Forfatter svarer anmelder igen: Manni Crones akademiske belæring og falske påstande hviler på et spinkelt grundlag

Kan vi være sikre på, at diskurser om praksisser nu også afspejler praksisserne? Kan vi trække forbindelser mellem tidligere diskurser og nuværende praksisser og samtidig undgå at forfalde til overdeterminering eller anakronismer?

Men i stedet for at gå mere i dybden med den problematik, og hvordan jeg håndterer den, hævder Crone blot, at jeg har gennemgået ”gamle tekster” og postuleret forbindelser til nuværende praksis. De vigtigste kilder, jeg har brugt, er imidlertid fra perioden fra 1980 til i dag, og altså ikke meget gamle, og min interesse i at forbinde diskurs og praksis er til stede i alle kapitlerne.

En anden substantiel kritik, som kunne have været interessant i en konstruktiv kritik, fremstår snarere som et udtryk for bitterhed. Crone skriver, at ”...  ifølge Blackler kan vi ikke forlade os på, hvad broderister siger og gør, da de bruger list og løgn. Deres virkelige intentioner er hemmelige." 

Jeg så frem til at blive udsat for akademisk kritik af en ekspert. Men jeg blev skuffet, allerede da jeg så, hvilken ringeagt alene artiklens rubrik udtrykker.

Florence Bergeaud-Blackler
Forfatter og antroprolog

For hvordan bevise, at der findes en bevægelse, som bygger på ikke-eksplicitte, for ikke at sige hemmelige, intentioner? Det er sandt, at ingen kan være kategorisk, når de står over for denne type spørgsmål. Er vi sikre på, at det, vi ikke ser, eksisterer (og vice versa)? Det er et godt spørgsmål. Dog ville vi ikke have hverken biologer eller fysikere, hvis det havde været påkrævet at brændemærke alle, der så eller fornemmede ting, som ikke var synlige for det blotte øje.

Mere end en rapportering fra en undersøgelse

Hypotesen om, at der findes et hemmeligt netværk i Europa, er en hypotese, man selvfølgelig har ret til at opstille, hvis man forpligter sig til at dokumentere den. Men er det nødvendigt at bede om tilladelse eller samtykke fra medlemmerne af det hemmelige broderskab selv?

Er hypotesen ikke værd at opstille, når historiske personer fra dette broderskab, især dets grundlægger Hasan al-Banna, selv gør krav på hemmeligholdelse?

Man kan ikke altid stole på ord alene, men det er muligt at trække på både skriftlig dokumentation, diskursanalyser og situationsbeskrivelser, og det er det, jeg gør i min bog, som er meget mere end blot en rapportering fra en undersøgelse. Den er en påvisning.

Min bog er viet til at beskrive den ideologi, der frembringes af det europæiske broderskab, som jeg kalder frérisme, ’broderisme’ på dansk. Denne ideologi, der er baseret på den tre-delte model vision-identitet-plan, formidles ikke kun af edsvorne medlemmer, men også langt ud over af dem, som de påvirker.

Ligesom kommunismen ikke var det sovjetiske statsapparats ejendom, men har påvirket og stadig påvirker en del helt almindelige europæere, som reelt bliver dens formidlere. På samme måde som ikke alle europæere er kommunister, og ikke alle kommunister er af den sovjetiske variant, påstår jeg heller ikke, at alle muslimer er broderister.

Faktisk er det netop for at skelne mellem dem, at jeg gav min bog titlen ’Broderismen’ og ikke taler om ’Islam’.

Ignorerer min intensive forskning

Crone forveksler broderskabet og den ideologi, det gennem et århundrede har udviklet, og forstår derfor ikke hensigten med min påvisning. Hun kritiserer mig for ikke at understrege broderskabets mangfoldighed nok, selv om jeg fokuserer på den gentagne gange, blandt andet ved at fremhæve generationskonflikter.

For at illustrere mangfoldigheden (af hvad?) bruger hun eksemplet med imamen Tareq Oubrou, som gør sig til talsmand for en ’islam for minoriteter’ og ikke mener, muslimske kvinder behøver at bære slør. Som den kloge mand peger på månen, peger tåben på fingeren.

Crone forveksler broderskabet og den ideologi, det gennem et århundrede har udviklet, og forstår derfor ikke hensigten med min påvisning.

Florence Bergeaud-Blackler
Forfatter og antroprolog

Min bog viser den normative hensigt, mens Crones kritik ser på overfladen. I virkeligheden foreslår Tareq Oubrou, at man ikke skal fokusere på sløret, men på ærbarhed. Men kan ærbarhed opnås gennem sløret, generer det ham ikke.

I forbindelse med begrebsparret ’broderismen-salafisme’ bruger jeg flere sider på at redegøre for forskellene og konkluderer, at Brødrene er salafister (det vil kort sagt sige ’fundamentalister’), som når frem til praksis gennem etik, hvorimod wahhabi-salafister når frem til etik gennem praksis.

Crone ignorerer den intensive forskning, jeg har foretaget i islamisk normativitet, markedsføring og halal-kultur (som omfatter meget mere end kostforskrifter) i ikke-muslimske lande, og reducerer min påvisning til de få eksempler, jeg trækker frem til formålet.

Kun meget nøjeregnende forskere mener, at konklusionerne på en undersøgelse og den konceptuelle arkitektur, der skal redegøre for den, skal omfatte omfattende interviewuddrag.

For dem er de indfødtes diskurs standarden for ’sandhed’. Jeg behandler denne misvisende opfattelse i et af de kapitler, der er dedikeret antropologi som disciplin og problemet med at tillægge den oprindelige diskurs forrang.

To beklagelige fejl vildleder ikke

Det eneste, Crone havde brug for at vise, at hun havde læst min bog, var at fremhæve fejl og trykfejl. Hun har fundet to. Min henvisning til Omero Marongiu-Perria, som hævder at have forladt Broderskabet, er faktisk Lorenzo Vidinos i en bog skrevet i 2020 (og ikke i 2010, som jeg er kommet til at anføre).

Hun hævder, at denne kilde ikke findes i bibliografien, men hun tager fejl – det gør den. Bogen af Sylvain Besson, forfatter til den schweiziske føljeton i den schweiziske avis Le Temps, er nævnt flere gange i min bog, men bogen Le projet, der samler artiklerne, optræder ikke i bibliografien.

Ja, begge dele er beklagelige fejl. Men de vildleder ikke og er ikke udtryk for forsætlige udeladelser, da læseren kan finde kilderne og referencer blandt de 400 noter, der findes i min bog.

Det er på et spinkelt grundlag, Crone konkluderer, at min ”dokumentation ikke lever op til de gængse akademiske standarder”, og at min bog indeholder ”tvivlsomme beviser” og ”vage ideer”.

Florence Bergeaud-Blackler
Forfatter og antroprolog

Falske påstande på spinkelt grundlag

Det er på et så spinkelt grundlag, Crone konkluderer, at min ”dokumentation ikke lever op til de gængse akademiske standarder”, og at min bog indeholder ”tvivlsomme beviser” og ”vage ideer”. Falske påstande, som allerede er gentaget på de sociale medier for at delegitimere hele bogen.

For læsere, der som jeg er en smule skuffede over kritikkkens svaghed, vil jeg gerne sætte den ind i  sammenhæng med den akademiske debat. Crone følger Roy-linjen (Olivier Roy), som hævder, at religion ikke er kilden til vold, men at det snarere er oplevelsen af vold, der fører til ekstreme ideologier (religiøse eller ej).

Min bog modsiger faktisk denne påstand ved at påvise, at en religiøs fortolkning kan have til formål at underkaste et samfund sit verdensbillede, sin herredømme-forfægtende identitet og sin guddommelige plan.

Hvorfor gik hun ikke ind i en debat om dette punkt? Hvorfor valgte hun delegitimering frem for argumentation? Ville hendes akademiske belæring ikke have været mere overbevisende, hvis hun havde forsvaret sin egen tese mod min i stedet for at holde sig til rollen som en bitter (og til tider uopmærksom) korrekturlæser?