Forsvarsministeriets departementschef stopper for at blive ambassadør i Berlin
JOBSKIFTE: Thomas Ahrenkiel har efter fire år som departementschef i Forsvarsministeriet valgt at fratræde sin stilling. I stedet vender han tilbage til udenrigstjenesten, hvor han skal være Danmarks ambassadør i Berlin.
Jon Michelsen
RedaktionsassistentForsvarsministeriets departementschef stopper.
Thomas Ahrenkiel, der de seneste fire år har været ministeriets departementschef, har valgt at fratræde sin stilling.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Fratrædelsen sker, eftersom han ønsker at vende tilbage til udenrigstjenesten, hvor han fra 1. september skal være Danmarks ambassadør i Berlin.
En ny udfordring, som glæder den afgående departementschef:
“Jeg ser meget frem til at skulle fremme danske interesser overfor en af vores vigtigste samarbejdspartnere og på et af de vigtigste eksportmarkeder. Det betyder samtidig et farvel til et både spændende og udfordrende ministerområde, som er arbejdsplads for mange dygtige og dedikerede medarbejdere,” udtaler han i meddelelsen.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) takker departementschefen for sit arbejde og lykønsker ham i den forbindelse med hans nye stilling:
"Thomas har gennem de seneste mange år ydet en stor indsats for Forsvarsministeriet. Jeg vil gerne takke ham for indsatsen og for vores samarbejde. Danmark får en meget kompetent ambassadør i Berlin. Jeg ønsker ham alt muligt held og lykke," udtaler hun i meddelelsen.
Overlevede en skandale
I december sidste år blev Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ramt af en skandalesag, hvoraf der var blevet snydt med styrelsens penge.
Dette resulterede i, at Hans J. Høyer, direktør for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og Per Pugholm Olsen, Forsvarsministeriets koncernstyringsdirektør, blev fritaget for tjeneste.
Årsagen til dette bundede ud i ministeriets særlige organisering, hvor styrelserne refererer til koncernstyringsdirektøren. En organisering, som daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fik indført i 2013.
Læs mere: Derfor røg Forsvarsministeriets departementschef ikke
Trods den specielle organisering havde departementschefen dog mulighed for at opdage skandalen, som han blandt andet var blevet gjort opmærksom på i en mail. Mailen blev dog ikke læst af Thomas Ahrenkiel, hvilket udløste følgende svar fra forsvarsministeren:
"Det er ikke okay, at man ikke læser sine mails. Man kan så stille det spørgsmål, når der er tale om så alvorlig en sag, om ikke den ansvarlige direktør bør gå til departementschefen og sige, at det er væsentligt, at vi får vendt denne her sag, selvom der er mange andre vigtige ting lige nu. Det vil jeg mene," sagde Trine Bramsen i den forbindelse.
Samtidig mente forsvarsministeren, at koncernstyringsdirektøren skulle have været mere direkte i sin henvendelse, da Thomas Ahrenkiel ikke havde læst mailen.
Thomas Ahrenkiel fratræder sin stilling i slutningen af august, hvorfor hans første arbejdsdag som ambassadør finder sted 1. september.