Folketingets formand sætter ind over for løse hunde på Christiansborg
Folketingsformand Søren Gade beder nu alle politikere på Christiansborg om at holde deres kæledyr i snor og på partikontorene. Det sker oven på episoder med afføring og løse hunde på gangene.
Frederik Gjersen Hansen
JournalistPå Christiansborg er det ikke altid, at intet er så skønt som en vuffeli-vov.
Her har folketingsformand Søren Gade (V) set sig nødsaget til at komme med et opråb til politikere, der medbringer deres pelsede venner, skriver Politiken.
"Præsidiet er blevet gjort bekendt med eksempler på hunde, som går løs rundt på Christiansborgs gange. Hos nogle skaber det nervøsitet. Andre bliver påvirket på grund af allergi," indleder formanden i en mail til alle medlemmer af Folketinget.
Formanden understreger, at hunde kun bør medbringes i et begrænset omfang. Og det er slut med løsgængere, fastslår han:
"Hvis man undtagelsesvist medbringer en hund på Christiansborg, skal den opholde sig på medlemmets kontor og kan ikke tages med rundt på Christiansborg. Til og fra kontoret skal hunden føres i snor," skriver han i mailen.
"Hvis dette ikke efterleves, vil man fremover ikke kunne medbringe sin hund på Christiansborg," skriver folketingsformand Søren Gade.
Tidligere har Ekstra Bladet beskrevet, at en hund havde skidt på Christiansborgs gange. Det er endnu uvist, hvem der ikke kunne holde sig.
Det er et velkendt fænomen, at politikerne på Christiansborg har en firbenet følgesvend med.
- Inger Støjberg (DD) ejer Ludvig, en labrador.
- Søren Pape Poulsen (K) ejer Maggie, en bichon havanais.
- Morten Messerschmidt (DF) ejer Hugo, en bomuldshund.
- Pia Kjærsgaard (DF) ejer Sonja, en gravhund.
- Lars Løkke Rasmussen (M) ejer Fríða og Bellamink, begge af racen nova scotia duck tolling retriever.
Listen er ikke udtømmende. Altinget er ikke bekendt med eventuelle yderligere logrende væsener på Christiansborg.