Forskere: Landbrugspakken kommer til at koste mere natur, end vi tror

Af lektor Hans Henrik Bruun, professor Kaj Sand-Jensen og lektor Jens Borum
Biologisk Institut, Københavns Universitet

Der er udbredt enighed om, at regeringens landbrugspakke, som er til afstemning i Folketinget torsdag, vil føre til øget udledning af kvælstof fra landbrugsjorden til de kystnære havområder, især i den nærmeste årrække. 

De langsigtede konsekvenser er mere usikre og omdebatterede, fordi de er afhængige af etablering af helt nye og uafprøvede virkemidler. 

Men midt i opstandelsen over miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) sminkede fremlæggelse af kvælstofregnskabet for Folketinget og følgerne deraf for samarbejdet mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag overses nogle potentielt alvorlige konsekvenser af pakken nemlig de umiddelbare effekter på de naturområder, der ligger mellem markerne og vandløbene.

Mere gødning vil koste mere natur
Landbrugspakken vil med det samme øge de såkaldte kvælstofnormer, altså hvor meget kvælstofgødning landmændene må bruge per hektar mark. 

De begrænsede kvælstofnormer er indført for at mindske tabet af kvælstof til omgivelserne, ikke mindst havet. Men når landmændene gøder mere på markerne, så vil der uvægerligt ske et spild ud i markernes nære omgivelser. 

Landbrugspakken vil føre til en betydelig øget risiko for naturforringelser, ikke bare i havet, men også på land. Dermed er Landbrugspakken et klart brud på Danmarks forpligtelser overfor Habitatdirektivet.

Lektor Hans Henrik Bruun, professor Kaj Sand-Jensen og lektor Jens Borum
Biologisk Institut, Københavns Universitet

De naturområder, der ligger lige i skudlinjen, er hederne og overdrevene på ådalens bakkesider, det er kærene med udsivende grundvand ved foden af bakken, og det er engene og moserne nede i ådalen, som alle modtager næringsberiget vand oppe fra de dyrkede marker. 

I de beregninger som ligger til grund for Landbrugspakken, forudsættes det, at kun en del af det kvælstof, der tabes fra markerne, havner i havet. Mere præcist regner man med, at 70 procent af kvælstoffet holdes tilbage - man taler om retention - i dybere jordlag, i naturområder på land, i vandløb og søer, og at kun 30 procent når havet. 

Det afbøder selvfølgelig de negative konsekvenser i havet. Men det fører til gengæld til forringelse af naturens tilstand på land. 

Går imod reglerne
Kvælstof i moser og andre naturområder medfører, at et beskidt dusin plantearter, som er hurtigvoksende og konkurrencedygtige, bliver helt dominerende og udkonkurrerer alle andre arter. Og når de mange blomstrende planter forsvinder, så forsvinder sommerfugle, vilde bier og andre insekter også.

Alle heder, overdrev, moser og enge er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3 mod tilstandsændring. Man må altså ikke pløje områderne op eller plante dem til med juletræer. Man må heller ikke gødske dem, dog med undtagelse af enge, som tidligere er blevet gødet. På dem må man fortsætte som hidtil. 

En betydelig del af §3-naturområder er yderligere omfattet af Habitatdirektivet, som stiller betydeligt strengere krav til forvaltning og bevaring. For disse områder gælder at tiltag, der blot kan risikere at påvirke habitatnaturen negativt, ikke må iværksættes. 

Hvert sjette år opgør Danmark hvordan tilstanden udvikler sig i disse områder. I den seneste indberetning fra 2014, blev langt de fleste typer af natur på land bedømt som værende i ugunstig eller i stærkt ugunstig bevaringstilstand. 

Eutrofiering, altså den samlede effekt af næringstilførsel, angives som én af de væsentligste årsager til de dårlige levevilkår for de vilde arter i habitatnaturen. 

Behov for bedre barriere mellem natur og landbrug
Landbrugspakken vil tillade øget gødskning af agerjorden, og det vil smitte af på naboarealer med natur på. 

Her vil det yderligere skubbe udviklingen i en ugunstig retning. Landbrugspakken vil derfor føre til en betydelig øget risiko for naturforringelser, ikke bare i havet, men også på land. Dermed er Landbrugspakken et klart brud på Danmarks forpligtelser overfor Habitatdirektivet.

For at mindske den negative naturpåvirkning kunne man sikre en bedre fysisk adskillelse af natur og landbrugsjord, for eksempel ved at beholde randzoner på hældende landbrugsjord ned mod enge, moser, søbredder og vandløb og ved at etablere randzoner ovenfor ådalsskrænterne. 

Det er de steder, randzoner gør størst nytte. 

Det ville også være oplagt at etablere minivådområder på kanten af ådalene og dermed sikre tilbageholdelse af næringsstoffer, inden de havner i naturen. 

Den såkaldte lavbundsjord, altså landbrugsjord som ligger på drænede og opdyrkede engområder nede i ådalene, og jord i nærkontakt med naturområderne, kunne tages ud af landbrugsdrift. Også det ville modvirke den negative naturpåvirkning af øget gødskning på den tilbageværende landbrugsjord.