DIIS-forsker: Tyrkiet har tvunget Sverige under galgen før historisk Nato-topmøde

Både Sverige og Finland er blevet mødt med strenge krav fra Tyrkiet i Natos optagelsesproces (hvert enkelt medlemsland, i dette tilfælde Tyrkiet, har som bekendt vetoret ved optagelse af nye medlemmer).

Tyrkiets præsident Erdogan kan nu tage revanche for mange års ydmygende trykken næsen mod EU's butiksvindue, hvor blandt andet Sverige har givet tyrkerne ”karakterbog” med jævne mellemrum. Specielt på menneskerettighedsområdet og vedrørende pressefrihed har karakterniveauet været støt dalende gennem årene.

Finland har en pragmatisk og ret så elitær udenrigspolitisk kultur sammenlignet med de skandinaviske lande, ikke mindst Sverige. Dette har en historisk forklaring, der blandt andet går tilbage til naboskabet med Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Finland vil derfor kunne håndtere tyrkiske betingelser forholdsvis smertefrit.

Anderledes er det med Sverige. På dygtig vis har Sverige – ikke mindst under statsminister Olof Palme – kunnet udnytte det alliancefri handlerum til at føre sig frem med høj profil og kritik i Øst og i Vest samt i den Tredje Verden. Sverige var frontløber i den vestlige kritik af USA's Vietnamkrig og i kritikken af apartheid-styret i Sydafrika.

Hvis dette var en svensk udgave af ’Borgen’, ville de fleste nok anse det for et utroværdigt manuskript!   

Hans Mouritzen
DIIS-forsker

Med denne rodfæstede tradition var spørgsmålet i starten af Nato-processen, om medlemskabet ville vanskeliggøre en fortsat selvstændig og højprofileret politik (her var Nato-landet Norge (ikke Danmark) en kilde til trøst, henset blandt andet til norske mæglingsindsatser rundt omkring i verden).

Men der blev også spurgt i den svenske debat, hvor heldigt det var at komme i alliance med for eksempel Tyrkiet og dermed Erdogans styre. Lige midt i den diskussion sprang bomben, at netop Tyrkiet agtede at sætte en stopper for svensk og finsk medlemskab (angiveligt på grund af især Sverige som arnested for kurdisk terrorisme).

Det var med andre ord nu et spørgsmål, om Tyrkiet ville være i stue med Sverige snarere end det omvendte – noget af en kolbøtte.

Hertil kommer så en indenrigspolitisk situation i den svenske Riksdag, som er helt uden historisk sidestykke.

Én ting er, at venstre- og højreblokken mandatmæssigt står så godt som lige. Men hertil kommer det faktum, at en løsgænger, brudt ud fra Vänsterpartiet, afgør udfaldet af centrale afstemninger (godkendelse af statsministeren, vedtagelse af finansloven og et nyligt mistillidsvotum mod justitsministeren).

Hendes navn er Amineh Kakabaveh, og hun er svensk-kurder og engageret i den kurdiske selvstændighedskamp mod Tyrkiet. Som betingelser for at stemme sammen med venstre-siden (eller undlade at stemme) har hun aftalt flere ting med regeringen, som gør det vanskeligt eller umuligt for den at imødekomme Erdogans krav. Hvis dette var en svensk udgave af ’Borgen’, ville de fleste nok anse det for et utroværdigt manuskript!  

Det handler ikke kun om et enkelt modigt/stædigt parlamentsmedlem; det handler om hele Sveriges idealistiske tradition.

Hans Mouritzen
DIIS-forsker

Det kyniske gæt vil være, at Kakabaveh ender med at blive snydt. Hun forlader i alle tilfælde Riksdagen ved valget til september, og Natos optagelseskriterier er jo ikke sådan at lave om på.

Men sagen er mere indviklet end som så. Det handler ikke kun om et enkelt modigt/stædigt parlamentsmedlem; det handler om hele Sveriges idealistiske tradition. Et land, man plejer at kritisere, vil få indflydelse på Sveriges gøren og laden: støtten til kurderne i Tyrkiet og omegn, behandlingen af kurdere i Sverige og Sveriges embargo mod våbeneksport (fly især: Jas-39-Gripen) til et (ofte) krigsførende land!

Uanset at der bliver megen ’uld i mund’ ved et eventuelt kompromis, skal der virkelig sluges nogle kameler.

Sverige og Finland har gennemført et imponerende parløb i ansøgningsprocessen, under (uformelt) lederskab af Finlands præsident Ninistö. Den finske præsident har for nylig erklæret sig solidarisk med Sverige: ’Sveriges sak är vår’, som er en parafrasering på svenskernes ’Finlands sak är vår’ under Vinterkrigen 1939-40.

Det betyder, at hvis Sverige stoppes i processen, bliver også Finland siddende i venteværelset. Så hvis processen trækker ud, kan hele den nordlige udvidelse af Nato måske komme i farezonen.

Skulle der (mod forventning) sluttes fred i Ukraine, kan man forestille sig, at Nato-opinionen kølnes i de to ansøgerlande. Det afgør i sig selv intet, men det kan påvirke politikerne på højeste niveau. Under alle omstændigheder er en langstrakt ansøgningsproces præcis det, de to lande har villet undgå i den nuværende sikkerhedspolitiske situation.