Europaudvalget har 'gået sin sejrsgang'

Kun en tåbe frygter ikke Europaudvalget.

Ordene kom fra daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) i et humoristisk øjeblik i 2001, men mange ministre har nok tænkt lidt af det samme. Det magtfulde udvalg giver de danske ministre mandat, når de skal forhandle på Danmarks vegne i EU, og den model har skabt inspiration i en række andre EU-lande. 1. oktober fyldte Europaudvalget i sin nuværende form 20 år. 

”Den danske model med det nationale parlaments rolle i EU-politikken har vundet genklang. Alle lande, der er kommet ind i EU efter os, har kigget til Danmark; det gjorde svenskerne, det gjorde finnerne, og det gjorde de nye lande,” siger Claus Larsen-Jensen (S), der ligefrem mener, Europaudvalget "har gået sin sejrsgang" gennem Europa.

Larsen-Jensen sad som formand for Europaudvalget fra 1999-2005 og mener, udvalget er helt afgørende:

”Formandsposten for Europaudvalget er, som jeg bedømmer det, en af de poster, hvor man har mest executive power. Udvalget er helt afgørende, når der gives et mandat til ministeren før ministerrådsmøderne. Det gør det hverv fantastisk interessant,” siger Claus Larsen-Jensen.

Men det endte med, at stort set alle lande kopierede det, fordi det var en god parlamentarisk kontrol. Vi var bare tilfredse med at være parlamentariske foregangsmænd.

Elisabeth Arnold (R)
Tidligere formand for Europaudvalget

Kimen til Europaudvalget blev lagt i 1961, da Folketinget nedsatte et udvalg til at følge de danske forhandlinger om at blive optaget i det daværende EF. Dette udvalg blev i 1973 til Markedsudvalget. Med ændringerne i Maastricht-traktaten var der brug for en reformering af udvalget, og det mundede ud i Europaudvalget, som det har heddet siden 1. oktober 1994.

Parlamentariske foregangsmænd
Dengang var Elisabeth Arnold (R) næstformand for udvalget, og hun blev sidenhen formand i 2005-2008. Hun oplevede, hvordan stort set alle de andre medlemslande skelede til den danske ordning, når de skulle indrette deres eget system. Ikke alle var dog lige begejstrede.

”Der var nogle lande, der syntes, det var meget besværligt. Især tyskerne syntes, det var tungt og bureaukratisk, at alt skulle igennem et udvalg, inden ministeren kunne få et mandat. De mente, det var umuligt at arbejde med, så de var meget skeptiske. Men det endte med, at stort set alle lande kopierede det, fordi det var en god parlamentarisk kontrol. Vi var bare tilfredse med at være parlamentariske foregangsmænd,” siger Elisabeth Arnold og fortsætter:

”Regeringerne var derimod ikke så glade for det, fordi de skulle stå skoleret i udvalgene, inden de skulle til ministerrådsmøder. Det vil sige, de ikke kunne handle fuldstændig frit og løssluppent, som de måske havde lyst til.”

Danske regeringer har ifølge Claus Larsen-Jensen dog ikke noget at være utilfredse med.