Journalist: Tiden er moden til én gang for alle at adskille kirke og stat

Hvorfor skal præster, blot fordi de er præster, sættes op på en piedestal med særstatus i samfundet?

Hvorfor skal præster have eneret til at bo i de smukke præsteboliger, som – ligesom mange af kirkerne – kunne bruges til langt mere relevante formål, mens de i størstedelen af året prædiker for et stadig svindende publikum?

Præsternes overdrevne privilegier 

De kirkelige bygninger burde efter min mening være tilgængelige for hele samfundet og bruges som kulturelle samlingssteder, kursuscentre, modtagecentre, unikke selskabslokaler eller fritidstilbud for unge og udsatte.

Det er ikke længere rimeligt, at præster og biskopper fastholder den elitestatus, de har haft i mine bedsteforældres generation og generationerne før dem.

Hvad lønnen angår, er det meget fordelagtigt at være præst i folkekirken.

Peter Arve
Journalist

Jeg har svært ved at se, hvordan deres arbejde berettiger dem til de privilegier, de tildeles.

De privilegier, jeg ønsker at fremhæve, er tjenestemandspension og tildeling af præsteboliger, også kendt som præstegårde.

Præsteboligerne er i gennemsnit 222 kvadratmeter og kan betegnes som klassisk liebhaveri.

Tidligere på året bragte Frihedsbrevet en historie, hvor de afslørede, at seks menighedsråd – fire i København, ét i Aarhus og ét i Horsens – har brugt 64 millioner kroner på at købe syv præsteboliger.

Hvad lønnen angår, er det meget fordelagtigt at være præst i folkekirken og bestige prædikestolen søndag efter søndag.

En gennemsnitlig præst i folkekirken tjener 40.000-45.000 kroner før skat om måneden, mens en sosu-medhjælper tjener 25.000-30.000 kroner før skat.

Hvis vi kigger nærmere på en biskops løn, kan den – afhængig af anciennitet – være op mod 900.000 kroner om året.

Lad os vende tilbage til den kære præst, der af og til må aflyse gudstjenesten på grund af udeblivelse, også kaldet messefald.

Ærgerligt for præsten, men de kan i det mindste hurtigt komme hjem til varmen i præstegården.

Når bølgerne går højt uden for højtiderne, kan præsten prædike for en fuld bænk eller to.

Det er ikke svært at konkludere, hvem der tjener til et større formål og gør en reel forskel for vores nærmeste: sosu-medhjælperen eller præsten.

Desværre er lønnen bare ikke rimelig for nogle af dem.

Folkekirkens relevans er svundet

Iført den ikoniske præstekjole kan man uden samvittighedskvaler spille offer – i hvert fald i det nordjyske.

Det ser vi i det aktuelle opråb om vedligeholdelse af de mange kirker, hvor biskop Thomas Reinholdt Rasmussen fra Aalborg Stift mener, at vi "mister noget værdifuldt", hvis mange af middelalderkirkerne lukkes.

Det udtalte han til DR i en artikel 6. oktober om Danmarks mange middelalderkirker.

Men hvad mister vi egentlig?

Folk betaler deres kirkeskat, men hvad får de egentlig for pengene?

Peter Arve
Journalist

Sandheden er, at folkekirken længe har kæmpet med faldende medlemstal, manglende tilslutning til menighedsrådene og færre kirkegængere, som man kunne læse om for nylig i BT.

Kirkerne står ofte tomme eller halvtomme, og alligevel bruger vi offentlige midler i store mængder på at vedligeholde bygninger, der ikke længere spiller nogen væsentlig rolle for størstedelen af befolkningen.

Hvis folkekirken virkelig skulle måles på dens bidrag til samfundet, ville det være tydeligt, at dens relevans er svundet.

Folk betaler deres kirkeskat, men hvad får de egentlig for pengene?

Størstedelen af danskerne bruger kun kirken til store livsbegivenheder som bryllupper og begravelser, men i hverdagen har den ikke længere den samme indflydelse som for blot få årtier siden.

Tænk, hvad vi kunne bruge pengene på, hvis vi trak en stor del af støtten fra folkekirken og omfordelte den til områder, der virkelig har brug for det.

Vi kunne styrke ældreplejen, udviklingsbistanden, psykiatrien og sikre flere ressourcer til folkeskolen.

Vi taler om milliarder af kroner årligt – i omegnen af syv-otte milliarder – der kunne gøre en kæmpe forskel for samfundets udsatte grupper.

Det ville være langt mere næstekærligt – for nu at bruge et mantra fra den kristne ideologi – og langt mere tidssvarende og korrekt end at fortsætte med at finansiere en institution, der ikke længere har samme relevans som tidligere.

Kirker som sociale institutioner

Selvfølgelig skal de danske kirker vedligeholdes, men ikke i samme omfang som nu.

Man kunne omdanne mange af de ubrugte eller mindre relevante kirker til kulturelle samlingspunkter eller kursuscentre.

Ligesom Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, hvor en gammel kirke er blevet en social institution, der bringer folk sammen på en ny og meningsfuld måde – endda på tværs af generationer.

Tiden er moden til én gang for alle at adskille kirke og stat.  

Peter Arve
Journalist

Det ville sikre, at kirkerne stadig bliver brugt og vedligeholdt, men uden at det sker på statens regning.

Jeg anerkender, at en stor del af befolkningen stadig ønsker at bruge kirken til at markere livsbegivenheder som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Men jeg mener, at tiden er moden til én gang for alle at adskille kirke og stat.

Det er ikke tidssvarende i 2024, at vi som borgere skal betale kirkeskat, medmindre vi aktivt melder os ud af folkekirken.

Det er på tide, at vi moderniserer vores system og lader folk vælge kirken til i stedet for at lade det være normen.

Det er ikke samfundets ansvar at holde en institution i live, som ikke længere formår at tiltrække folk af sig selv.

Hvis kirken virkelig ønsker flere midler, større tilslutning til menighedsrådene og de ugentlige gudstjenester, må den skabe indhold, der er relevant for både unge og gamle – uden at spille offer.