Formand for det udflyttede Børneråd: “Jeg vil ikke efterlade et dødsbo”

Cyklen låses op, og Per Larsen hopper på. Han skal ikke særlig langt.

Børnerådets sekretariatet er nemlig ikke længere væk end en lille cykeltur for den nyudpegede formand tilbage i 2012.

Det var dengang. Siden har Per Larsen skiftet cyklen ud med bilen, da sekretariatet er flyttet fra Vesterbrogade i København til Hovedgaden i Billund.

Mange tårer
Efter blot tre år på formandsposten skulle Per Larsen forholde sig til, at Børnerådets medarbejdere ville blive en del af de 3.900 statslige arbejdspladser, der skulle udflyttes i forbindelse med regeringens Bedre Balance I.

En meddelelse, som sendte chokbølger gennem Børnerådet.  

“Vi havde end ikke i vores vildeste fantasi drømt om at blive udflyttet. Jeg fik meldingen, et par minutter før statsministeren stod på talerstolen. Der var mange tårer den dag,” fortæller Per Larsen.

Efter meddelelsen om udflytning var Børnerådets renommé noget af det, der bekymrede Per Larsen mest. For hvordan skulle de opretholde den høje troværdighed, de havde, hvis de skulle til at koncentrere sig om, hvordan de som organisation i det hele taget skulle hænge sammen?

Jeg vil dælme ikke aflevere et dødsbo. Jeg vil aflevere en organisation i fuldt firspring fremad, ikke mindst af hensyn til børnene og børnenes stemme

Per Larsen
Formand for Børnerådet

Udflytningen havde placeret Børnerådet i en sårbar position, men det fik dem ikke til at acceptere den nye virkelighed uden modreaktion.

Over en længere periode kæmpede Børnerådet med et forslag om, at man samtidig med udflytningen til Billund kunne oprette en projektorganisation i København.

Dette ville de selv finansiere med et tocifret millionbeløb i form af private fondsmidler. På den måde ville Rådet kunne fastholde en række medarbejdere, samtidig med at de ville være tæt på størstedelen af deres netværk.

Det blev et nej fra regeringen.

Ikke hysteriske
“Det er ingen hemmelighed, at vi redegjorde for, hvilke besværligheder vi så i beslutningen. Vi konkluderede, at tempoet og opmærksomheden på hele feltet ville blive påvirket af det, fordi vi meget hurtigt kunne se, at vi ville komme til at skifte medarbejdere ud på langt de fleste pladser,” fortæller Per Larsen og fortsætter:  

“Jeg synes ikke, at vi var hysteriske. Vi forsøgte bare nøgternt at fortælle, hvad konsekvenserne ville blive i en periode. Men når vi har overstået alle de argumenter og modargumenter, så har regeringen truffet en beslutning, og så skal vi have det bedste ud af den.”

Udflytningen har resulteret i, at Børnerådets transportbudget kommer til at lande på omkring 600.000 kroner ekstra årligt, afsat til at komme til og fra møder i København med de store interesseorganisationer, Folketinget og regeringen.

Vi havde end ikke i vores vildeste fantasi drømt om at blive udflyttet. Jeg fik meldingen, et par minutter før statsministeren stod på talerstolen. Der var mange tårer den dag

Per Larsen
Formand for Børnerådet

Et forspring
Efter regeringens nej til Børnerådets forslag var der ikke andet at gøre end at acceptere status quo.

Der var endnu ikke fundet lokaler i Billund, hvilket gav Børnerådet ekstra tid til den store omvæltning.   

“Vi var så heldige, at vi først skulle flytte et par år efter. Årsagen var, dels at vi havde nogle projekter kørende, hvor vi havde hyret folk ind på nogle fondsmidler, som gjorde, at vi ikke bare kunne stoppe, og dels var der ikke nogen steder, vi kunne bo i Billund på tidspunktet,” forklarer Per Larsen.

Børnerådets lokaler i Billund blev først færdige 1. oktober 2017. Men et manglende bosted var ikke det eneste, der var afgørende for, at Børnerådet kunne komme helskindet igennem processen. Også medarbejderne tog deres tørn.

“Alle de medarbejdere, vi havde, blev hos os næsten hele perioden frem til den 1. oktober. De knoklede simpelthen som aldrig set før, og de producerede en hulens masse materiale på baggrund af alt det guf, vi havde liggende på vores hylder,” fortæller Per Larsen og fortsætter: 

“På den måde gav vi os selv et forspring. Så det gjorde ikke så meget, at vi skulle ned ad skrænten.”

Børnerådet fik yderligere ansat en ny leder og analysemedarbejder i Billund sommeren 2017, et par måneder inden lokalerne var på plads.

Også dette var en fordel, fortæller Per Larsen, da de kunne få en følelse af, hvad der foregik hos Børnerådet i København, inden udflytningen trådte i kraft.

Svær rekruttering
Rekrutteringen har dog langt fra været nem. Per Larsen fortæller, at der næsten ingen relevant arbejdskraft var at finde i Billund, så de har ansat folk fra blandt andet Fanø, Aarhus og Vejle, som pendler til arbejdet.

“Vi gav udtryk for allerede dengang, at børnenes stemme ville blive svækket i en periode, men jeg vil skrive under på, at vi er lige så nidkære og vogter over børns rettigheder ligesom før. Det gør vi i samklang med andre organisationer og i samspil med Folketinget og andre politiske interessenter,” siger Per Larsen og fortsætter:

“Det kan måske godt lyde lidt højtideligt, men jeg havde som min målsætning, at selvom beslutningen om udflytning var truffet, så skal Børnerådet stadig høres alle vegne - også i fremtiden. Derfor kæmper vi som løver nu for at få det op på niveau igen,” fortæller Per Larsen.

Formanden er fortrøstningsfuld
Per Larsen lægger ikke spor skjul på, at forløbet har været hårdt for staben og deres arbejde.

Men han er optimistisk for fremtiden.

“Vi har fået en styrke nu af utrolig velkvalificerede medarbejdere, som lever op til det uddannelsesmæssige og vidensmæssige niveau, dog ikke det rutinemæssige endnu. Jeg føler, at Børnerådets DNA er fulgt med, så jeg er fortrøstningsfuld,” fortæller han med et stor smil og fortsætter:

“Det nytter ikke noget at sidde og pille i navlen. Jeg er født optimist.”

Han er den første formand, der er blevet genudpeget, og som han selv påpeger, er det af to forskellige regeringer. 2018 er dog det sidste år, Per Larsen har tilbage som formand for Børnerådet på grund af rotationsregler, der kun tillader to omgange af formandskabet.

“Jeg vil dælme ikke aflevere et dødsbo. Jeg vil aflevere en organisation i fuldt firspring fremad, ikke mindst af hensyn til børnene og børnenes stemme,” siger Per Larsen med knyttet hånd og et seriøst blik.

“Det er med et blødende hjerte, jeg afgår. Tiden er gået rasende stærkt. Der har været knald på, og det har været en fornøjelse og hamrende spændende.”