Ellemann og Carsten Nielsen giver hånd på mere samarbejde om erhvervspolitikken

V-formand Jakob Ellemann-Jensen og Radikales leder Sofie Carsten Nielsen er rørende enige om, hvordan Danmark kan blive et bedre land at drive virksomhed. En ting adskiller dem dog fortsat.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

ALLINGE: Det kan være svært at få øje på uenighederne, når Venstre og Radikale drøfter det danske erhvervsklima.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mødtes torsdag med Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, i en debat på Folkemødets hovedscene. De to skulle sammen med Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, tale om, hvordan Danmark bliver verdens bedste land at drive virksomhed i.

De to politikere lagde ud med hver især at opremse fem ting, som i deres optik er afgørende forudsætninger, hvis det danske erhvervsliv skal styrkes.

Ifølge Radikale er opskriften på det en øget adgang til arbejdskraft, en grøn erhvervsskattereform, investeringer i uddannelser og forskning, investeringer i ny teknologi og digitalisering samt en politisk strategi for iværksætteri.

”Jeg har taget mine egne noter med. Men det kan være, at der af nogle dem, hvor nogen vil tro, at jeg har skrevet af efter Sofie,” lød reaktionen fra Jakob Ellemann-Jensen, som fortalte, at Venstre gerne vil have en aktiv skattepolitik, grøn jobvækst, nytænkning i det digitale spor, øget arbejdskraft – og mere internationalt udsyn.

De to politikere ender også med at forsegle deres enighed med et håndtryk og et gensidigt tilbud om øget samarbejde.

Fælles fodslag

Allerede inden torsdagens debat blev sat i gang har der været flirt i luften mellem V-formanden og den radikale leder. Under Folketingets afslutningsdebat de fandt to sammen bag ønsket om økonomiske reformer.

Foruden de sammenlignelige prioriteter nævnte begge partiledere, at den danske selskabskat bør sænkes og indrettes efter en fælles international bund, hvis det lykkes at omsætte den skatteaftale, som G7-lederne indgik i begyndelsen af juni, til virkeligheden. Dog vil de begge helst fokusere på at sænke skatten på arbejde.

Ligeledes var enighed om, at der skal sikres mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark ved at lave en lavere grænse for, hvor meget udlændinge skal tjene for at få arbejdstilladelse i Danmark. Lige nu kan du ikke få tilladelsen, hvis du tjener mindre end 445.000 kroner om året.

”Vi har en gang imellem en tendens til herhjemme at blande vores internationale arbejdskraft sammen med udlændingepolitikken. Det skal man altså passe på med,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Da enigheden ophørte

Men udlændingepolitikken blev alligevel blandet ind i debatten. Venstre ser nemlig gerne, at det bliver lettere at få udenlandsk arbejdskraft fra lande, som Danmark har stor samhandel med. Det gælder blandt andet Sydamerika og Asien, fortalte Ellemann.

Og her ophørte enigheden blandt de to partier:

”Jeg er lidt uenig med Jakob, der siger, at det skal kun være dem, som vi handler meget med. Altså, det er Brians (Mikkelsen, red.) virksomheder, der selv bedst ved, hvad det er for et kvalificeret menneske, de skal tiltrække,” sagde Sofie Carsten Nielsen og tilføjede:

”Og der skal vi netop ikke blande beskæftigelses- og udlændingepolitik sammen. Hvis der er en kvalificeret afrikaner eller en fra Mellemøsten, så må de godt blive ansat.”

Udlændingepolitikken endte dermed at blive det, der gjorde op med den rørende enighed. Efter næsten en hel debat med rosende ord sørgede Jakob Ellemann-Jensen ligeledes for at lægge afstand til Sofie Carsten Nielsen og Radikale ved at bringe deres forskelle på banen.

Han er muligvis blevet klog af skade. Sidste sommer blev han kritiseret af både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige efter et parløb med Radikale. Partierne advarede mod, at Venstre rykkede til venstre i udlændingedebatten.

Venstres afstandstagen

Den påstand skal han ikke have siddende på sig igen, lader det til:
 
”Vi har bare en udfordring, så jeg håber, at de Radikale vil parkere et eller andet sted, som hedder, at vi vil noget forskelligt på udlændingepolitikken. Og hvis vi parkerer den, så synes jeg, at vi har langt, langt mere til fælles,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Sofie Carsten Nielsen bekræftede ligeledes billedet af, at de to partier ikke ses ens på alt.

”Med al respekt, er jeg ikke så optaget af, hvem der er statsminister. Men hvilken politik, der bliver ført. Jeg er ret optaget af, hvad vil vi med Danmark de næste ti år,” sagde hun og tilføjede:

”Og der skal vi altså behandle mennesker ordentlig, uanset hvor de kommer fra. Det er sådan et grundprincip for mig, og der skal vi ikke fejre menneskers ulykke med lagkage.”

Den radikale leder fremhævede også, at Radikale med den nye regering har rettet op på Venstre og den borgerlige lejrs manglende prioritering af uddannelsesområdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024