Dødsfald: Fhv. områdedirektør ved Toldskat Fyn Jørgen Mönniche (80)
Den tidligere ledende embedsmand i Toldskat Jørgen Mönniche, Ebeltoft, er død, 80 år. Han var også formand for den konservative vælgerforening i Assens. Bisættelsen har fundet sted i stilhed.
Redaktionen
Maskinmester-sønnen fra København Jørgen Mönniche tog realeksamen i 1959 og blev straks ansat i Toldvæsenet i København.
Toldvæsenet blev hele Jørgen Mönniches professionelle liv, og det førte ham og familien rundt i det meste af landet. Han virkede således som kontrolchef ved Esbjerg Distriktstoldkammer 1987, regionschef ved Told- og Skatteregion Herning 1990, regionschef ved Told- og Skatteregion Odense 1997-2002 og områdedirektør ved Toldskat Fyn 2002-05.
Desuden var han lærer ved Toldvæsenets Fagskole fra 1973.
Jørgen Mönniche var formand for Københavns toldassistent forening 1967-71 og formand for foreningen af toldassistenter i Direktoratet for Toldvæsenet 1973-75.
Han, der var Ridder af Dannebrog, havde også en politisk åre og var således kredsformand i den konservative vælgerforening i Assenskredsen 2006-10.
Jørgen Mönniche, der sov stille ind efter længere tids sygdom, efterlader bl.a. sin hustru siden 1965 Marianne Børgesen. Han var desuden far, farfar, morfar og oldefar.