Dødsfald: Professor, miljøforkæmper Finn Bro-Rasmussen (90)
Miljøforkæmper og professor emeritus Finn Bro-Rasmussen er død. Han blev 90 år gammel.
Sara Fleckner Vilstrup
RedaktionsassistentHan var kendt som miljøforkæmper og var involveret i både danske og internationale miljøsager. Efter kort tids indlæggense er civilingeniør og professor emeritus Finn Bro-Rasmussen afgået ved døden. Han sov stille ind torsdag 10. januar, oplyser familien til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.
Bro-Rasmussen blev uddannet civilingeniør i 1952. Som civilingeniør og senere miljøprofessor arbejdede han med områder som sprøjtemidler, rent drikkevand, tungmetaller, giftdepoter og syreregn.
Siden 1975 har FN's fødevareorganisation, FAO, brugt Finn Bro-Rasmussen som konsulent, og han har dertil siddet i diverse ekspertkomitéer i EU.
Han var aktiv miljøforkæmper til langt op i sine 80'ere og forlod sit sidste hverv som repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening i 2016.
Finn Bro-Rasmussen efterlader sig to børn og fire børnebørn.