Det sker i EU: Von der Leyen tager til Amerika, mens Europas ministre drøfter ammunition til Ukraine

EU-Kommissionens formand besøger Det Hvide Hus på et anspændt tidspunkt i forholdet til USA. Både handel, sikkerhed og forsvar drøftes samtidig af ministre i Stockholm, mens visumpolitik og status for grænsesamarbejdet Schengen står på dagsordenen i Bruxelles.

EU-chef Ursula von der Leyen og præsident Joe Biden var i højt humør, da de mødtes i Bruxelles sidste sommer. Men siden har USA vedtaget en kæmpe statsstøttepakke, der bekymrer Europa.
EU-chef Ursula von der Leyen og præsident Joe Biden var i højt humør, da de mødtes i Bruxelles sidste sommer. Men siden har USA vedtaget en kæmpe statsstøttepakke, der bekymrer Europa.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

Mandag 6. marts

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser mandag og tirsdag til Albanien og Kroatien for at diskutere Europas migrationsudfordringer med lederne af de to balkanlande, kroatiske Andrej Plenković og albanske Edi Rama. Det er første gang nogensinde, at en dansk statsminister kommer på officielt besøg i Albanien.

EU-Kommissionens næstformand for grøn omstilling, Frans Timmermans, er taget til Saudi-Arabien sammen med energikommissær Kadri Simson for at diskutere energisamarbejde og klimapolitik med blandt andre den saudiske energiminister, prins Abdulaziz bin Salman Al-Saud. Gæsterne fra EU vil også besøge flere af landets olieselskaber og forskningscentre.

Athen får besøg af en delegation fra Europa-Parlamentets udvalg for borgerrettigheder, som indleder tre dages undersøgelser af tilstanden for den græske retsstat – herunder særligt mediefrihed og bekæmpelse af korruption. Delegationen skal møde repræsentanter for landets regering, domstolene, efterretningsvæsenet og grænsepolitiet.

Samme aften lander EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i Canadas hovedstad Ottawa for at indlede en uges officielt besøg på det nordamerikanske kontinent.

Von der Leyen møder den canadiske premierminister, Justin Trudeau, på Kingston militærbase, hvorfra mange canadiske soldater er blevet udsendt for at hjælpe ukrainske flygtninge i Polen. De to ledere skal blandt andet tale om grøn industri, om sjældne råmaterialer og om frihandelsaftalen mellem EU og Canada (CETA), som endnu ikke er ratificeret i alle EU’s medlemslande. Senere skal formanden for EU-Kommissionen holde en tale for Canadas parlament i Ottawa.

I Stockholm kommer Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på visit hos den svenske statsminister, Ulf Kristersson, der har ansvar for EU’s roterende rådsformandskab i dette halvår. De to vil utvivlsomt diskutere, hvordan det går med at få overtalt de tøvende ledere i Tyrkiet og Ungarn til at lade Sverige og Finland blive medlemmer af forsvarsalliancen Nato.

Stoltenberg fortsætter sit besøg i Stockholm ved at deltage i et uformelt møde for de 27 EU-landes forsvarsministre, der er samlet for primært at diskutere Unionens støtte til Ukraine. For Danmark deltager fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Et af de vigtigste spørgsmål bliver, hvordan EU i fællesskab kan indkøbe ammunition til det ukrainske militær.

Forsvar og sikkerhed er også på dagsordenen for EU-Kommissionens ugentlige møde i Bruxelles. Kommissærerne skal behandle en pakke, der blandt andet indeholder nye strategier for maritim sikkerhed og for sikkerhed og forsvar i rummet.

De europæiske udviklingsministre er samlet i Stockholm, hvor de blandt andet skal tale om EU’s nye globale sundhedsstrategi oven på coronakrisen sammen med generaldirektøren for Verdenssundheds-organisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024