DSU'er slår etableret S-parlamentariker

EP-VALG: Britta Thomsen har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004. Men til S-partikongressen i weekenden måtte hun se sig overhalet på opstillingslisten af en 24-årig DSU'er, der med lidt held kan blive valgt til Parlamentet næste år.
Den 24-årige Lasse Quvang Rasmussen (billedet) fra DSU blev overraskende nummer fire på Socialdemokraternes opstillingsliste til næste års Europa-parlamentsvalg.
Den 24-årige Lasse Quvang Rasmussen (billedet) fra DSU blev overraskende nummer fire på Socialdemokraternes opstillingsliste til næste års Europa-parlamentsvalg.Foto: Socialdemokraterne.dk
Kasper Frandsen
Det var en stor overraskelse, at en ung 24-årig DSU'er klemte sig ind mellem de tre nuværende europaparlamentarikere på Socialdemokraternes opstillingsliste til Europa-Parlamentsvalget.

Således skrabede Lasse Quvang Rasmussen stemmer nok sammen ved den årlige socialdemokratiske partikongres til at ligge foran den etablerede EU-parlamentariker Britta Thomsen på partiets kandidatliste til Europa-Parlamentsvalget til næste år i maj.

Lasse Quvang Rasmussen kommer til at ligge nummer fire på listen, mens Britta Thomsen er at finde som nummer fem.

Over dem ligger den nye spidskandidat Jeppe Kofod samt Ole Christensen og Christel Schaldemose, der er medlemmer af Parlamentet.

Fjerdepladsen på listen er et enormt skulderklap til Lasse Quvang Rasmussen, der bliver betragtet som en dygtig ungdomspolitiker med potentiale for en professionel politisk karriere.

Fakta
Sådan bliver Socialdemokraternes kandidater placeret på valglisten:

1. Jeppe Kofod
2. Ole Christensen
3. Christel Schaldemose
4. Lasse Quvang Rasmussen
5. Britta Thomsen
6. Kathrine Alexandrowiz
7. Gunde Odgaard
8. Marcel Meijer
9. Rasmus Gjedssø Bertelsen


Kamp om pladsen
Socialdemokraternes valgliste er sideordnet. Dermed afgør de personlige stemmer, hvem af de opstillede kandidater der får en plads i Europa-Parlamentet. Derfor må den mere kendte Britta Thomsen fortsat anses for at have en større chance end Lasse Quvang Rasmussen for at blive valgt.

Ved sidste valg fik Socialdemokraterne 21,5 procent af stemmerne. Det gav partiet fire af Danmarks 13 pladser i Europa-Parlamentet. 

I de seneste målinger ligger Socialdemokraterne under 20 procent på landsplan. Dermed kan de risikere at miste en plads i Parlamentet, hvis partiet ikke får mere medvind hos vælgerne.

Hvis Socialdemokraterne må nøjes med tre pladser bliver det så godt som umuligt for Lasse Quvang at blive valgt ind. De pladser vil højst sandsynligt gå til de tre øverste på listen.

Hvis partiet derimod genvinder noget af det tabte og får fire pladser til Europa-Parlamentsvalget i 2014, er det bestemt muligt for Lasse Quvang Rasmussen at blive valgt.

Dokumentation

Lasse Quvang Rasmussen

Alder: 24 år

Baggrund: Statskundskabsstuderende ved Aarhus Universitet. Pt. i praktik hos Socialdemokraterne i Aarhus Kommune som kampagnemedarbejder.

Hvorfor stiller jeg op?
Jeg ånder og lever for at føre socialdemokratisk politik, der skaber lige muligheder for alle. Det er en politisk kamp, som vi socialdemokrater kæmper på alle platforme; ikke mindst i det europæiske samarbejde, hvor skellene mellem os og de borgerlige er helt tydelige. Jeg vil kæmpe for socialdemokratiske løsninger på vores fælles udfordringer, så vi sikrer en fair fordeling af ansvaret for krisen, for at alle ledige i Europa hurtigst mulig kommer i arbejde igen, og for at mennesker og miljø altid kommer før markedet.

Hvad er mine mærkesager?
Jeg vil gøre EU-politik til hverdagspolitik, fordi EU's politik rent faktisk berører de fleste menneskers hverdag. Mine mærkesager er derfor bekæmpelse af arbejdsløshed og især ungdomsarbejdsløsheden, hvor fornuftige investering og satsning på uddannelse skal få folk i arbejde og unge i uddannelse. Derudover er kampen mod social dumping helt central for mig. Vi skal indrette EU's regler, så de passer til vores danske arbejdsmarked. Man skal kunne rejse og arbejde frit i EU, men man skal arbejde under de løn- og arbejdsvilkår, der gælder i det land, man arbejder i.

Kilde: Socialdemokraterne.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024