld udtrykket) og ukrænkelige ytringsfrihed.

Det er hverken nu eller på et andet tidspunkt hensigtsmæssigt at bruge afbrænding af hellige bøger som led i en kamp om de værdier, der skal præge verdenssamfundet

Lisbeth Knudsen

Det er samtidig interessant, at ingen medier orker at gå i kødet på ophavsmændene til hele balladen. Hvor er det kritiske, skarpe og velargumenterede interview, som stiller spørgsmålet til Paludan om, hvorfor han netop kører med disse koranafbrændinger.

Hvad er det, han vil opnå med dem ud over opmærksomhed? Hvad er det, han har gjort sig af tanker om, hvad det kan indebære for Danmarks og danskernes sikkerhed? Kunne han ikke praktisere sin grundlovssikrede ret til religionskritik på andre måder end dette groteske format?

Vi har set et grundigt mediemæssigt fokus på konsekvenserne af at indskrænke ytringsfriheden og indføre et forbud mod afbrænding af alle slags religiøse skrifter. Et stort knæfald for 57 muslimske lande med en politisk dagsorden om at begrænse religiøs ytringsfrihed. Men hvor er det mediemæssige fokus på konsekvenserne af ikke at gøre det?

Hvor er analyserne af de sociale mediers platforme og de desinformationskampagner, som i hvert fald svenskerne kender til, og den russiske indblanding i spredningen af falske påstande om at den danske stat understøtter koranafbrændingerne?

Hvad er konsekvensen, hvis det globale syd som Mellemøsten og Afrika får politiske kram og sympati fra Rusland i deres værdipolitiske krig stedet for at knytte alliancer med de vestlige lande?

Det er hverken nu eller på et andet tidspunkt hensigtsmæssigt at bruge afbrænding af hellige bøger som led i en kamp om de værdier, der skal præge verdenssamfundet. Hvad enten der er tale om kristne, jødiske eller muslimske hellige bøger. Vi har bedre sager og bedre måder at gå i byen med, hvis vi gerne vil fremme demokrati, menneskerettigheder, kvinders rettigheder, pressefrihed og ytringsfrihed i andre lande.