Spænding til det sidste: Frank Jensen forhandler stadig

KV17: Slutspillet om posterne på Københavns Rådhus fortsatte til efter klokken 6 om morgenen. Det står klart, at Socialdemokratiet fortsat er det største parti, at Alternativet stormer ind, mens Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre straffes af vælgerne.

Overborgmester Frank Jensen (S) ankommer på Rådhuspladsen i København på valgaftenen.
Overborgmester Frank Jensen (S) ankommer på Rådhuspladsen i København på valgaftenen.Foto: /ritzau/Tycho Gregers
Sine Riis LundTyson W. Lyall

OPDATERET KLOKKEN 06.40: Tidlig onsdag morgen kunne overborgmester Frank Jensen (S) meddele, at han har indgået en aftale med et bredt flertal i Borgerrepræsentationen. Aftalen indebærer, at Alternativet får en borgmesterpost, mens Dansk Folkeparti mister sin borgmesterpost. Læs mere her.

- - -

Nattens forhandlinger i København er blevet suppleret med morgenkaffe.

Men med 27,6 procent af stemmerne kan overborgmester Frank Jensen (S) glæde sig over fortsat at være rådhusets største parti.

Overborgmesteren mødte da også allerede tidligt på aftenen op på Københavns Rådhus flankeret af Mia Nyegaard (R), Sisse Marie Welling (SF) og Ninna Hedeager Olsen (EL). 

Godt selskab kaldte Frank Jensen det selvsikkert.

Han kunne da også glæde sig over, at de tre kvinder allerede tidligt gav hinanden håndslag på, at Frank Jensen skulle være overborgmester.

Grøn medvind
Valgets stemmekomet blev Alternativet. Partiet, med Niko Grünfeld i spidsen, strøg ind med grøn medvind i ryggen.

Blæsten om medarbejdersager på Christiansborg kunne ikke ændre på, at 10,5 procent af københavnerne satte kryds ved Liste Å.

Til gengæld måtte Venstre og Dansk Folkeparti lægge kind til vælgerlussinger. De to partier gik tilbage med henholdsvis 3,6 og 2,4 procentpoint.

Selvom Liberal Alliance med 4,0 procent af stemmerne holdt sit resultat fra 2013 og Konservative gik 0,6 procentpoint frem, endte det altså med et stort nederlag til blå blok.

Til gengæld kan Konservative finde lidt glæde i at være blevet blå bloks næststørste parti med i alt 5,6 procent af stemmerne.

Radikale Venstre, der under valgkampen mistede deres spidskandidat Anna Mee Allerslev, må også notere sig en tilbagegang på 2,3 procentpoint. 

Enhedslisten klarede nogenlunde skærene og bevarer klart sin position som det næststørste parti på Rådhuset med i alt 18,5 procent af de københavnske stemmer.

SF gik fra 10,0 procent i 2013 til 8,3 procent.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024