EU-ministre erklærer kamp mod Islamisk Stat

TERROR: EU-landene skal levere en mere koordineret indsats for at bekæmpe Islamisk Stat, lyder beskeden forud for et ministerrådsmøde i Bruxelles. Danmark skal have kampfly tilbage i aktion så hurtigt som muligt, siger udenrigsminister Kristian Jensen.

Kristian Jensen (V) og resten af EU's udenrigsministre mødes mandag i Bruxelles første gang efter terrorangrebene i Paris fredag 13. november.
Kristian Jensen (V) og resten af EU's udenrigsministre mødes mandag i Bruxelles første gang efter terrorangrebene i Paris fredag 13. november.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Der skal sættes turbo på fredsprocessen i Syrien og skabes bedre koordination blandt EU-landene for at bekæmpe Islamisk Stat. Sådan lyder meldingen blandt flere af EU’s udenrigsministre, der mandag i Bruxelles diskuterer opfølgningen på terrorangrebet i Paris, der kostede mindst 129 ofre livet.

”Det er ikke bare et angreb på Europa, det er et angreb på civilisationen, hvilket kræver, at vi slår vores kræfter sammen, deler information, deler en politisk dagsorden og lægger alle vores diplomatiske, økonomiske og i nogle tilfælde også militære kræfter sammen for at kunne modstå denne trussel,” siger EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, på vej ind til mødet.

Hun understreger, at der er en række konkrete sikkerhedsmæssige beslutninger om deling af efterretninger, registrering og kontrol ved EU’s indre og ydre grænser, som skal træffes, men at løsningen ligger i bekæmpelsen af Islamisk Stat i Syrien og Irak.

”Den eneste måde at garantere vores sikkerhed er at forebygge og bekæmpe terrorgrupper alle steder i regionen,” siger Federica Mogherini.

I mellemtiden skal Danmark så hurtigt som muligt have vores F16-fly tilbage i kampen mod ISIL, fordi de er et meget stærkt våben.

Kristian Jensen
Udenrigsminister (V)

Jensen: Danske fly tilbage i aktion
For den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), er angrebene i Paris fredag aften startskuddet på en ny og mere intensiv dialog om problemet i EU-kredsen.

”Terrorangrebet i Paris ændrer den måde, vi snakker om Syrien på, og understreger, hvor betydningsfuldt det er, at vi står sammen om at få stoppet ISIL og få skabt fred i Syrien,” siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).

”I mellemtiden skal Danmark så hurtigt som muligt have vores F16-fly tilbage i kampen mod ISIL, fordi de er et meget stærkt våben,” siger han.

Udenrigsministeren lægger vægt på, at det er en militærfaglig vurdering, hvornår de danske fly er parat til at komme tilbage i aktion. Beslutningen om, hvorvidt de også skal operere over Syrien og ikke bare over Irak som hidtil, vil han først træffe senere.

”ISIL er ligeglade med, om de opererer i det ene eller det andet land. Derfor skal vi nøje overveje, hvordan vi bekæmper ISIL, men jeg tager ikke stilling, før flyene er klar til at blive sendt af sted, og vi kender den konkrete situation, der er i Syrien og i Irak på det tidspunkt,” siger ministeren.

Anspændt stemning i Bruxelles
Mødet foregår i et Bruxelles, hvor nerverne sidder uden på tøjet hos både befolkning og myndigheder, efter at der er blevet konstateret klar sammenhæng mellem flere af terroristerne og bydelen Molenbeek i det centrale Bruxelles.

Mens ministrene mødtes, gennemførtes husransagelser i bydelen, mens dele af EU-kvarteret var spærret af på grund af bombetrusler.

Ministrene markerede de grusomme begivenheder med et minuts stilhed klokken 12, sådan som det også skete i Folketinget og over store dele af resten af Europa.

Frankrig efterlyser mere samarbejde
Den franske europaminister, Harlem Désir, understregede på vej ind til mødet, at der nu skal skrues op for det arbejde, der har pågået siden massakren i januar på den franske satireavis Charlie Hebdo om at skærpe indsatsen mod våbensmugling, oprettelse af et europæisk personregister over flypassagerer og andre indsatsområder i kampen mod terrorismen. Men der er også behov for mere politisamarbejde.

”Vi har brug for at få truffet beslutninger, der gælder samarbejde og deling af politimæssige og strafferetlige efterretninger,” siger han.

Den franske europaminister gør klart, at EU nu skal stå sammen for at forsvare sine værdier.

”Det er Frankrig, som blev angrebet, men det er hele Europa, som er berørt,” siger Harlem Désir.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024