Finanslovforslaget for 2010

DOKUMENTATION: Se her en oversigt over regeringens finanslovforslag.

Finanslovsforslaget for 2010 indebærer en historisk høj vækst i de offentlige investeringer for at understøtte vækst og beskæftigelse.

I 2010 foreslås der blandt andet afsat midler til investeringer i dagtilbud, folkeskoler og ældreområdet, en moderne sygehusstruktur, grøn trafik, universiteternes laboratorier og investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi.

Med økonomiaftalerne for 2010 er der sikret yderligere løft til velfærdsområderne i regioner og kommuner.

Herudover indeholder finanslovforslaget for 2010 blandt andet en fortsat satsning på uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri via globaliseringspuljen, forslag om styrket indsats med hensyn til udsatte børn og unge, psykiatrien og forebyggelse i form af satspuljemidler til svage og udsatte grupper og midler til forbedringer på miljø-, natur og klimaområdet.

Dokumentation

Hovedlinjer

Med finanslovforslaget for 2010 fremlægger regeringen en række offensive initiativer, der er sammensat og afstemt efter tre overordnede hensyn.

For det første, at regeringen vil understøtte den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen i lyset af det internationale tilbageslag og finanskrisen. Regeringen har derfor igangsat et markant løft i de offentlige investeringer, som sigter bredt med investeringer i folkeskoler, daginstitutioner, idrætsfaciliteter målrettet børn og unge, på ældreområdet, i sygehuse, veje og kollektiv transport samt forskning. Det supplerer den række af initiativer, som regeringen allerede har taget blandt andet i form af bank- og kreditpakkerne, skattereformen og muligheden for førtidig udbetaling af SP-midlerne.

For det andet, at regeringen ønsker at fastholde og udbygge den offentlige service og velfærd. Finanslovforslaget for 2010, herunder aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi, sikrer et realt løft af serviceudgifterne på 5 mia. kr. i 2010. Væksten i udgifterne betyder blandt andet, at sygehusene kan øge aktiviteten mærkbart med flere behandlinger og brug af ny medicin samtidig med, at den kommunale service styrkes. Med finanslovforslaget for 2010 prioriterer regeringen betydelige midler til blandt andet en styrket miljø-, natur- og klimaindsats, forskning og uddannelse, flere praktikpladser, svage og udsatte grupper, forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning, et sundt måltid mad til børnene i daginstitutionerne samt Forsvaret. Det sker blandt andet gennem fordeling af midler fra kvalitetspuljen og globaliseringspuljen.

For det tredje, at regeringen med finanslovforlaget for 2010 fastholder en ansvarlig linje i den økonomiske politik. Med finanslovforslaget for 2010 er væksten i det offentlige forbrug planlagt til 1 pct. som forudsat. Det er centralt at bevare fokus på de langsigtede udfordringer for den offentlige økonomi, så der også fremover er plads til at udbygge den borgernære service, uden at skatterne senere skal sættes op.

Samlet indeholder finanslovforslaget for 2010 større initiativer for 16.664 mia. kr. i 2010, der præsenteres nedenfor.

Massive offentlige investeringer

  • 4 mia. kr. til investeringer på de borgernære serviceområder i 2010.

Der udmøntes i alt 4 mia. kr. fra kvalitetsfonden i 2010, så de kommunale investeringer i folkeskoler, daginstitutioner, idrætsfaciliteter målrettet til børn og unge samt ældreområdet øges fra ca. 5 mia. kr. i de senere år til mindst 9 mia. kr. i 2010.

  • 1½ mia. kr. i 2010 til medfinansiering af investeringer i en moderne sygehusstruktur.

Regeringen har igangsat massive investeringer som led i moderniseringen af den danske sygehusstruktur. I 2009-2018 afsættes i alt 25 mia. kr. fra kvalitetsfonden til investeringer i moderne sygehuse.

  • 2,8 mia. kr. ekstra til trafikinvesteringer i 2010.

Med aftalen om en grøn transportpolitik øges trafikinvesteringerne med 2,8 mia. kr. i 2010 i forhold til det budgetterede for 2010 på finansloven for 2009. Midlerne afsættes til en række projekter, herunder udskiftning af signalsystemet på jernbanenettet og anlæg af en motorvej ved Silkeborg.

  • 1 mia. kr. i 2010 til teknologisk løft af universiteternes laboratorier.

Regeringen vil afsætte i alt 3 mia. kr. i 2010-2012 til et teknologisk løft af universiteternes laboratorier, heraf 1 mia. kr. i 2010. Hertil kommer, at der som følge af almindeligt slid iværksættes renovering af laboratorierne for i alt 3 mia. kr. over de kommende år, som finansieres inden for den statslige huslejeordning. Dermed investeres der samlet set 6 mia. kr. over de næste 6-7 år.

  • 365 mio. kr. i 2010 til investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi.

Investeringer i ny teknologi og en smartere organisering af arbejdet skal bidrage til, at ressourcekrævende opgaver bliver overflødige eller lettere at løse, så medarbejderne aflastes og frigøres til fx mere pleje og omsorg. Investeringerne og projekterne er med til at understøtte beskæftigelsen på kortere sigt.

  • 4.000-5.000 nye almene boliger.

Det er forventningen, at boligaftalen fra foråret vil medvirke til, at der i de kommende år gives tilsagn til 4.000-5.000 nye almene boliger årligt. Samtidig er det sikret, at den almene sektors målgruppe fortsat har råd til at bo i det almene byggeri. Fortsatte serviceforbedringer på de borgernære serviceområder

  • 1,8 mia. kr. til sundhedsområdet.

Med aftalen om regionernes økonomi for 2010 tilføres sundhedsområdet knap 1,8 mia. kr., heraf godt 1,2 mia. kr. til sygehusene og knap 0,6 mia. kr. til sygesikringsområdet. Aftalen medfører blandt andet flere behandlinger, øget aktivitet hos læger og speciallæger og flere offentlige midler til receptpligtig medicin. Desuden tilføres sygehusene yderligere 0,3 mia. kr. allerede i 2009 for at understøtte genindførelsen af det udvidede frie sygehusvalg pr. 1. juli 2009.

  • 0,5 mia. kr. mere til bedre service i kommunerne.

Med aftalen om kommunernes økonomi i 2010 får kommunerne et løft på 0,5 mia. kr. i 2010 til bedre service til borgerne. Kommunerne kan desuden frigøre ressourcer ved effektiviseringer og lignende svarende til 1 mia. kr. ekstra i 2010, der kan omprioriteres og målrettes til bedre service.

  • 400 mio. kr. til sund mad i daginstitutioner.

Som led i kvalitetsreformen tilføres kommunerne via kvalitetspuljen midler til indførelse af et sundt frokostmåltid i daginstitutionerne. Der er afsat en pulje på op til 400 mio. kr. til kommuner, der indfører sund mad til børnene i 2010, mens kommunernes bloktilskud er forøget med 400 mio. kr. i 2011, hvor ordningen vil være fuld gennemført.

Styrket miljø-, natur- og klimaindsats

  • 550 mio. kr. til investeringer i Grøn Vækst i 2010.

Med aftalen om Grøn Vækst iværksættes en samlet og ambitiøs indsats for miljø- og naturpolitikken og en klar vækststrategi for landbrugs- og fødevareerhvervene. Investeringerne i Grøn Vækst sikrer blandt andet et bedre vandmiljø, en reduktion af pesticiders skadevirkninger, færre drivhusgasudledninger og bedre vækstvilkår for landbruget og den økologisk landbrugsproduktion. I alt afsættes der 13,5 mia. kr. til investeringer i Grøn Vækst i perioden 2010-2015.

  • 100 mio. kr. ekstra til klimatilpasning i udviklingslandene.

Med finanslovforslaget for 2010 afsættes 300 mio. kr. i 2010 til klimapuljen, som skal bistå ikke mindst verdens fattigste lande med at begrænse og tilpasse sig menneskeskabte klimaforandringer. Det er 100 mio. kr. mere end i 2009.

Investeringer i uddannelse og forskning

  • 1,1 mia. kr. mere til investeringer i uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri.

Som led i aftalen om globaliseringspuljen foreslår regeringen, atder i alt afsættes 8,7 mia. kr. i 2010 til uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri. Det er 2,2 mia. kr. mere end i 2009, hvilket inkluderer 1 mia. kr. til investeringer i et teknologisk løft af universiteternes laboratorier, jf. ovenfor, og 100 mio. kr. til forhøjelse af uddannelsestaxametrene.

  • 100 mio. kr. ekstra til uddannelsestaxametre.

Regeringen foreslår at forhøje uddannelsestaxametrene på humaniora og samfundsvidenskab med 100 mio. kr. årligt fra og med 2010.

  • 201 mio. kr. til flere praktikpladser.

For at sikre praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne i den nuværende konjunktursituation styrkes virksomhedernes tilskyndelse til at oprette praktikpladser. Desuden udvides skolepraktikken.

Forbedringer for svage og udsatte grupper

  • 936 mio. kr. til svage og udsatte grupper.

Regeringens forslag til fordeling af midlerne i satspuljen for 2010 vil blandt andet indeholde en styrket indsats for udsatte børn og unge og bedre forhold for udsatte grupper og handicappede.

  • 410 mio. kr. til forebyggelse og forhindring af fysisk og psykisk nedslidning.

Regeringen lægger op til, at en betydelig del af midlerne fra Forebyggelsesfonden afsættes til en styrket indsats over for nedslidning af blandt andet social- og sundhedsassistenter. Der afsættes desuden midler til sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen.

Et stærkt globalt engagement

  • Markant udviklingsbistand i international målestok.

På finanslovforslaget for 2010 er der i alt afsat 15.221 mio. kr. til udviklingsbistanden. Det har været regeringens målsætning, at udviklingsbistanden skal udgøre ca. 0,83 pct. af BNI i 2010, opgjort ved BNI-skønnet i maj måned. Til trods for den økonomiske krise fastholdes den danske udviklingsbistand således på finanslovsforslaget for 2010 målt i kroner og øre i forhold til 2009. Endvidere stiger udviklingsbistanden på finanslovsforslaget for 2010 målt i procent af BNI i forhold til de 0,82 pct. af BNI, der var grundlaget for finansloven for 2009.

  • 700 mio. kr. ekstra til Forsvaret i 2010.

Den nye flerårsaftale om Forsvarets økonomi indebærer et årligt løft på 700 mio. kr. i 2010-2014 i forhold til niveauet i forsvarsforliget 2005-2009. De ekstra ressourcer sikrer blandt andet, at soldaterne får bedre mulighed for at blive uddannet og trænet med materiel, der svarer til det, der anvendes i internationale operationer.

  • 100 mio. kr. ekstra til sikring af danske repræsentationer i udlandet.

Der tilføres 94 mio. kr. i 2010 til en opgradering af sikkerheden på de danske repræsentationer i udlandet i lyset af den skærpede sikkerhedsmæssige situation. Desuden afsættes 5,6 mio. kr. til at styrke Politiets Efterretningstjenestes rådgivning.

Andre initiativer

  • Forårspakke 2.0 - skattereform.

Med Forårspakke 2.0 omlægges skatteprovenu for omkring 30 mia. kr. årligt. Reformen indebærer blandt andet, at mellemskatten afskaffes, bundskatten nedsættes og topskattegrænsen forhøjes.

  • Erhvervspakke for små og mellemstore virksomheder.

Regeringen vil snarest indlede politiske drøftelser om en erhvervspakke, som skal forbedre finansieringsmulighederne for små og mellemstore virksomheder på områder, hvor der vurderes at være et særligt behov.

  • 150 mio. kr. til nedrivning af faldefærdige bygninger mv.

Med kommuneaftalen er der etableret en pulje på 150 mio. kr. til medfinansiering af kommunernes opkøb af private ejendomme mv. med henblik på nedrivning og renovering for at styrke bosætning i landdistrikterne.

  • 10 mio. kr. til forsøg i det almene boligbyggeri.

Som en del af boligaftalen, der forventes at sætte gang i byggeriet af 4.000-5.000 nye almene boliger årligt, er der også afsat 10 mio. kr. årligt i 2010-2013 til en forsøgspulje fx til iværksættelse af forsøg med særligt lavenergibyggeri.

  • 4 mio. kr. til fredede bygninger i 2010.

Der afsættes i alt 16,5 mio. kr. i 2010-2014 til at foretage en systematisk beskrivelse af alle fredede bygninger i Danmark. Beskrivelsen skal sikre fastholdelsen af bærende fredningsværdier, styrke den enkelte ejers retsstilling og styrke vedligeholdelsesindsatsen. Desuden er der afsat i alt 3 mio. kr. til at etablere en klageadgang vedrørende bygningsmæssige ændringer.

  • Målretning af danskuddannelserne for voksne udlændinge.

Udenlandske arbejdstagere udgør en stadig større del af målgruppen for danskuddannelserne. Det stiller nye krav til undervisningens indhold og organisation. Regeringen foreslår derfor at gøre danskuddannelserne for voksne udlændinge mere fleksible og erhvervsrettede.

  • Nyt fængsel i Grønland.

Regeringen lægger op til, at der afsættes i alt knap 350 mio. kr. til at opføre et nyt, lukket fængsel med 76 pladser i Grønland. Fængslet forventes at stå færdig ultimo 2014.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024