Europa får en anklager, mens parlamentet kræver kamp mod korruption og autokrati
Europa har nu for første gang en fælles offentlig anklagemyndighed, EU-Domstolen godkender demokratisag mod Orbán og Europa-Parlamentet kræver pengekassen lukket for synderlande. Altingets Bruxelles-podcast holder styr på en stor uge for europæisk retsstat.
"Vi er det første virkelig skarpe redskab til at forsvare retsstaten i EU."
Hvis nogen skulle være i tvivl om hendes foragt for Europas storkriminelle eller hendes intentioner over for korrupte magthavere, så beskriver Laura Kövesi sig selv som en nyslebet kniv eller et sværd.
Den tidligere rumænske chefanklager kom fra hjemlandet med en meget lang liste af fjender blandt de lyssky eksistenser, som hun gjorde livet sværere for. Nu er hun klar til at fortsætte arbejdet på europæisk niveau.
I denne uge tiltrådte Laura Kövesi som Den Europæiske Unions første fælles offentlige anklager. Ugens podcast fra Altinget i Bruxelles fortæller dig om den nye anklagemyndigheds opgaver – og om hvorfor Danmark er blandt de få medlemslande, som ikke bliver omfattet af den nye europæiske anklagemyndighed.
Podcastvært Thomas Lauritzen og EU-redaktør Rikke Albrechtsen forklarer også en ny afgørelse fra EU-Domstolen, der støtter Europa-Parlamentets krav om en demokratisag mod Ungarns leder Viktor Orbán.
Dommen faldt i en uge, hvor parlamentet samtidig kritiserer EU-Kommissionen for ikke at tage initiativ til at straffe Ungarn, Polen og andre synderlande på pengepungen, hvis de misbruger europæiske støttemidler.
Hør om det hele i denne uge, hvor podcasten også tager fat på debatten om at fjerne kontrollen ved de indre grænser i Schengen – som for eksempel grænsen mellem Danmark og Tyskland.
Hvornår er fri bevægelighed vigtigere end grænsekontrol?