Drop tanken om at få OL til København – det er dyrt, elitært og verdens dårligste idé
København halter alarmerende bagefter, når det gælder gode idrætsfaciliteter for byens børn. Men Mia Nyegaard (R) foretrækker åbenbart at bruge sin tid på at drømme om et elitært OL-projekt i stedet for at løse problemerne, skriver Jonas Bjørn Jensen (S).
Jonas Bjørn Jensen
Enhedschef, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune, fhv. medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns KommuneJeg elsker OL, og jeg kan tydeligt huske det første OL, jeg så som barn. Det var i 1996 i Atlanta. Jeg var ti år gammel, og jeg havde holdt mig vågen sammen med min storebror for at se de mange konkurrencer.
Vi var særligt optaget af atletikken, og havde rykket toastmaskinen ned på hans værelse, så vi kunne følge med i konkurrencerne, uden at skulle vige en tomme fra skærmen, når vi skulle have en bid mad til den lille sult. Vi samlede kapsler fra colaflasker, som kunne byttes til merchandise, og væddet at rydde op på hinandens værelser, og hvem der skulle lave den næste toast.
På trods af vores lille størrelse i Danmark, så har vi nogle discipliner, hvor vi står stærkt. Selv i international sammenhæng. For eksempel håndbold, svømning, cykling og sejlsport, hvor vi altid er stærke, og fra tid til anden har vi nogle udøvere, som kan gøre sig gældende i andre sportsgrene.
Når vi på nogle områder kan gøres gældende på verdensplan, så skyldes det ikke tilfældigheder. Vi er stærke på de områder, hvor vi har en stor bredde, og hvor vi har satset historisk på at skabe nogle stærke miljøer for de bedste.
Bredden og talentarbejdet er altså der, hvor vi som lille land og som kommune kan gøre en forskel. Uden bredden, ingen elite.
Kære Mia Nyegaard og alle andre med OL-megalomani: Drop ideen om et OL til København. Det er dyrt, det er for eliten, og det er alt andet, end hvad byen har brug for
Jonas Bjørn Jensen (S)
I København halter forholdende for idræt. Sådan set både for bredden og eliten, men mest alarmerende for bredden.
Der er ventelister i store dele af foreningslivet. Vi må simpelthen afvise børn, som gerne vil gå til svømning, spille fodbold eller gå til håndbold, fordi vi mangler faciliteter, og fordi de faciliteter, vi har, er nedslidte. Hvis den næste OL-deltager skal komme ud af det københavnske idrætsliv, så skal vi op i et andet gear.
Derfor var vi nok også mange, der var spændt på at se et udspil fra den nye kultur- og fritidsborgmester på idrætsområdet. En ny borgmester er også nye par nye øjne på området. Men ligeså store forventningerne var, ligeså stor var min skuffelse.
Det første store udspil Mia Nyegaard (R) er kommet med på idrætsområdet, er nemlig ideen om, at vi skal afholde OL i København. Ikke en plan for hvordan vi får nedbragt ventelisterne til det københavnske foreningsliv. Ikke en plan for hvordan vi får renoveret vores nedslidte idrætsanlæg. Ikke et bud på hvordan vi kan gøre vores kunstgræsbaner bæredygtige.
Hendes første idé som ny borgmester er simpelthen, at vi skal bruge milliarder på at lave idrætsfaciliteter til eliten og på afviklingen af et af verdens største shows.
Jeg kan sagtens se for mig, at det kunne være sjovt. Der er sikkert også mange kapitalstærke organisationer, som synes, det er interessant at snakke om. Så det giver sikkert adgang nogle sjove steder at smide sådan en idé på bordet. Det kommer bare ikke breddeidrætten i København til gode. Tværtimod.
Jeg har de seneste år besøgt flere af de byer, som har afholdt OL. Billedet synes at være det samme, de fleste steder.
Alt fokus fra dem, som arbejder med idræt, bliver rettet mod at få en OL-by op at stå og på at sikre, at rammerne er i orden. Professionelle rammer for eliteidræt. Faciliteter og infrastruktur, som ofte kommer til at stå tilbage som en westernkulisse, når showet er forbi. Det er nemlig bare sjældent, at man har brug for et svømmestadion med plads til 20.000 tilskuere for at tage et eksempel.
Når man kigger på budgetterne for de sidste mange OL, så er fordelingsnøglen typisk, at cirka en tredjedel af budgettet bruges på at bygge faciliteter. En tredjedel bruges på sikkerhed, og den sidste tredjedel bruges på selve afviklingen.
Så selv hvis man sparrer på anlæg af faciliteter, som Mia Nyegaard har forslået, så er der en kæmpe regning som skal betales. Både London og Tokyo har brugt mere end 12 milliarder dollars på at afholde OL. Det svarer til cirka 80 milliarder danske kroner – et fuldstændig svimlende beløb.
Selv hvis det lykkes at afholde et billigere OL end det, så vil det stadig kræve en enorm økonomi. Penge, der vil være langt bedre brugt på at lave svømmehaller, fodboldbaner, idrætshaller, tennisbaner og løbebaner for bredden.
Betyder det så, at vi bare helt skal droppe ideen om at give københavnerne store sportsøjeblikke fra første parket? Nej, selvfølgelig ikke.
Når vi har løst de problemer, vi står med nu, kan vi måske begynde at snakke om OL – ikke et sekund før
Jonas Bjørn Jensen (S)
Vi har de sidste 15 år forfulgt en strategi i København, hvor vi byder os til på de begivenheder, hvor vi har faciliteterne parat i forvejen. Indenfor sportsgrene, hvor der enten er en stor bredde, eller hvor der er en stor vækst.
Det har givet os fire kampe i Parken ved EM i herrefodbold. Det giver os starten på årets Tour de France, hvor hele byen kan se Jonas Vingegaard køre ud på ruten som den næstsidste. VM i kano og kajak, VM i landevejscykling, VM i halvmaraton og meget andet. Alt sammen med relativt små budgetter. Men vigtigst af alt med en mulighed for at bruge begivenhederne til også at løfte bredden.
Som eksempelvis ved tour-starten, hvor alle københavnere kan komme ud og køre enkeltstartsruten dagen efter verdens bedste cykelryttere har tonset rundt i vores gader. Og selvfølgelig med særlig adgang og forskellige løb for cykelklubberne i byen.
Så kære Mia Nyegaard, og alle andre med OL-megalomani: Drop ideen om et OL til København. Det er dyrt, det er for eliten, og det er alt andet, end hvad byen har brug for. Brug i stedet kræfterne på at løfte bredden.
Lad os sammen få fundet en vej til at investere i vores idrætsfaciliteter, så københavnske børn ikke skal stå på venteliste til at dyrke idræt. Når vi har løst de problemer, vi står med nu, kan vi måske begynde at snakke om OL – ikke et sekund før.