Det giver ikke længere mening at skelne mellem ældrepleje og sundhedsvæsen

Når vi taler ældreplejen og sundhedsvæsenet som to separate områder, så er det eksempelvis med til at fastholde et rosenrødt og nostalgisk billede af et plejehjem som et sted, man bor, når alderen begynder at trykke og kræfterne bliver færre.

Jeg kan med garanti ikke sige mig fri for selv at have bidraget til, at fastholde dét billede.

Virkeligheden er snarere den, som speciallæge og aldringsforsker Henning Kirk så præcist har skildret; nemlig at borgere – på tværs af forskellige aldre – visiteres til en plejebolig som følge af, at de lider af en eller flere sygdomme.

Kerneopgaverne på et plejehjem kredser i stigende grad om at håndtere lidelser som demens, inkontinens, KOL, diabetes og hjertesvigt, herunder de lægekonsultationer, behandlinger og indlæggelser, der følger med.

Når systemets skelnen mellem sundhed og ældre ikke længere giver mening, må vi have modet til at lave systemet om.

Jakob Scharff

Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen rammer derfor også hovedet på sømmet, når han slår fast, at det ingen mening giver at tale om 'helhedspleje' og 'forebyggelse' uden at tale sammenhæng mellem ældrepleje og behandlingen på sygehusene.

Derfor er Sundhedsstrukturkommissionens netop offentliggjorte rapport meget mere værdifuld end analyserne og anbefalingerne i sig selv.

Den varsler nemlig et opgør med silotænkningen og et længe ventet paradigmeskifte i vores forståelse og prioritering af det nære sundhedsvæsen.

Ulemperne ved et sundhedsvæsen, hvor det overordnede ansvar for økonomi og styring er delt mellem kommuner og regioner er til at få øje, hvad enten man er patient, pårørende, medarbejder eller leverandør.

Data bliver ikke delt på tværs af sektorer. Incitamenterne til at investere i forebyggelse, træning, hjemmebehandling, teknologi og sammenhængende forløb er ikke til stede i tilstrækkelig grad.

Vi har en helt unik mulighed for at gennemføre en ambitiøs reform, der sikrer, at indretningen af velfærdssamfundet rent faktisk er kalibreret efter borgernes reelle behov.

Når systemets skelnen mellem sundhed og ældre ikke længere giver mening, må vi have modet til at lave systemet om.

Vi har brug for en reform, der samler ansvaret for sundhed og ældre, så offentlige såvel som private aktører får mulighed for at skabe sammenhængende forløb, forebygge sygdomme og indlæggelser, og flytte behandlinger tættere på borgerne med teknologi og digitalisering.

Den mulighed må vi ikke forpasse.