Forskere: Rigsretten viser et embedsværk udfordret af mediernes logik

Der er endnu for tidligt at fælde dom i Støjbergs rigsretssag, men allerede nu tegner der sig nogle tydelige, lærerige tegn på, at centralforvaltningen er fanget i en skævvridning af den politiske beslutningsproces.

Rigsretssagen åbenbarer nemlig et klassisk eksempel på, at politisk kommunikation er altafgørende – måske også på bekostning af ministeriel embedsførelse og politikkens forvaltning på legalt grundlag. Den komplekse forvaltningspolitiske virkelighed køres over af hensynet til, hvordan den politiske ledelse tager sig ud i offentlighedens øjne.

Som Støjbergs særlige rådgiver Mark Thorsen sagde under afhøringen: ”Ministeren var fra starten på bagkant med den her sag”. Der skulle reageres hurtigt på avisartikler om ’barnebrude på danske asylcentre’.

Styrelsens ønske om en præcisering af sagens rette sammenhæng blev tilsidesat af Thorsen, for det ville være udtryk for dårlig politisk kommunikation at sende præciseringer ud. Det samme var al snak om undtagelser for nogle par på flygtningecentrene. Det ville stille ministeren i ”en lidt mærkelig kommunikativ situation.”

Det var med andre ord, spindoktoren, der med Støjbergs velsignelse svang dirigentstokken i sagens behandling: ikke departementschefen eller chefjuristen.

Politisk branding som særskilt kompetence

Undervejs blev en instruks som bekendt til en pressemeddelelse, og al anden notat-juristeri gemt væk nederst i en bunke i ministeriet.

Medialiseringen centrerer den offentlige opmærksomhed på dagsordensættelse og forringer fokus på implementering, opfølgning og evaluering, som er mindst lige så væsentlige dele af den politiske proces.

Peter Aagaard og Birgitte Poulsen
Lektorer, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Sagens kerne er nu, hvad der reelt skete i ministeriet? Blev pressemeddelelsen de facto opfattet som en instruks om at adskille samtlige asylpar alene på baggrund af deres alder? Eller var der i ministeriet en klar forståelse af, at ekstern kommunikation var en ting og retningslinjerne for korrekt sagsbehandling en anden.

Det er disse spørgsmål som afhøringerne af forskellige vidner, og af Inger Støjberg selv, kredser om. Sagen er således blevet et kondenseret eksempel på en mere generel udvikling i den danske centraladministration, hvor strategisk kommunikation og politisk branding af ministeren er blevet en særskilt kompetence i ministerierne.

Allerede i 2015 pegede Bo Smith-udvalget i deres rapport ”Embedsmanden i det moderne Folkestyre” på, at udviklingen i mediernes rolle var det mest skelsættende udviklingstræk for det arbejde, der foregår i den danske centraladministration.

Det var meldingen fra såvel ministre som embedsmænd. Mediernes rolle som den arrige terrier der bider magthaverne i haserne, er dog ikke ny. Den nye udvikling er snarere kendetegnet af, at mediernes særlige logik i form af personificering, dramatisering, polarisering og konkretisering, former den måde, hvorpå politiske aktører søger indflydelse på den offentlige dagsordensættelse. Medielogikken kan ikke reduceres til at påvirke politikkerne alene, men siver ind i stort set alt det arbejde, der foregår i hele den danske centraladministration.

Ikke embedsfolk i klassisk forstand

Denne udvikling hvor mediernes logik siver ind i andre typer af organisationer og enten overruler eller blander sig med de allerede eksisterende logikker kaldes medialisering. Medialisering kan have den uheldige bivirkning, at det typisk er det politiske spil i sig selv, der appellerer til offentligheden, mere end det er indholdet som sådan. Det væsentlige bliver den skarpe og klare kommunikation på bekostning af nuancerne.

Medialiseringen centrerer samtidig den offentlige opmærksomhed på dagsordensættelse og forringer fokus på implementering, opfølgning og evaluering som er mindst lige så væsentlige dele af den politiske proces. Politikerne soler sig i blitzlys, når reformerne vedtages, ikke når de udmøntes.

Medialiseringen finder vej ind i ministerierne via medievante politikere som Støjberg og særlige rådgivere som Mark Thorsen, der har stor erfaring i at kommunikere politisk. Oprustningen af ministerierne med ofte parti-loyale kommunikatører i politiske sekretariater er en del af samme udvikling. Vi kender sjældent deres navne, for de er ofte ganske pressesky, til trods for at tilrettelæggelse af netop det pressen skal forfølge er en meget stor del af deres arbejdsopgave.

De ser sig ikke som embedsfolk i klassisk forstand. Deres karrierer går på tværs af private virksomheder, tænketanke og mediebranche. De har ikke meriteret sig til deres stilling gennem årelang udvælgelse igennem bureaukratiets hierarki. De kommer ind fra siden, og temmelig direkte ind i toppen af de ministerielle hierarkier. Som Thorsen selv udtaler til anklageren: ”Man er ikke embedsansat på den måde. Man er en form for blindtarm i systemet”.

Medialisering kan skævvride roller

Der er ikke noget nyt i at embedsværket skal balancere en lang række hensyn. Embedsværkets skal arbejde loyalt for den til en hver tid siddende minister med henblik på at ministeren kan få sin politik ført ud i livet.

Instrukssagen – uagtet sagens udfald – sætter fokus på at embedsværket i langt højere grad skal rustes til at forstå og analysere medielogikkens indtog og dynamik.

Peter Aagaard og Birgitte Poulsen
Lektorer, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Dette krav om responsivitet, skal dog altid gå hånd i hånd med mere traditionelle embedsmandsdyder, så som krav om lovlighed, faglighed og sandhed. Denne dualitet i embedsværkets arbejde går helt tilbage til systemskiftet i 1901.

Nyt er imidlertid medialisering for det i forvejen komplekse embedsmandsarbejde. I denne optik lægger medielogikken sig som et lag oven i de allerede komplekse forventningsstrukturer, der er til det moderne embedsværk i dag og blander sig med eksisterende normer og logikker for embedsværkets arbejde.

Og måske – det ved vi ikke endnu – overruler traditionelle embedsmandsdyder til fordel for skarptskårne budskaber, der fremmer ministerens politiske branding og alene har det for øje som det helt overordnede succeskriterium.

I så fald demonstrerer Instrukssagen til fulde på en uhyre interessant måde, hvordan og med uheldige konsekvenser for forvaltningslegalitet og juridiske principper. Medialisering kan skævvride roller og hævdvundne logikker, alt sammen i hensynet til hvordan ministeren tager sig ud i offentligheden.

Konstant opmærksomhed på medierne

Instrukskommissionen og nu rigsretssagen udfolder et billede af en centraladministration, der er stærkt præget af medialiseringens indtog. Den responsive side af embedsværkets rolle, kan ikke længere reduceres til at tænke politisk højt med ministeren, have en evne til at tælle til 90 mandater, og have såkaldt politisk tæft.

Den responsive rolle indbefatter nu også en konstant opmærksomhed rettet mod medierne og den særlige logik medierne repræsenterer. Der kan selvsagt være forskel fra minister til minister på hvor meget medielogikken kommer til at fylde i ministeriet.

Og nogle ministre fremhæves ligefrem som helt ligeglade med historierne i pressen fra dag til dag. Det lader dog til at være undtagelsen. Medielogikken lader til at blande sig med de øvrige logikker, som bliver en del af embedsværkets hverdag.

Bør tages op i magtudredningen

Spørgsmålene denne udvikling rejser er flere. For det første hvordan embedsværket kan og skal agere i denne nye medialiseret virkelighed. Instrukssagen – uagtet sagens udfald – sætter fokus på at embedsværket i langt højere grad skal rustes til at forstå og analysere medielogikkens indtog og dynamik.

En central opgave for det moderne embedsværk bliver at navigere mellem de forskellige logikker og sikre sig at de traditionelle embedsmandslogikker og normer ikke skylles ud med medielogikkens indtog, om end det i den nære hverdag kan synes altopslugende, hvordan en sag håndteres i pressen.

Kommunikation bliver et væsentligt redskab i den forbindelse. Ikke kun medielogikkens krav om ekstern kommunikation, men i lige så høj grad intern kommunikation i departementerne og mellem departementer og styrelser, hvor opmærksomheden rettes mod de potentielt modstridende hensyn mellem intern og ekstern kommunikation.

For det andet rejser sagen et mere generelt spørgsmål om betydningen af medialisering for den danske centraladministration og embedsværkets rolle. Bo Smith-udvalget lavede en solid undersøgelse af de eksisterende normer for embedsværkets virke. Denne tråd bør tages op i den kommende magtudredning med fokus på medialiseringens påvirkning af embedsværket.